« Tilbage til søgeresultaterne
Sandheden om Stemmeretten i China
af Carrie Chapman Catt
Jeg har haft mange optimistiske Visioner om mit Køns Emancipation fra Traditionernes verdensomfattende Lænker, men mine vildeste Drømme har aldrig afmalet mig en Aftenfest givet af organiserede Suffragister i Peking for Repræsentanter af den Internationale Kvindestemmerets Alliance. Og dog var det netop dette, som hændte os. Det tog Form af, at et Møde og en Tilhørerskare af et Tusind Mænd og Kvinder, opmærksomme og sympathiske, var der for at høre os. Den Historie som gik forud for denne Begivenhed er sikkert den mest ejendommelige, men tillige den mest tragiske i denne Verdensbevægelse.
Forberedelse for Revolutionen.
For omtrent 15 Aar siden, organiserede Dr. Sun Yal Sen, hvis Navn er kendt af alle Avislæsende Mennesker, et hemmeligt Selskab i Tokyo, som kaldtes »Tung Ming Hui«. Det var dets Formaal at fordrive Manchuerne, som havde hersket over Chineserne i fem hundrede Aar og erstatte deres tyranniske og udlevede Regering med en, der var paa Højde med Nutidens Krav. Et Program, der omfattede Ligeberettigelse for Mænd og Kvinder ikke alene i Organisationens Medlemsantal men ogsaa i den Regering, som skulde dannes efter Maalets Fuldbringelse var et af Hovedtrækkene i Programmet, og Kvinderne blev opfordret til at gaa ind som Medlemmer. De chinesiske Studerende i Tokyo var de første Disciple af den nye Lære, og ingen var oprigtigere Omvendte end de studerende Chineserinder. Den Japanske Hovedstad vedblev ikke alene med at være et Rekruteringsfelt baade for Medlemmer og Arbejdere, men synes samtidigt at være det Punkt, hvorfra Selskabets Operationer i det Store og Hele blev ledede. Her kom flere Hundrede unge Kvinder under Læren og Indflydelsen af Propagandisterne.
Kvinder bliver Aktive Arbejdere.
Denne revolutionære Bevægelse var i det Hele taget en Studenter-Bevægelse; og i alle de Paaberaabelser man hørte fra Lederne, mærkede man, at det nye China, der skulde komme, stillede sig, som om det skulde være ligesaa meget for Mænd som ogsaa for Kvinder. Kvinderne, som var inspirerede af den samme Patriotisme som Mændene, blev endvidere satte i Virksomhed af det fjernere Haab om en Frigørelse for deres saa længe forurettede Køn. De var ikke tause Medlemmer. De blev aktive Propagandister, de samlede Pengemidler, de øgede Medlemsantallet, de organiserede nye Forgreninger og uddelte Litteratur. De paatog sig hvert Ansvar og hver Forpligtelse, de tilskyndede de nye Medlemmer til samme Iver, de unddrog sig intet paa Grund af deres Køn. Ingen Propheter i det nye China viste sig som mere veltalende og overbevisende Talere end nogle af disse Kvinder, heller ikke var der bedre Organisatorer end deres.
Mange Hoveder falde.
Man maa vel huske paa, at alt Arbejde nødvendigvis maatte vogtes over med den yderste Hemmeligsfuldhed, thi Hovederne faldt under Manchu Sværdene ved blot ringe Anledninger og tidligt i dets Historie blev »Tung Ming Hui« kendt og dets Motiver anede. En Pris var sat paa Hovederne af nogle af dets Ledere, Dr. Suns inklusive, som følgelig levede i Udlandet i mange Aar. De Farer, som truede, bragte ikke Kvinderne til at nedlægge deres Arbejde, ligesaa lidt som Mændene, og da Forberedelserne nærmede sig sit Højdepunkt, bleve Kvinderne i stort Tal indviklede i at indsmugle Vaaben og Ammunition fra Japan til China. Naar der var altfor farlige Bud til at kunne betroes til Telegraph eller Post, maatte Kvinderne være deres Overbringere, og de rejste over hele Kejserriget i disse Missioner. De var ikke bange for noget, og med Kufferter og Kurve fyldte med Pistoler og Bomber rejste de frygtløse fra Sted til Sted. De lærte ogsaa, hvorledes de skulde fabrikere Bomber og hjalp i dette forberedende Arbejde. Men imidlertid var Manchuerne blevne aarvaagne, og deres hemmelige Politi fangede Lederne her og der og lod dem dræbe. Der var to og halvfjerdsindstyve »Martyrer« af denne Slags, og blandt dem var der adskillige Kvinder.
Een af Martyrerne.
Paa Væggene i »Tung Ming Hui«’s Hovedkvarter i Shanghai hang der mange Photographier af Martyrer. Det ene, som er mest paafaldende, fordi det er større og smukkere udført end de andre, er Billedet af en ung Kvinde. Det er et meget indtagende Ansigt. Yndefuldt, kvindeligt, tænksomt, værdigt, fuldt af Karakteer, fremstiller det en Kvinde, som er paa Højde med nogen anden, som Verden har kendt. Denne skønne unge Person var Miss Chow Chin fra Nanking, Datter af en rig Købmand. Hun var blandt dem, som hørte det nye Evangelium i Tokyo, og hun gav sig selv til det med Liv og Sjæl. Hun prædikede Frihed for sit Folk med store Taleres Magt, og hun deltog i at smugle Ammunition ind i China. Hun satte hele sin betydelige Formue ind i »Tung Ming Hui«’s Skatkammer og gav hver Tanke i sit hurtige og dygtige Hoved og hvert Øjeblik af sit Liv til den Sag, hun havde viet sig til. Som Student i Tokyo, havde hun adopteret Japansk Dragt, og som delvis Beskyttelse bar hun den altid siden. En af hendes Lærere blev arresteret for Mordet paa en Manchu Guverneur, og da kompromitterende Breve blev fundne i hendes Besiddelse, blev hun ogsaa arresteret. Døden var hende vis, og Forhøret var kun en Form. Hun indgav intet Forsvar i Retten, men efterlod et Budskab til Verden, som vil fortælle kommende Generationer, hvorfor hun gav sit Liv for sit Land. Naturligvis blev hun henrettet.
De vovede deres Liv.
Hun var en af de mange, som gjorde deres bedste for deres Sag. Jeg har mødt tre Enker herude i Peking, som gav alt, hvad de ejede til »Tung Ming Hui« og nu er Lærere for at tjene deres Brød. Jeg har mødt mange Kvinder, som smuglede Ammunition ind i China; een har jeg mødt som i Maaneder hjalp med at fabrikere Bomber og mange andre, som gjorde hvad som helst Arbejde, som Selskabet maatte have til dem. Alle saadanne Kvinder vovede deres Liv, og om de endnu har deres Hoveder paa deres Skuldre, saa kan de takke deres gode Lykke derfor.
Kvinder bliver Soldater.
Man siger, at Revolutionen kom pludseligt, førend man egentlig vilde sætte den i Scene, idet et Magasin fyldt med Bomber blev opdaget. Opraabet til Tropperne om at samles kom uventet, og fra Skoler over hele Verden kom Chinesiske Studenter flygtende hjem, og der var en hurtig Trænering af Soldater. Kvinderne var ikke tilfredse med at skulle overlade denne sidste Pligt og mulige Offer af Livet til Mændene alene. De havde delt alle Farerne hidtil, og de forlangte ogsaa at dele dem nu. Naturligvis modsatte Forældre og Lærere sig dette, og Førerne for Revolutionen gav ingen Opmuntring dertil. Jeg har ikke været istand til at opdage, om disse Kvinder fik Ideen til en saadan Tjeneste af Mænd, eller om nogen Mand gav dem denne Indskydelse. Lederne var ikke Studenter fra Tokyo. En af dem, Capitain Shang Pei Chun, lever her i Peking. Hun har udført hver Slags farlig Pligt, man kan tænke sig, og var en Maaned i Fængsel. Republikanernes betimelige Sejr bragte hende Frelse.
Lær først at hjælpe de Saarede.
Fra Canton Sydpaa og fra Shanghai, Peking, Hankow, Wuchang og fra mange Provindser i Norden kom disse Kvinder. De løb bort hjemme fra og fra Skolen i mange Tilfælde. Nogle af dem var i Missionsskoler. Nogle var Christne og nogle Confucianister. De var bevæbnede og organiserede efter samme Plan som Mænd, men med Kvinde-Capitainer. En kvindelig Læge ved et stort Hospital i Shanghai fortalte os, at hun daglig gav Undervisning i »den første Hjælp til de Saarede« i Sygehuse, der var oprettede i denne By af dem, der her træneredes, og at de var Døttre af den bedste og højeste Type af Chinesere.
Hvor mange Amazoner - hvad Aviserne kalder dem - som der her var, ved vi ikke. Om der er nogen i China, som veed det, saa er vi ialfald ikke komne i Berøring med denne »nogen«. Det synes, som om man ikke engang veed, hvor mange mandlige Soldater her var. Noget mellem to og fire Tusind er sandsynligvis Tallet.
Paa en Høj med Udsigt over Nanking nærved et Fort, hørte vi af Capitain Wu Moh Lun at 640 Kvinder havde opslaaet deres Lejr i to Maaneder. Hun viste os Stedet og fortalte os om deres Liv der. Da Belejringen af Nanking fandt Sted, blev de ikke kaldte til Fronten, meget til deres Skuffelse, men nogle var sendte til at udføre det røde Kors’s Arbejde ude paa Marken, og andre syntes at have lagt deres egne Planer. De løb ind blandt det kæmpende Artilleri og kastede Bomber ind i Fjendernes Lejr. Tolv blev dræbte, medens de udførte dette Arbejde og er begravede sammen med de mandlige Soldater, som faldt den Dag. Før denne Belejring blev fire Kvinder sendte til Peking i en hemmelig Mission. Man hørte aldrig noget om dem og det formodes, at de er blevne hemmeligt dræbte. To andre Soldat-Kvinder blev sendte efter dem, og disse veed man blev fangne og offentligt henrettede. I det mindste blev fire Kvinder fra Shanghai - forklædte som Mænd - indregistrerede i de regulære Tropper og dræbte. En ung Mand fortalte os med straalende Øjne, af hans Søster dræbte en Manchu-General, idet hun havde taget fast Sigte paa ham fra Linierne.
Som med alt andet i China hænger der et Slør af Usikkerhed over denne Kvindernes Rejsning. Vi har bedet Kvinderne om at samle Kendsgerningerne til os og at skrive en sand, historisk Beretning om alt det Arbejde, Kvinderne gjorde for at støtte Revolutionen. Siden vi forlod Shanghai, har jeg ikke fundet nogen Suffragist som talte engelsk, og vore Samtaler er blevne førte gennem Tolke men jeg troer, ovenstaaende Beretning at være en korrekt og mild Fortolkning af Kendsgerningerne.
Kvinderne maa blive udenfor!
Da Revolutionen var forbi, vendte Kvinderne og mange af Mændene tilbage til deres Hjem og Planen til den nye Regering blev udarbejdet. Hver Provinds havde en Stænderforsamling, som en forsinket Indrømmelse fra Manchuernes Tid, men det blev bestemt at vælge Medlemmerne til denne Forsamling ved en almindelig Afstemning. Kvalifikationerne blev bestemte i hver Provinds. Kwantung Provindsen, i hvilken Canton er Hovedstaden fulgte de Løfter, der var givne inden Revolutionen og tillod samme Stemmeret for Kvinder som for Mænd, og gav 10 Sæder til Kvinderne i Stænderforsamlingen. Disse blev valgte, saaledes som jeg før fortalte, den ene trak sig tilbage, saa der blev 9 til at gøre Tjeneste. Ingen anden Provinds gav dette Privilegium til Kvinder.
Et foreløbigt konstituerende Møde fandt Sted i Nanking, som skulde ordne et midlertidigt nationalt Raad, der kun skulde vælges af Mænd. Dette Møde, om hvilket jeg tidligere har talt, besluttede sig i Principet til Gunst for Kvindestemmeret, men erklærede, at endnu var Tiden ikke inde derfor. Da kastede en Kvinde en Sten, som knækkede Vinduet, thi Dørene var vogtede af bevæbnede Soldater, som ikke vilde tillade Kvinderne at gaae ind i Hallen. Dr. Sun kom ud for at se, hvad Aarsagen var til denne Forstyrelse, og, efter at have hørt paa, hvad de havde at sige, gav han dem nogle Løfter, som afholdt dem fra at gøre videre Forstyrrelse, hvorpaa de trak sig tilbage. Jeg troer, at dette hændte, medens Dr. Sun var Præsident i Republiken. I alle Tilfælde var han dengang, som nu Præsident for »Tung Ming Hui«, og da Revolutionens Fremgang skyldtes denne Organisation, blev dens Præsident selvfølgelig betragtet som den mest indflydelsesrige Mand i det nye Chinas Anliggender.
Kvinderne betragtede hans Forsikkringer som officielle, men sandsynligvis misforstod de nogle velvillige og sympathetiske Bemærkninger og tog dem for sikkre Løfter.
Nylig har det nationale Raad taget Bestemmelser om de almindelige Valg, til hvilken Tid en permanent Regering skal vælges, og kun Mænd bliver betragtede som Vælgere. Kvinderne var ved Haanden for at gøre deres Krav gældende for at faa en Stemme i den Regering, hvis Oprettelse havde kostet dem saa meget - men til ingen som helst Nytte.
Landet er i stor Uro.
Imidlertid havde Landet være i en Tilstand af Uro. De Soldater af den lavere Klasse, som endnu ikke havde faaet Sold, plyndrede Landsbyer og større Steder, Skibe og Jernbanetog ret efter Middelalderens Viis. Regeringen havde været i den ynkeligste Nød for Penge, som den hverken kunde laane eller rejse noget Sted, og alle Planer var stagnerede.
Mange andre Selskaber var blevne organiserede, og hvert havde et Program for Landets politiske Fremtid. Der var meget Arbejde for Formaal, som krydsede hinanden, og mange bittre Følelser kaldtes tillive. Ved dette Tidspunkt kom Dr. Sun til Peking, og det lykkedes ham at forene fem af disse Selskaber i et Nationalt Forbund (Kui Ming Tong). »Tung Ming Hui« var det største og stærkeste, men da de andre ikke vilde gaa ind paa, at Kvinder skulde være Vælgere, kastede Dr. Sun denne Sag ud af Programmet med tilsyneladende kun ringe Sorg. Naturligvis var Kvinderne tilstede og kunde anmode om en hel forskellig Behandling, men dette blev med det sædvanlige Resultat. De nuværende Uenigheder mellem disse Antagonister er tekniske angaaende Kabinettets Dannelse og Funktioner. Kvindestemmeret er saa langt fra Førernes Tanker som Nordpolen fra Æqvator. Da Ilden var hedest, var Kvindernes Hænder stærke nok til at trække de stegte Kastanier ud af Ilden, og om de brændte sig ved Arbejdet, saa blev det deres egen Sag; men nu, da Flammerne er kolde og Gløderne slukkede, slaar Mændene efter de kvindelige Fingre, naar disse rækkes ud efter Revolutionens Frugter - men sig selv hjælper de rundeligt.
Kvinder er ude af sig selv.
Det er den samme gamle Historie. Vi Kvinder fra Vesten vilde have vidst, det skulde hænde, men disse Kvinder fra Østen er anderledes. De har kendt Sorger saa store, at man ikke kan forestille sig det, men der er andre Sorger de først maa kende, inden de naaer deres Frihed. De ser tilbage paa to Tusinde Aar - og mere - med den Uret, der gjordes deres Køn, med deres halv knuste Fødder, uoplærte Hjerner og deres unaturlige Liv. Foran dem saae de den aabnede Dør, der førte til Lejligheden, Opdragelsen, Friheden, Lykken,, og de drømte om at vogte Indgangen, saa at alle chinesiske Kvinder i Fremtiden skulde kunne gaa igennem den. Derfor gav de deres Energi, deres Lykke, deres Liv. Gennem denne samme Dør ser de deres Kammerater i Revolutionen marscherende, nogle glemmende, at Kvinderne eksisterer, andre kastende overtroiske Blikke til dem, som siger: »Vi har ikke mere Brug for jer. Gaa bort til dér, hvor I kom fra!«
At sige, at disse Kvinder er blevne ude af sig selv, er alt for svage Ord. De er blevne baade slaaede og overraskede over den Behandling, man har tildeelt dem.
Kvinder søger at opnaae fire Ting.
Den gamle revolutionaire Organisation følger det sædvanlige Løb, nu da dets Arbejde er gjort, og det er øjensynligt blevet indviklet i politiske Partier. Kvindeforgreningerne holdes sammen ved Ønsket om at danne et nationalt Forbund. Kvinderne lader til at forenes for at faa fire Punkter gennemførte: 1) At faa Valgret saa snart som muligt. 2) At organisere Foreninger i alle Provindserne. 3) At sikkre Pigebørn lige Opdragelsesmuligheder med Drenge. 4) At faa oprettet tekniske Skoler for Børn og Kvinder.
