« Tilbage til søgeresultaterne
Camilla Collett
23. januar 1813 - 23. januar 1913.
Det var i en bevæget tid at Camilla Collett saa dagens lys. Ute i det store Europa var der gjæring i alle lande. Den store revolutions efterdønninger gjenlød baade her og der. De smaa nationer reiste sig mot de store; de undertrykte mot undertrykkerne. Overalt, i alle forholde var der uro, overalt lød kravet paa frihet, likhet og broderskap.
Heroppe i Norden var der ogsaa gjæring. Vi fik et 1814. Og da skilsmissen mellem de to tvillingriker, som man saa smukt benævnet Danmark og Norge, forelaa der som et fuldbyrdet faktum, skulde det unge Norge ta fat paa sin egen gjenfødelse. Efter en kort kamp for at staa helt paa egne ben, var nordmændene frivillig gaat ind paa at forenes med et andet land. Den demokratiske aand, som er det mest udprægede træk og det dypeste i det norske folk, hadde skapt en grundlov, som gav landets borgere en ganske stor frihet.
Alle forholde var smaa. Landet hadde ved aarhundredets begyndelse ikke mere end 900000 indbyggere, herav kom 12000 paa hovedstaden. I den første tid optoges sindene av den politiske frihet som var vundet, og begeistringen gav sig uttryk i svulstige fædrelandssange, digtet av embedsmænd, som hadde faat sin utdannelse i Danmark.
Men omkring 1830 kom der en forandring. Vi fik en litterær feide mellem de to store digtere, Wergeland og Welhaven. Den første, norskhetens ypperste repræsentant, den anden, leder av det parti, som saa landets gagn og vekst betinget i en aandelig forbindelse med Danmark og det øvrige Europa.
Under denne feide falder Camilla Wergelands ungdomstid. Begge stridskjæmper stod hendes hjerte nær; den ene var hendes bror, den anden hendes første kjærlighet. Ingen av dem var naadige mot den anden. Henrik Wergeland, med sit varme hjerte og sin uegennyttige menneskekjærlighet, paadrog sin familie mange sorger. Og hjemme paa Eidsvolds prestegaard, hvortil familien i 1817 var flyttet fra Kristianssand, hvor begge søskende var født - Henrik i 1808, Camilla i 1813 - fulgtes Henriks kampe og sorger med uro og spænding, saavel av forældrene som av den unge Camilla. Hun var opdrad sammen med ham og sine andre brødre under forskjellige huslærere. Men da brødrene var reist ind til Kristiania for at gaa paa skole, overtok faren selv Camillas undervisning. Ellers var hun meget overlatt til sig selv.
Med den dype hang til grubleri og melankoli som hun hadde, følte hun sig knuget av ensomheten. Og hvor var der ensomt paa en prestegaard paa landet i dage, da der ikke fandtes de lette kommunikationsmidler vi nu har! Denne ensomhetsfølelse utvikledes endda mere under hendes senere ophold ved den hernhutiske opdragelsesanstalt i Kristiansfeldt. Fru Collett sier selv at hun er opvokset »under det tredobbelte Tryk af en knugende Ensomhed, jettesterke Individualiteter i mine nærmeste og andre der vandt Magt over mig; dertil en Kvindelighedens strenge Lov, som man nu har vanskelig for at gjøre sig en Idé om.«
Camilla Wergeland slegtet mest sin far, presten Nicolay Wergeland, paa. Hun fortæller om ham i »I de lange nætter«, at han var en mand, »der havde mægtige, mangeartede Tendentser, nok til at nære en Slægt med«. En sterkt reflekterende personlighet. I sit daglige liv var han streng i sine krav til børnene, noet stiv og ceremoniel av væsen, en utpræget teoretiker og systematiker, men ved siden herav en øm og kjærlig far. Camilla Wergelands mor, Alette Dorothea Thaulow, »Kristianssands Skjønhed« - hadde »et Barns Aand og en Serafs Hjerte«, sangvinsk og kolerisk av temperament, men med et lyst humør. 21 aar gammel drog Camilla Wergeland med sin far til Paris, og to aar senere opholdt hun sig i længere tid i Hamburg, hvor hun mottok en sterk paavirkning av tysk kunst og litteratur. Især følte hun sig tiltalt av Heinrich Heine, hvis fine lyrik gav hendes skjønhetslængsler sterk næring. I 1839 blev Camilla Wergeland forlovet med professor Peter Jonas Collett. Denne hadde stillet sig avgjort paa Welhavens side i kampen mellem ham og Wergeland. At det var Henrik Wergeland en sorg at søsteren vilde gifte sig med en av hans modstandere fremgaar av et brev, som Camilla Collett tilskrev »Nylænde« 3 uker før sin død, og hvori hun likefrem erklærer at det er en fuldstændig feiltagelse; »men ligeoverfor Henrik var ingen forklaring mulig«, at hun noensinde hadde sluttet sig til hans motstandere under kampen. Da Camilla Wergeland i 1841 giftet sig med professor Collett var ogsaa feiden forstummet, og motstandere og venner møttes oftere i det selskabelige liv som paa den tid førtes i Kristiania.
10 lykkelige aar levet nu Camilla Collett med sin mand. Men døden herjet imidlertid i hendes familie. I 1843 døde moren, 1845 broren Henrik og i 1848 faren. Det værste slag ramte hende imidlertid da hun i 1851 ogsaa mistet sin mand. Nu sat hun alene tilbake med 4 smaa sønner. Usigelig bedrøvet og forlatt følte hun sig. »To eneste paa en Ø midt i det store øde Hav; - den ene bliver igjen; - hvorledes kan man ogsaa fatte det?« - skriver hun i »I de lange nætter«.
Hvilken god og forstaaelsesfuld ven hun har hat i sin noble, fint dannede mand, faar vi især et indtryk av gjennem sønnen Alf Colletts ifjor utkomne bok: »Camilla Colletts Livshistorie«.
Godt var det, at Camilla Collett ved siden av sin troskaps- og smertesfølelse ogsaa eiet en umaadelig livsevne. For nu tok hun for alvor fat. Professor Collett hadde allerede i deres egteskaps første aar faat sin hustru til at utgi endel smaa skisser i et av datidens dagblade. Senere fulgte endel mindre fortællinger. Alt utkom naturligvis anonymt. Det passet sig ingenlunde for en kvinde at skrive for offentligheden i de dage, da »Betydningsløsheden og den stumpe Passivitet var Kvindelighedens Grundlov!« - »Det var indprentet kvinderne, at det var en underlig taktløshet av naturen at der fandtes evner og begavelse hos dem«, har engang en av disse 50 aarenes kvinder uttrykt sig.
Men nu da hun stod ene, var tiden kommet for Camilla Collett til at bryte igjennem. Efter at ha flakket hvileløs om fra sted til sted i et par aar efter mandens død, slog hun sig ned i Skodsborg, hvor hun efter J. L. Heibergs tilskyndelse fik mot til i 1855 at utgi sin første bok »Amtmandens døtre«, hvorav 1ste del var planlagt sammen med manden. Boken vakte uhyre opsigt. Den var en tendensroman, og datiden kjendte litet eller intet til den slags. Man hadde hittil nøiet sig med noveller, idyller og overspændte, slet oversatte franske romaner. Derfor faldt boken som en bombe ned i det pene samfund, og blev diskuteret meget ivrigt overalt. Man var spændt paa fortsættelsen, 2den del, som kom sidst i aaret 1855. Og som skuffet, fordi det ikke gik »de to« slik som læserne ønsket og var vant til. Med forstaaelsen og tilegnelsen av bokens idé, var det smaat bevendt. Den var nemlig »den første svale som kvidrede den kvindelige frigørelses væk!« En bok som »betydelig formildet« skulde gi »en Skildring af de Livstilskikkelser, der ventede Døtre i de mere dannede Klasser, særlig under vore isolerede Landboforholde«, sier forfatterinden i forordet til bokens 3dieutgave.
Det er den kvindelige følelses krav og ret til at respekteres, som fru Collett forfegter i »Amtmandens døtre«, retten for kvinder til at la sit hjerte vælge hvis hustru de vil være. Det hadde til alle tider været faren som bestemte hvilken mand hans datter skulde ha. Det avtaltes og avgjordes simpelthen mellem de to mænd. Om nu den mand den unge pike skulde leve livet sammen med, passet for hende forøvrig, spillet ingen rolle. Om hun elsket ham, spurtes der ikke om. Det behøvdes visst mangen gang heller ikke. De kvindelige følelser var saa avstumpete og slappe efter de lange sløvhetstider, tilbrakt i kjøkken med at lage mat i al herrens overflødighet og med at forsyne
den i kjelder og paa stabbur, eller i spindestuen, sløvt bøiet over spinderokken. Og saa knælet den unge pike i lydighet paa brudeskamlen, og lovet at bli sin mand en »underdanig« hustru, hvorefter arbeidet i kjøkken og spindestue flyttedes fra fædrehjemmet over i hendes husbondes. Men de gamle forældre gik trygge og rolige, med god samvittighet i sine grave, fuldt forvisset om, at de hadde gjort sin pligt, naar de hadde skaffet sin datter en mand, som var i saa god stilling at han hadde kunnet overta forsørgelsespligten efter dem. Om de hadde kunnet tale alle disse hustruer og mødre, saa vilde det nok ha blit en lang trist saga mange av dem hadde hat at berette om brustne haab og tapte illusioner! »Der er blot ett der i Sandhed bør vælge, og det er den kvindelige Kjærlighed«, sier forfatterinden.
Det frigjørelsesarbeide Camilla Collett tok op med »Amtmandens døtre«, begyndte indenfra. »I den usynlige Verden raader der tusende Misbrug, der ikke agtes, tusende Baand, der trænger til at løses«, skriver hun. Personerne i boken gir os indblik i, med hvilken »øm Agtelse« samfundet behandler kvindernes følelsesliv. »Den Skat paa dens egen Grund er en saare ringeagtet usselig Ting, som du maa skjule næsten som en Skam, skjule, undertrykke, indtil den har fortæret sig eller maaske i bedste Tilfælde dig selv«, sier fru Collelt i »Sidste blade«.
Forfatterinden følte sig træt og mismodig over alle de angrep og misforstaaelser som hendes bok var utsat for, saavel i den norske som i den danske presse. Der findes mange trold heroppe i Norge, og de er som bekjendt ytterst konservative, saa de vanskelig kan finde sig i nye tider og nye ideer. Og de hvasse og onde angrep ramte den det gjaldt, dypt i hjertet. Som et jaget dyr eller rettere som en der er ræd for at fryse ihjel av al den kulde som slog imot hende, drog derfor Camilla Collett mod syden og levet flere aar i Rom og Paris. I 1861 utkom »Fortællinger« og i 63 »I de lange nætter«. Den sidste er et interessant memoireverk, hvori vi lærer hendes slegt og venner at kjende, men fremfor alt hende selv. Fint og elegant i stil og form. I 1868 kommer »Sidste blade«, erindringer og bekjendelser. Heldigvis blev dog ikke denne bok hendes sidste. Anden og tredje række »Sidste blade« fulgte nemlig i 1872, og i denne er det fremfor alt kvindernes stilling hun skildrer. Mere praktisk end fra begyndelsen av. Den er ogsaa fra indholdets og formens side den ypperligste og vegtigste av alle Camilla Colletts bøker. I 1873 utgav hun 4de og 5te række »Erindringer og bekjendelser, sidste blade«. Paa titelbladet av disse forekommer for første
gang Camilla Colletts navn, og samtidig angir hun sig som forfatterinde af »Amtmandens Døtre«. Senere utgav hun i 1877 »Fra de stummes leir«, og i 1879 sin sidste større bok, »Mot strømmen«.
Hendes forfatterskap er egentlig ikke stort i omfang. Men for en verden av tanker og ideer hendes bøker rummer! Det var først i den modne alder at Camilla Collett begyndte at skrive. Hendes sprog er fint og elegant, det former sig mykt og varmt om uttrykkene, saa de smyger sig ind i hjerterne. Tankerne sneg sig ogsaa stille ind i de mange trætte kvinders sind. De var jo et nødrop fra en følsom, fint lyttende og klart seende kvinde, og derfor fandt de gjenklang hos de mange undertrykte og lidende kvinder. Men der gik hele 29 aar hen, før de frø som Camilla Collett i 1855 utsaadde, spirte, vokste og bar frugt. Dog al veksterlighet skyter raskt i veiret i vort land. Saa ogsaa med denne, da den først spiret, da »Norsk kvindesaksforening« var dannet i 1884, gik det hurtig.
Og nu da vi norske kvinder snart staar ved vort maal: like ret i stat og kommune med norske mænd, saa gaar vore tanker med tak og ære og pris tilbake til hende, som hadde mot nok til alene at begynde kampen mot samfundet og troldene, bryte isen for gamle fordomme og kalde paa kvinderne.
Camilla Colletts bøker, især de senere, har hat den skjæbne som alle tendensbøker har, at de blir litet læst, og de utkom i faa oplag. Dette gjorde forfatterinden ondt, saar og mottagelig som hendes sind var. Uendelig rik paa kjærlighet var hun selv. Hendes hjerte brændte varmt for dyr og mennesker som hadde det ondt eller var undertrykt. Altid paa vakt mot raahet og smakløshet, mot ethvert overgrep som truet kvinderne i og utenfor hjemmets forholde.
Da Camilla Collett i 1893 feiret sin 80 aarige fødselsdag, var tiderne og sindene forandret. Hele Norge reiste sig for at hylde hende. Kvinderne drog i et stort tog op til hendes bolig, og en deputation bragte hende kvindernes hyldning og tak. Om aftenen holdtes der stor fest, hvortil alle, som repræsenterte noet inden litteratur, kunst og kvindesak, hadde git stevne. Ved Henrik Ibsens arm mottok Camilla Collett studenterne, som kom i et fakkeltog for at hylde. Deputationens formand tolket studenternes tak ved bl. a. at uttale: »Deres nidkjære, aldrig sviktende kamp for en stor og betydningsfuld sak, har avvundet os studenter en dyp sympati, saavisst som ethvert sandt fremskridtsarbeide inden aandens verden til alle tider vil slaa an i studenternes rækker«. Fru Collett Var sterkt bevæget, men takket i varme ord ungdommen for dens hyldest. »Naar bare vi har den med, er alt vundet!« Og - det var jo den samme ungdom, der som modne mænd skulde avgjøre og har avgjort kvindestemmerettens skjæbne!
I 1863 hadde fru Collett mottat medaljen, »pro literis et artibus«, og nu paa denne sin hædersdag fik hun fortjenstmedaljen i guld. Samme aar utkom hendes samlede skrifter.
Godt for os kvinder er det at tænke paa, nu da hun er borte, at anerkjendelsen av hende dog kom, om den end kom sent. Der skulde styrke til at staa i og bære hvad hun gjorde alene gjennem de mange aar, dobbelt vanskelig er det, naar man er kvinde, mangedobbelt svært, naar man, som professor Dietrichson sa til hende i sin hyldningstale hin kveld for 20 aar siden »er født med genialitetens stjerne paa sin pande«.
Camilla Collett levet endda i 2 aar efter sin store fest. Hun døde 6te mars 1895. Høitidelig var bisættelsen, og rik var blomsterfylden paa hendes kiste. Hendes lik sendtes til Stockholm og blev brændt der 14de mars.
Allerede samme aar vedtok »Norsk Kvindesaksforenings« bestyrelse et av fru Hildur Schirmer fremsat forslag om at reise Camilla Collett et mindesmerke. Til dette samlet kvinderne pengebidrag fra alle kanter av landet. Og den 31te mai 1911 avslørtes Gustav Vigelands smukke statue av hende i overvær av D’ M. M. kong Haakon og dronning Maud og mange herværende høie autoriteter. Fru Olaug Løken hadde skrevet en vakker kantate, hvortil fru Olga Bjelke-Andersen hadde komponeret musiken. Kvindelige studenter holdt æresvagt under det norske flag, og »Kvindelige studenters sangforening« avsang kantaten. Frk. Gina Krog holdt festtalen, og fru Hildur Schirmer overleverte statuen til den norske stat. Statuen har faat en vakker plads i Slotsparken; omgit av trær staar den der vis à vis Det kongelige slot. - Det er, saa vidt jeg vet, den første og eneste statue i verden, som er reist for en kvindesakskvinde. Og vi andre kvinder som har tat arven op efter hende, vi glæder os over at vi har hende, den deilige kvinde der, midt iblandt os, manende os fremover, altid videre og
videre.
Kristiania 6te januar 1913.
