« Tilbage til søgeresultaterne
Kvindestemmerettens Stilling i England
(Brev fra National Union)
Det nuværende Tidspunkt er maaske det mest skærende, angstfulde Øjeblik, vi endnu har oplevet i Kvindestemmerettens Historie. Det hjælper ikke, hvilket Orakel vi raadspørger, det hjælper ikke, hvilke Varsler vi vil udtyde, den umiddelbare Fremtid er taaget for os.
Upaatvivlelig gryer Morgenen i Horizonten, Dagen kan komme hastigt over os, vore Øjne smerter efter den lange Vaagen, kan endog i Øjeblikket være blindende, de blændes maaske af de skraanende Straaler, men Kendsgerningerne forbliver dog tæt ved os, om vi ser nøje til. Skyggerne er dybe, de Planer, der krydser vore Veje i dette Øjeblik, er forvirrende for ikke at sige nedslaaende.
Paa den ene Side har vi Asquiths Forsikringer om en aaben Mark og ingen Begunstigelser, naar Ændringerne for Kvindestemmerets-Loven bliver forelagt Huset. Han har end ydermere gjort Brug af det noget barnagtige Forsøg paa at skræmme gode Liberale med Rygterne om hans Demission, ifald den ene eller den anden af Kvindernes Ændringsforslag bliver Lov. Vi har ligeledes Sir John Simons’ Forsikringer om, at Ordførerens Udsigter til at kunne tilintetgøre alle Lovændringsforslag kun er en Indbildning. Imod disse gunstige Varsler har vi Unionisternes dybt indgroede Frygt for at ethvert Stemmeretsforslag, der er faderligt eller Plejefaderligt beskyttet af denne Regering, ikke kan mene andet end: »Adult Suffrage«, »Skjørte-Regimente« og »Kvinder paa Ministertaburetterne«. Saaledes mindes vi om, at trods de tilsyneladende venlige Hensigter af Førsteministeren kan den almægtige, i Parlamentet opslaaede Timetabel: »Guillotinen« tilintetgøre alle vore Udsigter. Kort og godt: Vor Himmel er ikke klar. Lad os haabe, at dette er den mørkeste Time i vor Historie, thi da kan vi tro, at den forkynder Daggry.
Vi har Venner i alle Lejre. Vi har 400 Medlemmer i Parlamentet, som har lovet at hjælpe os engang. Men vor »Gang« passer maaske ikke til hvad der passer dem! De siger bestandigt til os: »naar Tiden passer bedre«, naar der er »mindre Socialisme« eller maaske »mindre Konservatisme«. Hvert Parti overvejer højst naturligt, om Kvindernes Frigørelse vil hjælpe deres eget Maal eller hindre det; hvert Parti er lidt bange for os paa Grund af vore venlige Forbindelser med Mænd i den modsatte Lejr.
Endog det uafhængige Arbejderparti, skøndt det enkeltvis er vor Ven, har ikke afgivet os noget Løfte som Parti. Det har ikke som Parti lovet at stemme imod 3die Behandling af Frigørelses Loven, »om Kvinder ikke er indesluttede deri«. Partiet har nylig gentaget dets Løfter til os, gentaget dets Bifald af Principet: »Kvinde Frigørelsen« - men - det lover ikke at gaa imod Regeringen. Den Nationale Union har ikke som »Kvindernes sociale og politiske Union« bedet Arbejder-Partiet om at bryde deres Ord til deres Vælgere, thi vi tror hverken, at man vinder noget ved brudte Løfter saa lidt som ved sønderslaaede Vinduer. Vi ønsker at handle hæderligt, fordi vi haaber at kunne hjælpe Staten, istedetfor at spærre Vejen for den.
Vort Formaal staar over Partierne, og følgelig er der Fare for, at man vender det døve Øre til. Vi troer at vor Fordring staar Haand i Haand med de liberale Principer. Vi paastaar, at ingen Patriotisme - den være sig af hvilken Farve som helst - kan være sund, naar den ikke stræber for, hvad vi oprigtigt tror tjener til - ikke alene et Køns Velfærd - men hele Nationens Velfærd. Intet Kejserrige er virkelig rodfæstet eller har nogen Livsbetingelse, naar det ikke er grundet paa Retfærdighed og retsindighed, og det britiske Kejserriges »Ret til at være« er den: at være Kraften til det Gode i Verden. Naar doe svigter dette Standpunkt, er dets Dødsdom skrevet.
Medmindre en Nations Moral er i Overensstemmelse med Samtidens Moral maa denne Nation naturnødvendigt synke under sine Omgivelsers Niveau og endelig uddø. Vi har seet dette atter og atter, naar vi vendte Historiens Blade. Den Nation, som elsker det højeste, og stræber efter det Ædleste, har i sig den livgivende Gnist og vil aldrig dø.
Det er herpaa, at vi Kvinder grunder vor Fordring paa Stemmeret.
(Mrs.) J. Fitzroy Hecht.