« Tilbage til søgeresultaterne
En sand Historie
Li-Po-Ton var en lille chinesisk Pige, født i en af Hupehs indre Provinser i det fjerne Østen.
Hendes tidligste Erindringer var fra dengang hun sad med sin lille Tvilling-Broder, Chin Wah, i sin Bedstefaders solbeskinnede Have, som skraanede lige ned til den store, blaae Han-Flod, og iagttog de mange Baade af hver optænkelig Farve og Størrelse, som de vuggede sig ned ad den store Yangse-Kiang. Den lille Piges Bedstefader, Chin-Wah-Ton, var kendt som en rig Mand i disse Egne. Han havde to store Riis-Marker, en Tobaksplantage, en Frugthave med Kirsebærtræer og et smukt Hus, paa hvis Tag der var plantet en vidunderlig Have, fuld af prægtig Kaal og friskduftende Purreløg. Han var en Mand, der havde stor Indflydelse, og mange kom for at søge Raad og Oplysning hos ham. Han havde engang været en Kuan, og lige siden dengang havde han ført sig med endnu mere Glands og Værdighed. Hans Lærdom og Gudsfrygt var berømt over hele Provinsen, ja den taltes om ham i den store By Wuchang, hvortil han gjorde en Rejse to Gange om Aaret i sin rigt udstoppede og med Gardiner behængte Palankin for at sælge sit Lands Produkter til Købmændene der.
I én Henseende havde han altid været ulykkelig. Han havde tre Koner og mange Børn; men - tiltrods for hans store Gudsfrygt - var alle Børnene Piger paa én nær. Chin Wah-Ton hadede Pigebørn og hans hele Kærlighed omgav nu denne Søn. Af ham vilde nu ikke alene afhænge Ansvaret for Opretholdelsen af Slægtnavnet, men den endnu vigtigere Pligt, at fuldbringe de aarlige Ceremonier ved Faderens Grav, ved hvilke alene Chin-Wahs Sjæl kunde haabe at hvile i Fred.
Denne Søn voksede og gik fremad i Velstand, men ak! da han kun havde været gift i tre Aar, blev han syg og døde. Det var ynkeligt at se Faderens Fortvivlelse; men midt i hans Sorg spirede et Haab frem. Sønnen havde selv ogsaa haft en Søn - den lille Tvillingbroder af Li-Po-Ton, som var bleven opkaldt efter sin Bedstefader, Chin-Wa-Ton. Saaledes hændte det, at den lille Wah blev Lyset og Glæden i hans Bedstefaders Øjne - hans eneste Haab og Lykke.
Det vilde være vanskeligt at finde gladere Børn end dette Tvillingpar fra Hupeh. Hele den lange Dag flagrede de om, som to Sommerfugle blandt Blomsterne i Haven; til Tider plukkede de Kirsebærrene op, som var faldne ned fra de høje Træer; til andre Tider lod de Legetøjsbaadene sejle i en lille Balje, de var alle dækkede med farvede Strimler, akkurat som dem, de saa paa den store Flod; og nu klattrede de op paa Taget, for at se sig om i den underfulde Have. Rigtignok, naar en af de store Sommerfugle sejlede lokkende gennem Luften og Chin-Wah styrtede efter den i glad Forfølgen, var lille Li-Po-Ton langt tilbage i Jagten, thi hendes stakkels indbundne Fødder kunde ikke bære hende, og naar hun forsøgte at løbe, gjorde de frygtelig ondt. Der var mange andre Lege i
hvilke hun var langt tilbage, men lille Chin-Wah var taalmodig og god, og hun var lykkelig - den uskyldige søde lille Li-Po-Ton! Dog var der en anden Barnesorg, som undertiden sendte en øjeblikkelig skarp Pine gennem hendes Barnehjerte! thi hun havde ikke været seen til at mærke, at hendes Bedstefader, den store Chin Wah, havde en Overflod af Kærtegn og Kælenavne for hendes Tvillingbroder, men ikke tog mere Notits af hende, end om hun havde været et af Kaalhovederne i hans Have. Hvad var dog Grunden hertil? Vi faar at se!
En Dag savnede hun lille Chin Wah, og skøndt hun søgte rundt i hele Haven, var han intetsteds at opdage. Tilsidst kom han løbende oppe fra Huset. Hans Øjne skinnede og hans Ansigt glødede af Sindsbevægelse, men da han saa Li-Po staa glad og fornøjet i Skyggen af en Rosenbusk, trak han sig op i en affekteret, overlegen Stilling og saa paa hende fuld af Foragt. »Aah haa!« raabte han »Nu kan jeg ikke mere lege med dig. Jeg har netop faaet min første Time i at læse, og her kommer hver Dag en Mand for at lære mig det. Jeg skal blive en stor Mand ligesom Bedstefader er, jeg vil blive baaret i en Palankin: men Du kan ikke lære at læse. Saadan sa’e Bedstefa’er. Thi du er en Pige!«
Stakkels lille Pige! For første Gang saa hun Skranken imellem dem. Næste Dag, da hun forsigtigt kikkede gennem Døren, saa hun Chin-Wah staaende rank og stolt foran en fremmed Mand. som viste ham mærkelige Figurer paa en Stribe rødt Papir, og det gik op for hende, at nu var det forbi mod deres lykkelige Legetid for bestandigt. Om der var bleven tilbage et lille Haab om, at de gode Tider kunde vende tilbage, svandt dette, da hun senere paa den store Aarsfestdag, saa Chin-Wah færdig til at gaa ud med sin Bedstefader for at se paa Festen.
Smaa Piger - og store med for den Sags Skyld - blev altid hjemme, men det var en stor Festdag for Drengene. Ligesom hans øvrige Landsmænd var Chin-Wah klædt i en hel ny Dragt.
Lille Li-Po-Ton tænkte, at dette var meget forunderligt. I sandhed, med hans vide Benklæder af lysegrønt Silke, hans Tunika af blaa Brocade, kantet med hvidt Silke, hvorpaa Guldbroderier var syede, med hans purpurrøde broderede Sko og de lange Snører af rød Silke trukne i hans sorte Fletning gjorde Chin-Wah en mærkelig Figur, og saa ud som en af de brogede Sommerfugle, han havde holdt saa meget af at jage. Han saa nu sin lille Søster og kastede atter et foragteligt Blik paa hende. Denne Gang forstod hun, at den Skranke, der skilte dem, aldrig mere kunde overskrides.
Efter dette tilbragte hun sin Tid liggende paa Knæ paa en Pude ved Siden af sin Moder og her lærte hun at sy og brodere. Hendes eneste Fornøjelse var den Time, hun spaserede i Haven. Skønt hun ingen Legekammerat havde og hendes stakkels Fødder ikke kunde løbe eller springe, var de lette Skyer, den kendte blaa Flod og de gamle Kirsebærtræer en Hvile for hendes Øje og fyldte hendes Sjæl med noget, der lignede Fred og Tilfredshed.
En Dag, da hun var 12 Aar gammel, sendte hendes Bedstefader Bud efter hende. Hun fandt ham siddende med Fødderne overkors ligeoverfor en fremmed Mand, som bar den mærkeligste Haarpisk hun nogensinde havde set. Som han sad der paa sin Pude, laa den henad Gulvet som en stor Slange og lod til at række halvvejs gennem Stuen. Begge røg lange Piber og ingen syntes at lægge Mærke til hende, da hun traadte ind. Hun stod foran dem ubevægelig og med nedslagne Blikke. Uden at sige noget, fik Ching-Wah hende til at træde Gæsten nærmere. Hun kunde ikke sige hvorfor, men der var noget ved denne Fremmede med hans sorte skarpe Øjne, der fyldte hende med Rædsel, og hun følte, at hans Nærværelse intet godt spaaede hende. Kolde Gys løb op og ned ad Ryggen paa hende, medens han bankede hende paa Hovedet, undersøgte hendes Fødder, følte paa hendes Arme, Skuldre og Ben.
»Smuk Pige, smuk Pige!« gryntede nu Chin-Wah.
I Sandhed, hun var et smukt Syn med hendes runde røde Kinder, bløde blanke Øjne og fine Mund fyldt med hvide skarpe Tænder; men hun havde aldrig hørt noget herom før.
»Ugh!« sagde den Fremmede, »Hun duer ikke meget. Hun er altfor fed og lille!«
Ved en anden Gestus af Chin-Wah, blev Li-Po-Ton sendt ud af Stuen. Hvad kunde vel det betyde, dette nye Mysterium? Hun løb lige til sin Moder og fortalte hende, hvad der var hændet. Moderen vidste intet.
Men hun kunde nok gætte sig til alligevel! Hun vidste, hvorledes Chin-Wah hadede Piger. Hun kendte hans Tilbøjelighed til at rapse til sig og havde hørt hans Mumlen, da han betalte Ægteskabs Medgiften for hver af sine mange Døttre. Det var ikke usandsynligt, om han tænkte at tjene noget paa denne Sønnedatter, som han altid havde behandlet med Ringeagt. Saa blidt som hun kunde, fortalte hun den unge Pige, hvad hun var bange for det betød, og de græd sammen. Idet hun viklede sig ud af sin Moders Arme, listede Li-Po sig tilbage og kikkede ind ad Døren til Modtagelses Værelset. Den Fremmede talte en Haandfuld Penge op, og medens han gjorde det mumlede han mellem hvert Tag, han tog af Piben: »altfor meget, altfor meget!« Med Hjertet fyldt af Rædsel fløj Li-Po-Ton tilbage til sin Moder og faldt om for hendes Fødder i et Anfald af krampagtig Graad. Snart igen kaldte Chin-Wah paa hende, og han bød hende tage Afsked med sin Moder og sagde hende, at hun skulde rejse bort med den Fremmede. Chinesiske Børn af begge Køn lærer først og fremmest at udøve sønlig og datterlig Lydighed mod deres Forældre i den mest udstrakte Betydning, og det faldt ikke Li-Po-Ton ind at spørge om, hvorhen hun skulde gaa og hvorfor? Med en dump, tung Smerte i sit Hjerte steg hun ind i Palankinen og blev sat ved Siden af den fremmede Mand. Den hele lange Dag rejste de, og den lille Pige sad saa stille som en Mus uden at tale et Ord. Om Natten gik de ombord i en Baad. Li-Po blev lagt i en Køje, hvor hun med Hovedet puttet i Tæpperne græd sig i Søvn. Efter en eller to Dage kom de til en stor By. Støjen og Forvirringen afledede hendes Opmærksomhed fra hendes egen Fortvivlelse. Der blev de førte til det største Skib, hun nogensinde havde set, og hun blev lagt iseng i en Køje, der var flere Fod fra Gulvet. Rundt omkring var andre Passagerer, og der var flere unge Piger af hendes egen Alder, som ogsaa syntes at tilhøre den Fremmede. Med disse kunde hun have indledet Bekendtskab, men den skrækkelige Søsyge lod hende glemme alt andet. Tiden syntes hende uendelig, og der var ingen til at trøste hende eller sige hende et opmuntrende Ord.
Hun undredes over, til hvilket mærkeligt Land hun nu skulde rejse, thi den fremmede Bevogter havde aldrig fundet Lejlighed til at give hende nogen Underretning om, hvad Meningen var med hendes Rejse. Havde hun forstaaet at bede, vilde hun have bønfaldet om Døden. Som det var, saa hun ud gennem Koøjet paa de rullende skumklædte Bølger og længtes efter at begrave alle sine Sorger for bestandigt i deres Dyb.
Der var Grund nok til at gøre dette Ønske, thi Li-Po-Ton var en Slave. Tilsidst naaede de Land, og hun blev ført over Gangbrædtet ned i en raabende og støjende Menneskevrimmel. Nogle Mænd med en underlig Paaklædning af blaat Klæde og Messingknapper førte hende bort med sig til et mørkt uhyggeligt Værelse, hvor der sad mange Chinesere og nogle faa chinesiske Piger. Der stod de og saa sig frygtsomt rundt med det samme jagede Blik i deres Ansigter, som hun følte maatte være i hendes eget. Hun længtes efter at tale med dem, maaske kunde de fortælle hende, hvor de var, men hun saa det strenge Øjekast af Bevogteren, og hun vovede ikke at sige et Ord.
Der var megen Snakken i et fremmed Tungemaal, og en Masse Spørgsmaal blev stillede og besvarede, en Fremvisen af hvide Billetter - alt et Mysterie for hende. Da blev hun hastigt ført ud paa Gaden og med de andre Piger sat op i et underligt Køretøj, som stoppede for at Folk kunde staa op og staa af. Det interresserede hende alt, men fyldte hende dog med Rædsel. Tilsidst gik de ned af Vognen, den Fremmede foran eller snarere skubbede dem gennem en mørk, snever Allé. Her følte hun sig mere hjemme, thi her var hun mellem sine egne Landsmænd, skøndt de blev stirrede paa, saa det var ganske uhyggeligt. Deres Fører ledede dem gennem et langt, lavt Værelse, som var fuldt af Chinesere. Ikke før var de indenfor, før en stor, fed Mand, hvem de andre kaldte Wah-Lee, raabte »Hvem af disse Piger er min?«
»Her er den Pige jeg købte til Dig!« sagde den Fremmede, idet han pegede paa Li-Po-Ton: »Tre hundrede Dollars er Prisen for hende!«
Efter en gennemgaaende Undersøgelse af hendes Person, som overbeviste ham om, at hun var sund og et godt Køb, udbetalte Wah-Lee Guldet, og idet han tog den lille Pige ved Haanden, førte han hende ned ad Gaden.
Allé efter Allé gik de igennem, til de kom til Døren af en lille faldefærdig, skummel Bygning. Wah-Lee aabnede Døren puffede hende ind, og laasede Døren efter hende.
Her var der andre Kvinder, hendes egne Landsmænd. De kom og tog hende i Haanden, klappede hende paa Ryggen, strøg hende om Kinden og saa ind i hendes Øjne med Venlighed. Der var unge Kvinder ligesom hun selv, og der var en ældre, som fik hende til at tænke paa hendes egen Moder. Værelset var lavt og snevert. Køjer var anbragte langs Væggen paa den ene Side. Der var netop Plads for tre Køjer fra Gulv til Loft og netop Rum for to Rækker, naar Fodstykkerne stod imod hinanden. Der var seks Sovesteder og seks Kvinder. Mellem Sengene og den anden Væg var der et Rum paa halvanden Alen. Det eneste Møblement var seks blaamalede Stole. Der var een Dør og et lille firkantet Vindue med Jernstænger for. Det var ingen Fornøjelse, at se ud af dette Vindue, thi der var kun en skummel Allé at se ud i, hvor kun en ensom Chineser gik igennem. Alle disse Forbigaaende undlod aldrig at stirre ind gennem Jernstængerne og le til dem, der var ingen særlig Fornøjelse ved at kikke ud og se disse Personer.
Som Svar paa Spørgsmaal fra disse nye Venner fortalte Li-Po-Ton dem alle Enkeltheder ved sin Rejse, og hun beskrev sit Hjem og sit tidligere Liv og vendte sig saa til dem med de ivrige Spørgsmaal, som i en saa lang Tid havde ligget øverst i hendes Sjæl: »Hvorfor er vi her? Hvad betyder alt dette?!«
Kvinderne saa fra den ene til den anden og taug. Netop nu kom Wah-Lee ind med Aftensmaden, der bestod af kogte Riis og Kaal. Li-Po-Ton var sulten og spiste med god Appetit. Da hun var mæt, befalede den nye Herre hende at krybe op i den øverste Køje. Snart sov hun den uskyldiges Søvn saa sødt og saa sundt, at hvad der end maatte have hændet i det lille Kammer den Nat, saa vidste hun intet derom.
Næste Morgen, da Frokosten var spist, laasede Herren Døren som sædvandlig og gik sin Vej. Nu sad de paa deres Træstole og de havde intet at gøre uden al tale. Lidt efter lidt gjorde Kvinderne den Nyankomne bekendt med hendes Skæbne. De fortalte hende, at hun ikke vilde fa a Lov at sove næste Nat.
»Men« sagde hun »kan vi da ikke løbe bort?«
»Løbe bort? sagde en af Kvinderne. »Døren er altid laaset, og der er intet Sted at løbe hen! Desuden fortalte Ejeren os om en Kvinde, som løb bort, og da de fandt hende igen, kogte de hende levende i hedt Fedt!«
Hele Dagen igennem sad den lille Pige sammenkrøben bedøvet af Skræk.
Li-Po-Ton var en af de 1200 chinesiske Kvinde-Slaver i Byen San Francisko. Ffter Aftensmaden den Aften, bad Wah-Lee hende om at krybe op i hendes Køje igen, og hun krøb derop. Snart vendte han tilbage bringende nogle Mænd med sig. Den ene lagde et Pengestykke i hans Haand og det blev sagt ham, at krybe op til hendes Køje. Da han var gaaet kom en anden derpaa nok en, til den unge Pige besvimede. Nat efter Nat gentoges dette. Undertiden skreg hun, men Wah-Lee puttede blot noget i Munden paa hende og gav hende ingen Mad næste Dag, dette skete i det Land, som praler af, at Friheden er den uafhændelige Ret af hvert Individ.
Mange Uger gik, Rødmen var falmet paa hendes Kinder, hendes Øjne var blevne tunge og sløve og mørke Kredse omgav dem. Wah-Lee saa Forandringen og bad hende spise mere Riis og Kaal.
En Nat efter Midnatsstunden var Værelset forladt. Hendes Søstre i Elendighed var faldne i søvn. Hun kunde høre deres tunge Aandedræt. Wah-Lee var gaaet og havde ladet Døren staa lidt paa klem. Dette havde aldrig før hændet. Hurtigt drog hun sin Tunika over Hovedet og lagde Tæpperne i en Top saa det saa ud som om de dækkede hendes sovende Skikkelse, og hun klavrede sagte ned paa Gulvet. Udenfor var alt sort, men der hørtes Stemmer fra den ene Ende af Alléen. Idet hun lukkede Døren i efter sig traadte hun ud paa Gaden og skyndte sig bort i Mørket. Frem gik hun, hun vidste ikke hvorhen og brød sig ikke om det. Engang stod hendes Hjerte stille og en Erindring om den Kvinde, som blev kogt i Fedt fløj gennem hendes Sind, da hun fandt sig nær en Mængde Chinesere. Men hun krøb tilbage i en mørk Krog og vovede ikke at aande. De gik forbi og saa hurtigt som hendes vanskabte Fødder kunde bære hende løb hun videre. Hvorhen skulde hun gaa? Hvad kunde hun gøre? Om der bare var et mørkt Hjørne, en glemt Plet, hvor intet levende Væsen vilde se hen - kunde hun skjule sig der. At kunne dø i Fred var den Naadegave, hun længtes efter.
Mørket lettede, og det vilde snart være Morgen. Ikke et Øjeblik maa spildes. Med Fødder ømme af Pine vendte hun om et Hjørne og kom ind i, hvad der forekom hende som en anden mørk Allé. Løbende snublede hun og faldt udstrakt til Jorden. Det varede noget, inden hun kunde rejse sig, og da hun gjorde det, saa hun i den kommende Dags Gry, hvad der omgav hende.
Det var et raat Indelukke fyldt med alle Slags Murrester. Siddende paa Jorden saa hun en lille Aabning, der indbød hende til at gaa ind. Krybende paa Hænder og Knæ kom hun ind. Der var Bulmeurter, et Gærde og to Asketønder. Et stort Brædt trak hun saaledes hen, at Indgangen, hun var kommen igjennem, skjultes. Aah, om hun bare nu kunde tro, at hun var i Sikkerhed! Hun løste Bandagerne af sine forpinte Fødder og gned dem med sine Hænder, som var en Lettelse. Da, liggende ned paa Jorden med en Sien til Hovedgærde, faldt hun isøvn.
Hun vaagnede ved at høre Stemmer nærved sit Skjulested. Ikke et Aandedrag, ikke en Bevægelse forraadte hende. Hvor stille var hun dog, Øjnene var nærved at styrte ud af hendes Hoved og Kinderne blegnede af Frygt. Den stakkels lille jagede Fugl. Da kom atter Stemmer. Denne Gang var det begyndt med Rummelen af en Vogn. Det var Skraldemanden, som kom for at hente Asketønderne. Hun blev opdaget liggende der med sit Ansigt gemt i Hænderne. Hun var besvimet!
Da hun atter vaagnede til Bevidsthed laa hun i en ren hvid Seng og en venlig Kvinde bøjede sig ængstelig over hende. Lykkeligvis havde hendes Fødder ført hende til selve Døren af: »Hjem for den Venneløse«. Og dersom der var en Skabning, som behøvede Beskyttelse, saa var det Li-Po-Ton. Kvinden, der sad hos hende, var Mrs. Miller, Overplejersken. Men den lille chinesiske Pige var bange for Amerikanerne.
Hun havde lidt saa grusomt i deres Land, og hun tænkte de alle maatte være onde. Hun vendte sit Ansigt bort og græd bittert. Der blev bragt Mad til hende, men hun vilde ikke røre den. Saa blev der sendt Bud efter en Tolk. Det var en Tydsker, som havde levet mange Aar i China, og som blandt Turister var anset for at være den bedste Vejviser i de chinesiske Kvarterer i Byen. Man mente, han kendte hver Chineser eller Chineserinde i Byen. Men Li-Po-Ton var en nylig Ankommen, og han kendte hende ikke. Det varede længe, før hun fik Tillid nok til hans Venskab til at fortælle ham noget; men tilsidst som Svar paa hans venlige og blide Spørgsmaal, fortalte hun ham sit Livs Historie. Hvert Ord blev oversat for Mrs. Miller og Li-Po-Ton blev forsikret om, at man skulde passe nøje paa alt, og at hun ikke behøvede frygte Wah-Lee.
Paa en eller anden Maade var en Viden om hendes Nærværelse dér sluppet ud. Den chinesiske Ejermand hørte Rygterne og hurtigt var en Befaling om Delinqventens Fremvisning i Retten næste Morgen naaet til Mrs. Miller. Her var et Dilemma. Man raadførte sig med en Jurist, men han kunde kun give liden Trøst. »Wah-Lee« sagde han, »kunde rimeligvis bringe chinesiske Venner nok til at bevise, at denne unge Pige var hans Kone, og Retten vilde give hende tilbage til ham«.
Man sendte atter Bud efter Tolken og saa varsomt som muligt, søgte Mrs. Miller at forklare Retten og Loven og det mulige Udfald af Sagen! Men hvad kendte vel Li-Po-Ton til amerikanske Retter eller Habeas Corpus Love? Hun forstod intet af hvad der blev sagt, undtagen at hun skulde se Wah-Lee den næste Dag og maaske skulde blive nødt til at gaa tilbage til ham igen. Hun spiste ingen Aftensmad og gik tidlig iseng. Førend hun selv gik iseng, gik Mrs. Miller ind i hendes Værelse. Hun syntes at sove trygt. Næste Morgen saa hun igen ind til hende. Men da der var noget forunderligt i hendes Udseende rørte hun ved den unge Piges Kind. Den var kold. Hun slog Tæpperne op, Sengen var gennemtrukken af Blod; og en Pennekniv, der tilhørte Overplejersken, var stukket ind i hendes Hjerte. Den stakkels jagede og martrede Li-Po-Ton! Hun havde tilsidst fundet Friheden i Døden.
Carrie Chapman Catt.
(Efter »Woman’s Journal«).
