« Tilbage til søgeresultaterne
Mrs. Sidney Webb
En fremragende engelsk Kvinde. (Af Ethel Hargrove)
»Skriv til mig, som til En, der elsker sine Medmennesker.«
Leigh Hunt.
Disse slaaende Ord betegner akkurat Mrs. Sidney Webbs Stilling til Menneskeheden. Hele hendes Tid og Energi, alle hendes Ejendele er blevne helligede til deres Hjælp, som mest behøvede den, til Offrene for Fattigdom, for usunde Omgivelser eller for andre Onder. Hendes Liv er ikke gaaet de almindelige Veje, og som Ven og foretrukken Elev af Herbert Spencer, vendte hun tidligt sin Opmærksomhed mod de vigtigste Samfundsspørgsmaal.
Mrs. Sidney Webb er en Datter af afdøde Richard Potter, som engang var Formand for »Great Western Railway Company« og senere Præsident for Canadas store Jernbanelinie. Som ganske ung gik hun - klædt som en Arbejderske - til de store Elendighedens Huler i the East-End of London. Bagefter skrev hun Artikler, som førte til deres Reform. Hun skrev og udgav: Den co-operative Bevægelse i Storbrittanien (1891) og hun sendte Mr. Charles Booth Bidrag til hans berømte Bog: »Labour and Life in London.«
Næste Aar blev hun gift med Mr. Sidney Webb, og fra det Øjeblik har disse to lige udmærkede Forfattere været Medarbejdere i enhver forskellig Forgrening af deres Virksomhed. De udgav »Fagforeningernes Historie« (1894). »Industrielt Demokrati« (1897). »Problemer i den moderne Industri« (1898). »Den autoriserede Udskænknings-Bevillings Historie« (1903). »Engelsk kommunal Bestyrelse« (1906-1908).
Mr. Balfours Valg af Mrs. Sidney Webb til Medlem af den Kgl. Kommission for Fattigloven og Hjælpekassen, vandt almindeligt Bifald, og hun har for en stor Del Ansvaret for Minoritetens Indberetning. Snart efter modtog hun Ærestitlen af: »Doctor i Litteratur« fra Manchester’s Universitet.
Baade Mand og Hustru har en enestaaende Stilling, som anerkendte offentlige Talere, der altid trækker de store Auditorier til sig. Dette har vist sig atter og atter ved mange Foredrags-Serier over: »Forebyggelsen af Nød«, og lignende Emner.
Men det er fjernt fra alle Talerstole, at man især lærer de Personligheder af Mænd og Kvinder at kende, som sætter Verden i Bevægelse. En Atmosfære af Tryghed og Hvile omsvæver Mr. og Mrs. Sidney Webbs hyggelige Hjem ved Westminister Embankment. Der er Bøger og Malerier overalt og en Baggrund af Hefter og Rapporter. Sidder man med dem i deres Spisestue - som tillige tjener som Arbejdsværelse - forstaar man deres brede Opfattelse af et stort Ideal, naar man med dem gennemløber de Begivenheder, der er hændte siden »Nationalkomitéen for Forebyggelse af Nød« blev dannet efter et offentligt Møde. (Den nye Reform-Klub af 1909).
Det praktiske Formaal for dette store Selskab blev mig forklaret. Det er Bekæmpelsen af det Flyvesand, som dækker en Moradshøj af Nød og Elendighed, omringet af et stagnerende Spild ved gammeldags Forholdsregler - satte i Scene for tre hundrede Aar siden - nemlig Fattigloven.
»Der er ikke et eneste Middel mod Arbejdsløshed«, erklærede Mrs. Webb. »Om vi ønsker at forebygge denne bestandige Tilbagevenden, maa vi have en Minister for nationalt Arbejde. Vi maa ogsaa gøre det muligt for Mødre at blive i Hjemmet og passe deres Børn. Vi maa have Arbejde for vore Drenge og ikke lade dem forlade Skolen før et Haandværk er lært i Forbindelse med et almindeligt Haandelag derfor. Vi maa forebygge Udnyttelsen af Arbejdernes Nød ved at paatvinge Udnytteren visse Forpligtelser. Vi maa faa Sundhedsautoriteterne til at tage sig af den begyndende Drukkenboldt. Vi maa bekæmpe Sygdomme, før de bliver inkurable. Bortskaffelsen af Nød kan blive fuldstændiggjort for en aarlig Udgift, som er equivalent med Omkostningerne af »en Dreadnought«.
I Aaret 1913 finder vi Parret Sidney Webb arbejdende endnu mere anstrengt end ellers. Virkningen af en iværksat Jordomsejling har stimuleret dem endnu mere til at tage fat med deres utrættelige Energi. Mrs. Sidney Webb har begyndt en Bog, som omhandler Industriens Kontrol, og baade hun og Mr. Webb sidder i et Raad af Redaktører for et kommende første Klasses Ugeskrift, som hedder: »Politikeren bedømmende offentlige Anliggender fra en sund Kollektivismes Standpunkt«.
Som nylig en Referent skrev: »Der er ingen Kvinde i Kongeriget, som i sig har en saa stor Første Haands Oplysning om hver Fremtoning af det sociale Problem og det forhaandenværende Maskineri af kommunal Bestyrelse som Mrs. Sidney Webb, og jeg kan kun tilføje, at hendes ædle Attraa er at virkeliggøre hin Østens Konges høje Bestræbelse: »at Ingen ledes i Fangenskab og at ingen Klager lyder i vore Gader!«
Maatte den Tid snart komme, da alle Nationer og alle Klasser vilde enes om at stræbe hen imod den levende Virkeliggørelse af den Tilstand, som nu kun menes at være »sværmeriske Utopier« eller »fantastiske Problemer«. Meget er naaet af det man før tvivlede om, lad os derfor ikke opgive Haabet om flere Landvindinger for Retfærdighedens Sag!
