« Tilbage til søgeresultaterne
De sidste Dages Kvindebevægelse i England. I
Den 10. Maj 1913.
Jeg ønsker ikke at sige: saadan og saadan er det, og saadan og saadan burde det være. Jeg tænker kun, det for danske Læsere kan have sin Interesse at faa et lille Billede af de forskellige Stemninger og Følelser, der er oppe, og som bevæger Sindene netop i Øjeblikket.
Danske saavel som andre udenlandske Blade bringer i Ny og Næ - mest korte - Beretninger om, hvad Voldshandlinger de engelske Suffragetter har begaaet, og man aner ikke, at Suffragettebevægelsen hver eneste Dag giver Stof til mange Spalter i alle Blade her. Noget af det første, Englænderen gør, naar han paa sin travle Vej, enten som Fodgænger, paa »Bus«en eller i sin »Taxi«, i Forbifarten snapper sit Blad fra den raabende Avissælgers Haand, er at se efter det nyeste Nyt fra Kvindelejren.
Forskellige Englændere har sagt mig, at Suffragettebevægelsen udelukkende var en Hovedstadsbevægelse. Jeg tror ikke, de har Ret, men det er utvivlsomt hovedsageligt en Hovedstadsbevægelse. Her i London lever, kæmper og lider disse Kvinder.
Jeg har været her i hele denne sidste, meget bevægede Tid, i de Dage, da Mrs. Pankhurst stod for Rettens Skranke, da hun blev dømt, sat i Fængsel, »hungerstrikede« og derefter blev ført til Hospital; i de Dage, da Bladene bragte Rygter om, at hendes Venner havde Planer oppe om at forsøge paa at bortføre hende fra Hospitalet i Luftskib; da Suffragettebutikken paa Kingsway blev lukket, den er nu atter aaben og Bladet »The Suffragette« forbudt, men udkommer desuagtet, og den dristige Bogtrykker - som det paa Forhaand var publiceret - blev anholdt; da her blev holdt Massemøder i Hyde Park, da det store Demonstrationsmøde blev holdt i Albert Hall, som til daglig rummer 13,000 Mennesker, men den Aften var overfyldt, og da der paa denne ene Aften blev indsamlet langt over ¼ Million Kroner til Suffragetternes Krigskasse; og nu endelig, da Forslag om Kvinders Stemmeret efter to Dages Debat i Parlamentet atter faldt for en Majoritet af 47 Stemmer.
Og under alt dette har Suffragetterne - trods Forbud - holdt det ene Møde efter det andet, har stukket Ild paa Jærnbanestationer, paa Huse, paa Kirker, ødelagt Tusinder af Breve, og endelig i Gaar er der fundet en Bombe i selve St. Pauls-Kirken!
Bladet »Standard« bragte forleden en længere Artikel om denne Bevægelse og fremhævede, at Suffragetterne havde skadet Kvindesagen mere, end nogen maaske anede, ikke blot i England, men i alle andre Lande. Bladet bragte bl. a. en Udtalelse fra den danske Indenrigsminister, der skulde have sagt, at Suffragetterne *) ogsaa havde forhalet Kvindestemmerettens Vedtagelse i Danmark. Om Hs. Exe. Indenrigsminister har sagt noget saadant i de sidste Dage, kunde jeg desværre ikke svare noget paa, da Artiklen blev vist mig, eftersom jeg ikke i danske Blade har set nogen saadan Udtalelse, og en Ytring jo kan refereres paa mange forskellige Maader. At den voldsomme »engelske Suffragettebevægelse« - man maa ikke kalde den »den engelske Kvindebevægelse« - skulde have skadet vor danske Kvindesag, kan og vil jeg ikke tro, og jeg har, efter at have levet i Udlandet i mange Maaneder, hvor jeg har maattet erkende vor danske Kulturs Overlegenhed paa saa mange Omraader, den fulde og faste Tro, at nu, hvor alle er enige om, og hvor selve Regeringen paa sit Program har Kvinders Stemmeret, vil den Kendsgerning, at et bestemt Parti indenfor den engelske Kvindebevægelse gaar til Yderligheder, ikke kunne skade vor Sag i Danmark.
Thi Suffragetterne er kun en Del - et Parti - indenfor den engelske Kvindestemmeretsbevægelse.
Lige saa urigtigt er det dog at tro, at engelske Kvinder er delt i »Suffragetter« og »Antisuffragetter«.
Det er fuldstændig rigtigt, at her eksisterer et Parti, som kalder sig »Antisuffragetter«, men der findes maaske tyve forskellige Partier indenfor Kvindestemmeretsbevægelsen her, foruden Antisuffragetterne - og de Ligegyldige. Og desværre: af de sidste er der her som overalt uendelig mange.
Indtil Suffragettebutikken i forrige Uge blev lukket og Bladet forbudt, har der egentlig ikke været noget som helst, der forhindrede Suffragetternes Manøvrer. Selvfølgelig holdt Politiet skarp Udkig med dem, selvfølgelig arresteredes der forskellige, da der var stukket Ild paa Lloyd George’s Hus, og da man lykkeligvis i Tide opdagede den anden Bombe, der ellers utvivlsomt vilde have krævet flere Menneskeliv som Ofre: selvfølgelig anholdtes forskellige unge Kvinder, som gik med deres Citytasker fulde af Nitroglycerin og andet Materiale, men ved de offentlige Friluftsmøder i Hyde Park har Politiet beskyttet dem mod Pøbelen, og havde Suffragetterne - som jeg var Vidne til for 2-3 Uger siden - Lyst til midt paa en af Londons mest befærdede Gader at arrangere et Demonstrationstog med Musikkorps i Spidsen, der spillede Socialistmarschen, og bærende de sorte Faner med Indskriften: »Death or victory «, ja, saa var den vidunderlige engelske Politimagt der ogsaa fuldtalligt og dirigerede den mægtige Færdsel, saa Suffragetterne i Ro kunde samle sig og efter en halv Times Forløb med ridende Politibetjente i Spidsen kunde vandre den Vej, de ønskede.
Tusinder af Mennesker samlede sig selvfølgelig som Tilskuere, og blandt disse er det, man skal høre Stemningen. Den var meget blandet.
Jeg var til at begynde med begejstret for Suffragetterne, og ingen kan sikkert andet end beundre det Heltemod, hvormed de kæmper og lider for deres Overbevisning; ingen kan andet end beundre Mrs. Pankhurst’s Standhaftighed under hendes 9 Dages Fængselophold. Der er heller ingen, som har nægtet hende Agtelse, og alle véd og erkender, at hun med Overbevisningens hellige Varme kæmper saaledes, som hun tror det rettest.
Men der kommer det Øjeblik, da den Tanke trænger sig paa: Er Midlerne de rette?
Mrs. Pankhurst har udstedt Parolen: intet Menneskeliv maa ofres. Parolen er ligefrem nok - men kan den, og vil den blive overholdt? Hvem kan svare for, at der ikke gaar Menneskeliv tabt, naar der lægges Bomber for et Tog eller i en Stationsbygning? Hvem kunde garantere, at den anden Bombe i Lloyd George’s Hus opdagedes i Tide? Hvem kan, naar Huse, Baade paa Themsen, Kirker stikkes i Brand, svare for, at intet Menneske er til Stede, eller at intet Liv ødelægges, intet Menneske gøres til Krøbling under Forsøgene paa at slukke og redde?
Man har let ad Trafikken med at putte brandbare Stoffer i Postkasserne, saa Masser af Breve ødelagdes. Man har let og ler maaske lige til den Dag, da man selv ser Røgen staa op af Postkassen, medens man husker paa, at man selv et Øjeblik i Forvejen har kastet vigtige Breve i den, og man saa videre kommer til at tænke paa, hvor mange vigtige Meddelelser der maaske er ødelagte - medens den, der skulde have dem, intet aner om, og den, der afsendte dem, heller intet aner om, at netop hans Brev er tilintetgjort - et Brev, der maaske kan indeholde Liv eller Død for Afsenderen eller den, der skulde modtage det.
I det Øjeblik, man selv har været Vidne til Ødelæggelsen, ler man ikke mere!
Man ler ikke mere, man faar meget alvorlige Tanker - Tanker, der drejer sig om det vidunderlige Arbejde, der her, med Sir Edward Grey i Spidsen, er gjort for den europæiske Freds Bevarelse, hvorledes man Nætter og Dage har skælvet for den vældige Eksplosion - og man kan ikke længere sympathisere med Midlerne, som de engelske Suffragetter anvender, og man forstaar, at selve den Mand, der fremførte Kvindernes Sag i Parlamentet, den samme Mand, der satte hele sin Energi og mægtige Arbejdsevne ind paa den europæiske Freds Bevarelse, man forstaar, at denne Mand, trods den ivrige Tilhænger af Kvindestemmeretten, som han er, man forstaar, at han maatte tage Afstand fra Suffragetterne.
Mathilde Lütken.
II.
Alle vidste, at Morgenbladene i Gaar vilde bringe Meddelelse om, at Forslaget om Kvinders Stemmeret Aftenen i Forvejen vilde være forkastet i Parlamentet, men skønt alle vidste det, blev dog Resultatet ventet med Spænding, ikke blot af det store Antal Kvinder, som vandrede op og ned udenfor Parlamentsbygningen, men jeg tror i Virkelighed af alle, som har blot den mindste Smule Interesse i offentlige Anliggender. Spændingen laa ikke i, om Forslaget vilde blive forkastet eller ej - det vidste man som sagt paa Forhaand -, men med hvilken Majoritet Forkastelsen vilde blive vedtaget. Majoriteten blev 47; for Forkastelsen stemte 266, imod Forkastelsen 219. Bladene bringer ordret denne Meddelelse; det hedder ikke; 219 stemte for Vedtagelsen, 266 imod, men saa og saa mange stemte for eller imod Forkastelsen.
Først halv tolv om Natten sluttedes Mødet.
Hovedinteressen drejede sig selvfølgelig om Premierministerens, Mr. Asquith’s, og Udenrigsministerens, Sir Edward Grey’s Taler, den førstes imod, den sidstes for Kvinders Stemmeret.
Det paastaas fra mange Sider, selvfølgelig mest blandt Suffragetternes Beundrere, at Mr. Asquith har lagt Tryk paa sit Parti i Retning af at modsætte sig Kvindestemmeretten. Naar man læser Referaterne af hans Tale, saa vel i de ultrakonservative som i de liberale Blade, byder Ens Sandhedskærlighed En dog at sige, at intet tyder paa, at han skulde have forlangt af sit Parti, at de skulde følge ham; en Kendsgerning er det i ethvert Tilfælde, at Sir Edward Grey, som i 27 Aar har været Mr. Asquith’s baade politiske og personlige Ven, her stod og i mange Aar har staaet som hans absolute og urokkelige Modstander.
Alle Bladene bragte omkring en halv Snes Spalter om Parlamentsforhandlingen og udtalte ved Siden deraf deres personlige Tilfredshed eller Misbilligelse af Resultatet. »Times« er vel sagtens Kvindestemmerettens ivrigste Modstander og lagde aabent sin Glæde over Mr. Asquiths Sejr for Dagen; andre Blade, som det ret konservative »Daily Telegraph« og det liberale »Daily Cronicle« - ja, vist i Virkeligheden de fleste Blade - ser derimod det berettigede i Forlangendet om Kvindestemmeretten, medens de, paa en ganske enkelt Undtagelse nær, misbilliger Suffragetternes Handlinger.
Fortsættes i næste Nummer.
*) det var en tidligere Indenrigsministers udtalte Ord.
