« Tilbage til søgeresultaterne
Fru F. M. Qvam
»Kvindestemmeretsbladet«s læsere behøver egentlig ikke videre præsentation end den, ovenstaaende overskrift gir. Ellers kunde der føjes ganske mange titler til navnet. Og vanskelig er det vel ogsaa at fortælle noet om fru Qvam, som ikke før er kjendt. Men kanske det allikevel vil overraske hendes mange danske venner at hører, at hun den 31te mai fylder sit 70de aar. Og da jo dette er en milepæl ogsaa i hendes liv, saa synes jeg, at jeg maa faa lov til at fortælle litt om hende og gi et kort omrids av det bevægede liv hun i de sidste 20 aar har ført. Det er omtrent saa længe siden jeg første gang traf fru Qvam. Det var ved en kunstutstilling. Hun hadde med sig sine to sønner og datteren. Jeg opdaget straks, da jeg blev presenteret for hende, at det var mit eget bysbarn jeg hadde for mig. Og det vakte min interesse. Alt hvad der kom fra Trondhjem stod og staar fremdeles for mig som det bedste og kraftigste vi har i vort land. Derefter saa jeg hende ikke paa flere aar, da hendes mand blev amtmand oppe i det nordenfjeldske. Men da saa amtmand Qvam senere blev gjenvalgtsom stortingsmand, traf jeg oftere fru Qvam, og da amtmanden traadte ind i regjeringen, og familien bosatte sig her i Kristiania, besøkte jeg dem ofte i deres hjem. I mellemtiden hadde fru Qvam hat meget at komme igjennem. Hun hadde mistet begge sine sønner, to unge haabefulde mennesker. Nu hadde hun bare det ene barn igjen, datteren Louise, som kort efter avla medecinsk embedseksamen.
De politiske bølger gik høit her i Norge den gang. Johan Sverdrup var endda i vigør, og om ham som høvding samlet sig alle landets frisindede politikere. Under hans ledelse grundlagdes det arbeide, som i 1905 bar sin frugt. Statsraad Qvam var med i det verk. Og ved hans side stod hans hustru, Frederikke Marie Qvam, født Gram, som hans bedste ven og trofaste kamerat og delte alle de glæder og sorger, der mødte ham under denne kamp. Herigjennem fik fru Qvam en klar indsigt i det norske folks politik, som hun hadde anledning til at betragte fra første haand, og jeg hadde nær sagt være direkte med i. Dette er kommet hende til megen nytte i det store sociale arbeide, som hun har kastet sig ind i. Alle de mange formaliteter og omstændigheder der er forbundne med at forme og indsende ansøkninger og petitioner, og sakers behandling i den ene og den anden komitee, alt det er hun hjemme i, og det gaar let fra haanden for hende altsammen.
Under det andet Blehrske ministerium blev statsraad Qvam ministerchef i Stockholm, hvor, under foreningen med Sverige, 3 norske statsraader altid bodde. Det var i den mest kritiske periode at Qvam opholdt sig der. Og der skulde en mer end almindelig takt og intelligens til for noenlunde at holde stillingen. Men ved klogskap og forsigtighet forstod fru Qvam i sit smukke, gjestfrie hjem at samle om sig en skare svenske venner, som lærte at sætte stor pris paa hende. Ved regjeringsskiftet forlod Qvam Stockholm, og de bosatte sig paa sin eiendomsgaard Gjævran pr. Stenkjær. Men aaret efter døde statsminister Qvam. I ham tapte ikke alene hans hustru sin bedste ven, men alle norske kvinder en god og trofast talsmand for sin sak.
Hadde fru Qvam støttet sin mand paa hans politiske løpebane, saa hadde han ogsaa paa sin side tat stor del i hendes sociale arbejde. Der hersket i det hjem overhodet et ganske intenst samarbejde, der virket velgjørende paa de mange venner, som besøkte det. Og mangeartet er det arbeide som fru Qvam gjennem aarene har utfoldet.
Likesiden »Landskvindestemmeretsforeningen«s stiftelse, som hun var med om, har fru Qvam staat som dens formand, nu ialt i 15 aar. Og organisationen har vokset sig stor og sterk under hendes styre, og mange er de seire som den kan peke tilbake paa. Dens formand har været utrættelig i sit arbeide inden foreningen. Selv har hun aar efter aar reist om til de forskjellige led i vort vidtstrakte land, holdt foredrag og ledet møter. Reisens besværligheter og de lange distancer har hun trodset. Der var bare een ting hun var rædd for, og det var at interessen for saken skulde slappe av. Og det maatte den ikke. Seiren er nu nær forestaaende, og at den vindes, skyldes det intense arbeide der er gjort av vore ledende kvinder: frk. Gina Krog, fru F. M. Qvam, frk. Anne Holsen o. fl. a.
Ogsaa til en anden stor landsorganisation har fru Qvams navn været knyttet i en række av aar. Som »Norske Kvinders Sanitetsforening«s formand har hun ogsaa her utført et vældig arbeide, baade organisatorisk og socialt. Mange er de initiativer som hun har omsat i virkelighet. Jeg skal bare nævne arbeidet for tuberkulosens bekjæmpelse. At komme ind paa detaljer vil føre for langt. For den store indsats fru Qvam har gjort i det store sociale arbeide i sit fædreland, har Hans Majestæt kongen tildelt hende »Kongens fortjenstmedalje i guld«.
Der er ogsaa mange andre foreninger og komiteer, hvori fru Qvam arbeider. I flere aar har hun bl. a. været i »Norske Kvinders Nationalraad«s styre, som viceformand de sidste 6 aar.
Ustanselig er fru Qvam paafærde, utallige er de breve hun i de sildige nattetimer skriver, og aldrig merker man noen træthet og slappelse hos hende.
I juni reiser hun som den ene av de to regjeringsdelegerede for at deltage i kongressen i Budapest. Som man vil huske repræsenterte hun ogsaa den norske regjering ved kongressen i London.
Fru Qvams danske venner vil visst forene sig med mig i ønsket om fortsat kraft og styrke for hende til endda længe at kunne arbeide for de saker hun har viet sin kjærlighet og sit trofaste arbeide.
Kristiania, 22-5-1913.
