« Tilbage til søgeresultaterne
Miss Sylvia Pankhurst i Danmark
En Tilfældighed.
Bobakke, Hellebæk, 27. August 1913.
Det ringer paa Telefonen. Man spørger om jeg er hjemme? - Jo vist saa! - Paa Engelsk hører jeg en Stemme: »Jeg er Sylvia Pankhurst. Mr. Keir Hardie (Arbejderføreren i det engelske Parlament) har givet mig Deres Adresse, og jeg vilde her, fra en Telefonstation, blot spørge Dem om, hvor jeg skal tage hen ? -
Jeg erindrede nu, at jeg talte med Mr. Keir Hardie, paa en af de Dampere, der førte Kongressen ud paa Donauen ved Budapest Mødet, og at han noterede mit Navn og min Adresse i sin Lommebog; og denne Tilfældighed førte altsaa Miss Sylvia Parkhurst i mit Farvand. Næste Morgen stod jeg i hendes Værelse i det Hotel, hun havde fundet.
Regeringen i England, der ikke tør føre Hunger Striken videre end en vis Tid, giver Kvinderne nu en midlertidig Frihed og søger derpaa atter at indfange dem, for at de i smaa Stykker kan afsone deres Fængselstid. Intet Under, at Loven herfor kaldes: »the cat and mouse act!« Miss Sylvia Pankhurst er »Militant« med Maade. Hun lægger sig ikke efter Bomber eller Vinduesknusning. Men Ordets Magt har hun uomtvistelig. I glødene Taler bebrejder hun Regeringen, at den forholder Kvinderne deres selvfølgelige Ret til at stemme. Betaler Kvinderne da ingen Skat? Hvorledes kan man nægte dem Retten til at blive repræsenteret i Repræsentanternes Forsamling. Miss Sylvia Pankhurst er bleven Arbejderbefolkningens Øjesteen, og det er intet Under! Thi blot naar hun ser paa En med sine bløde Barneøjne, drager hun Ens Hjerte til sig. Og Arbejderne barricaderer Dørene, for at Politiet ikke skal faa Fingre i hende og føre hende tilbage i Arresten, naar de atter vil lege »Kat og Mus«. Miss Sylvia fortæller selv: »Arbejderne barricaderer Døren for at hindre Politiet i at komme ind, og de slutter sig tæt om mig, for at man ikke skal arrestere mig igen. Mænd og Kvinder slaar deres Arme om mig og om hinanden indbyrdes. Men Politiet søger at gribe mig over de Andres Skuldre og søger at trænge igennem! *) Detectiver blander sig i Mørket sammen med mine Beskyttere, og jeg kan ikke skelne Ven fra Fjende. Politiet slutter sig nu om os. »Ved Gud, I skal ikke faa hende!« raaber een af Vennerne. Politiet slaar kraftigt en Mand ned mellem Mængden. Jeg bliver grebet. Tre eller fire Politibetjente holder mig og trækker mig med. Andre slaar Mængden bort. Jeg kan ikke trække Vejret, Fødderne glider fra mig. De løfter mig og fører mig ind til Politistationen«.
Jeg blev i en Droske ført til Bowstret Station for at tilbringe Natten dér, og næste Morgen blev jeg kort forhørt og sendt til Holloway Fængsel.
Da følger der seks lange Dage og søvnløse Nætter, jeg nægter at tage Føde til mig, nægter at drikke Vand. Mine Læber er sprukne og tørre og mine Lemmer pinefulde, og Svaghed stjæler sig over mig. Om Fredagen gaar jeg rundt i Fængslet, som betyder, at jeg flere Gange besvimer, men jeg tvinger mig til at gaa, thi saa bliver jeg desto snarere fri. At staa paa mine Fødder om Lørdagen blot nogle faa Minutter bevirker, at jeg falder besvimet om paa Gulvet, men saa bliver jeg jo fri, og jeg gør det om og om igen vel nok en Snes Gange. Om Søndagen kommer Befrielsen for 7 Dage, og Venner møder mig baade i Bow og i Bromley; de vinker og jubler mod den Vogn, der bringer mig!
Og Skomagerens, hos hvem jeg boer, holder op med at banke paa Skoene, for at Huset skal være stille for mig, og i tre Dage syer de ingen Sko.
Næste Dag - Mandag d. 14. Juli har vi berammet et Møde i Bromleys Sal. - Jeg følte jeg maatte gaa der. De vidste jeg vilde komme. Salen rummede nogle Hundrede Mennesker, men der stod over tusinde udenfor.
Jeg føres til Mødet i en Automobil. Venner hjælper mig op ad Trapperne og op paa Tribunen. Jeg kan ikke rejse mig for at holde Talen og sidder i Formandens høje røde Læderstol. Tilhørerne raaber: »Ned med Kat og Mus Loven!« Jeg læser op mine syv Dages Frigørelse: »Vi vil aldrig lade dem faa Lov til at tage Dig tilbage!« siger de.
Tusinder følger efter mig og synger Marseillaisen. De holder store Møder for Enden af Gaden hver Aften.
Politibetjentene tør ikke staa udenfor Huset, men de skjuler sig i Huset lige over for.
Snart vil der komme en stor Armée af Mænd og Kvinder fra »the East-End of London« for at forlange Stemmeret for Kvinder. Og det vil komme Regeringen dyrt at staae, om den siger nej!
Men Sylvia Pankhurst har lovet sine Venner, at finde et fredlyst Sted, hvor hun kan vinde sit Helbred tilbage. Hun vil helst være et Sted, hvor Mændene behandler deres Kvinder godt! Hun valgte os og rejser senere til Finland.
Johanne Münter.
*) Detectiver som er civilklædte.
