Lov om Hjælpekasser af 4. Maj 1907

Der er vel næppe nogen af den nyere Tids sociale Love, der vil faa saa stor Betydning for Samfundet, og som i den Grad er præget af den ethiske Retfærdighedsfølelse, som Loven om Hjælpekasser. Men det er dog først, naar det gaar op for Samfundet i sin Helhed, hvad denne Lov tilsigter, og at dette Maal kan naas uden økonomiske Ofre, snarere det modsatte, at Loven vil komme til at virke fuldt ud.

Lovens Hensigt er den, at den offentlige Fattigforsørgelse skal lægges om paa en helt anden Boug end hidindtil, saaledes at den drager et skærpet Skel mellem uforskyldt og selvforskyldt Trang, og kun den sidste henvises til det offentlige Fattigvæsen, medens den første afhjælpes udelukkende gennem Hjælpekasserne og derved unddrages Fattigvæsenets Følger. - Andre sociale Love arbejde i den samme Retning, saaledes Sygekasseloven, Tuberkuloseloven, Lov om Alderdomsunderstøttelse, Ulykkesforsikringsloven og Loven om Arbejdsløshedskasserne, men disse Love have hver sit specielle Omraade, og ingen af dem har saa stort et Omfang og Virkefelt, som Loven om Hjælpekasser, men ved denne Lovs Anvendelse i Livet maa der tages særligt Hensyn til de nævnte Love, saaledes at Hjelpen ialfald til en vis Grad gøres afhængig af, at Vedkommende ikke har forsømt at benytte sig af den Støtte, som igennem disse Love tilbydes, eller at han ialtfald ikke har kunnet komme ind under Lovens Betingelser. - Den sociale Nød her i Landet er hidtil bleven afhjulpet ad tre forskellige Veje: det offentlige Fattigvæsen, de frie Fattigkasser og den private Godgørenhed, organiseret i velgørende Selskaber, eller uorganiseret. Af disse har hidtil det offentlige Fattigvæsen ydet langt det største Bidrag til Forsørgelsen af Trængende. Medens Udgifterne til Fattigvæsenet i hele Landet i de sidste 5 Aar har været 3,35 Kr. aarlig pr. Individ, har Kommunens Tilskud til de frie Fattigkasser, som udgør disses væsentligste Indtægt kun været 5 pCt. af denne Sum, altsaa ca. 18 Øre aarlig pr. Individ, altsaa kun en meget ringe Brøkdel af hvad der er udgivet til det offentlige Fattigvæsen. Hvor stor en Sum der her i Landet aarlig udgives af den

private Godgørenhed, kan ikke opgives, men selv om den i og for sig er ret stor, er den sikkert langt under hvad Udgifterne til det offentlige Fattigvæsen andrager. Det fremgaar heraf, at den allerstørste Del af Trængende her i Landet understøttes af det offentlige Fattigvæsen, og at megen uforskyldt Nød maa henvises til dette, fordi de andre Organisationer ikke har kunnet magte Opgaven.

Det er ikke mange Aar siden, at Kommunerne begyndte at yde Tilskud til de fri Fattigkasser, hvis Indtægter tidligere kun bestod af frivillige Gaver i Kirkeblokkene, nogle Bøder og enkelte andre Smaaindtægter. Først ved Lov af 29. Marts 1904 ydede Statskassen et Tilskud til de fri Fattigkasser paa 250,000 Kr. i et vist Forhold til det ydede kommunale Bidrag, men dette Bidrag har hidtil været saa lille, at kun henved Halvdelen af Statstilskudet er bleven forbrugt i de forløbne Aar.

Det er dette Forhold, som skulde forandres ved Loven om Hjælpekasser, og Opgaven skulde da være den, at offentlig Fattigunderstøttelse kun skulde ydes til Personer, som selv vare Skyld i deres Trang, og som ikke paa nogen Maade kunde bringes til selv at yde noget til deres Livsophold, særlig altsaa hvor Aarsagerne til Trangen var Drikfældighed, Dovenskab, Løsgængeri og lignende, medens al uforskyldt Nød skulde unddrages det offentlige Fattigvæsen med den dermed følgende Tvang og hæmmende Bestemmelser, men derimod henvises til Understøttelse gennem Hjælpekasserne og den private organiserede Velgørenhed.

Hvorledes Loven om Hjælpekasser gør det muligt at løse denne Opgave, skal jeg nu søge at paavise.

Jeg omtalte før, at Opgaven kan løses uden økonomiske Ofre for Samfundet i sin Helhed, ja at Hjælp til Selvhjælp gennem Hjælpekasser som Regel bliver billigere for Samfundet end den offentlige Fattigunderstøttelse, og dette har allerede vist sig i Praxis. Den, der er kommen saa vidt, at han har opgivet alt og henvendt sig til det offentlige Fattigvæsen, han er da ogsaa mest tilbøjelig til at forlange alt af dette og selv yde saa lidt som mulig, medens den, der endnu kæmper Kampen for Tilværelsen, betragter Hjælpen fra den frivillige Hjælpekasse som en ydet Støtte og selv gør sit yderste for at klare sig med saa lille en Hjælp som mulig og derved undgaa at komme under det offentlige Fattigvæsen. Det har ialfald vist sig under mit 30-aarige Arbejde med det offentlige og frivillige Fattigvæsen, at Hjælpen fra det sidste giver større Udbytte med langt mindre Midler, end den offentlige Fattighjælp, og det begynder ogsaa at blive anerkendt af de Kommuner, som i noget Omfang har ydet Bidrag til de Fattiges Kasse, og blandt disse staar Silkeborg næstøverst med et Bidrag paa ca. 50 Øre aarlig pr. Indbygger.

Hjælpekassens Opgave er ifølge Lovenes § 4 den at støtte værdige trængende, som har fast Ophold indenfor Kommunen og ikke nyder Fattigunderstøttelse, i deres Bestræbelser for at ernære sig uden Hjælp af Fattigvæsenet. Denne Definition stemmer altsaa fuldstændig overens med det af mig udviklede, at Hjælpekassen skal yde Hjælp til Selvhjælp til alle dem, der uden egen Skyld ere komne i Trang, altsaa overtage en stor Del af den Understøttelse, som hidtil er ydet af det offentlige Fattigvæsen. For at kunne gøre dette, maa Hjælpekasserne raade over betydelig større Midler, end der hidtil har staaet til de fri Fattigkassers Disposition, og Loven bestemmer derfor ogsaa, at der foruden de Indtægter, der hidtil har været tillagt de fri Fattigkasser, af Kommunalbestyrelsen kan ydes et Bidrag af indtil 30 Øre pr. Indbygger samt af Statskassen et Bidrag af indtil 1/3 af Kommunens Bidrag, ialt indtil 250,000 Kr. aarlig; men det vil sikkert hurtigt vise sig, at disse Bidrag ikke vil være tilstrækkelige, og at Statsbidraget maa bringes op til at være mindst ligesaa stort som Kommunebidraget. Det vil ialtfald være en Retfærdighedshandling overfor Købstæderne at afholde Hjælpekassens Udgifter af Statskassen med mindst Halvdelen, idet disse Udgifter ligesom ved flere andre af de nyere sociale Love i ganske særlig Grad vil falde Købstæderne til Byrde. Der staar i Loven intet om, at Hjælpen kun skal ydes til Personer, der ere forsørgelsesberettigede i Kommunen men til trængende, der have fast Ophold i Kommunen. Nu er Forholdet det, at en meget stor Del af de trængende i Købstæderne ere forsørgelsesberettigede i Landkommunerne, medens det modsatte kun i ringe Grad er Tilfældet. Overfor trængende fremmede, der understøttes af Fattigvæsenet, har Kommunen Ret til at faa 3/4 af Udgiften refunderet af Hjemstedskommunen, ligeledes ved alderdomsunderstøttede, men ved Hjælp af Hjælpekassen haves ingen Refucionsret, og det er derfor rimeligt, at Udgiften fordeles noget ved at Halvdelen udredes af Statskassen. Da Hjælpekassens Virksomhed bliver betydelig større end de fri Fattigkassers, vil der ogsaa udfordres et større Apparat til at administrere den, og Loven fastsætter derfor ogsaa Bestyrelsen til mindst 5 Medlemmer, medens dens Størrelse iøvrigt fastsættes af Kommunalbestyrelsen og ikke er begrænset opadtil ved Loven. Dernæst bestemmer Loven, at Bestyrelsen kan antage Bistand udenfor sin Midte. Ved Hjælpekassernes Delegeretmøde i November 1907, hvor Undertegnede indledede en Forhandling om dette Spørgsmaal, vedtog man at foreslaa, at i større Købstæder skal Hjælpekassens Bestyrelse bestaa af mindst et Medlem

for hver 2.000 Indbyggere. Her i Silkeborg med 8000 Indbyggere har Byraadet vedtaget, at Hjælpekassens Bestyrelse skal bestaa af 9 Medlemmer. - Man mener herved at kunne undgaa at søge Bistand udenfor Bestyrelsens Midte og at kunne dele de større Byer i flere Kredse med i eller 2 Bestyrelses-Medlemmer som Uddersøgere i hver Kreds.

Som bekendt have Kvinderne ved Loven om Hjælpekasser opnaaet baade Valgret og Valgbarhed til Bestyrelsen og det er anerkendt fra alle Sider, at Kvinderne særlig vil være paa deres Plads ved denne Gren af den kommunale Administration, saa at deres Deltagelse saavel i Valget som i selve Bestyrelserne vil bidrage betydeligt til at vække Almenhedens Interesse for denne humane Virksomhed, og at Hjælpekasserne i Løbet af kort Tid vil kunne voxe sig store og fuldt ud udfylde den store Opgave, som ligger for dem og som her er udviklet, da vil i Fremtiden ingen uforskyldt trængende blive nødt til at henvende sig til det offentlige Fattigvæsen, men vil kunne blive hjulpen til at hjælpe sig selv ad Frivillighedens Vej. Men for at løse denne Opgave fordres af Hjælpekassens Bestyrelse megen Kærlighed til Sagen, et energisk, grundigt Arbejde og en vaagen Kritik, og derfor er det af stor Betydning, at der ved Valget ikke alene tages Hensyn til politiske Linier, men ogsaa særlig til Kandidaternes saavel Mænds som Kvinders personlige Egenskaber, Kendskab til og Interesse for den Gerning, som de sættes til at udføre.

F. Lund,