Kvindernes valgret i England

 

Spørgsmaalet om at give engelske Kvinder Valgret, vokser med hver Dag i Interesse og Styrke. Lige fra den Dag for to Aar siden, da Mr. Henry Campbell Bannermann udtalte overfor en mægtig Deputation af Kvinder, udgaaede fra hele England, at vi skal opdrage Parlamentet og den offentlige Mening, er de forskellige Valgretsforeninger, der i lang Tid havde arbejdet for Kvindens politiske Frihed, vokset i Kraft, og hver enkelt Forening har anstrengt sig til det yderste for at vinde Magt og opvække Landet til Ansvarsfølelse for Kvindernes Krav. England staar i en særlig Gæld til de politiske Kvinder; thi under hver ny Valgkampagne har alle Partier, det være sig: Konservative, Liberale eller Socialister, opfordret alle de organiserede Kvinder til at hjælpe sig i Kampen fremad, og Kvinderne besvarede Opfordringen og traadte hjælpende til. Under Valgperioden bliver de brugt som Stemmehververe og som saadanne sendt fra Hus til Hus, de giver ulønnet deres Hjælp under Kandidaternes Komité-Møder, eller de træder frem som Talere ude og inde for med overbevisende Ord at fremsætte deres Ønsker for Valget af den Kandidat til Parlamentet, hvis Sag er deres. Det synes derfor at være mere end en almindelig Afvigelse fra Reglen, at disse Samfundets Kvinder, som ere politisk udviklede nok til at fortælle andre, hvem de skal stemme paa, ikke selv har Lov til at give deres Stemmer. Men vi ved af Erfaring, at alle store politiske Reformer først bliver vundne gennem Lidelser, Agitation, ja ofte gennem Voldsomhed og Drab. Men Kvinden, i sin Egenskab af Slægtens Moder haaber, at Manden ad Forstandens og ikke Haandgribelighedens Vej vil

tvinges til at høre hende og yde hende Retfærdighed. Som de, der giver Liv, føler vi, at vi først vil bruge alle Overtalelsens Midler, førend vi tager vor Tilflugt til Metoder, der kunde volde Livets Ødelæggelse, og saaledes gaar vi frem ad denne, som det synes, uendelige Propagandaens og Agitationens Vej om ikke med Taalmodighed, saa dog i det mindste med Haab!

Umiddelbart efter at Premierministeren gav Kvinder det Raad at fortsætte med at opdrage Parlamentet og Folket, begyndte den berømte Belejring af Mrs. Montefiore’s Hus i Hammersmith. Hun nægtede allerede for to Aar siden at betale Skat med den Motivering: at sættes i Skat uden at have Valgret, var Tyranni; og som Følge af dette hendes Afslag, blev hendes Indbo to Gange solgt paa offentlig Auktion. I 1906 afslog hun ikke alene at betale Indkomstskat, fordi hun ikke selv havde Ret til at sige, hvorledes Skatten skulde anvendes, men hun stængede og barrikaderede sit Hus, da Fogden kom for at beslaglægge hendes Indbo; og hun og hendes Tjenestepige udelukkede saaledes Fogden i seks Uger, og gav sig først, da man med voldsom Haand brød Døre og Laase og i Kongens Navn borttog hendes Indbo og solgte det. Dette Eksempel paa offentlig Opstand turde blive efterlignet af andre Kvinder, som i 1908 agter at nægte at betale Skat, førend Stemmeretten er tilstaaet dem.

De kæmpende Kvinder koncentrerede dernæst deres Opmærksomhed paa Parlamentet, som da havde Sæde, og da baade Mænd og Kvinder som Besøgende har Adgang til Parlamentets Forsal, forsamlede et Antal af Kvinder sig dér og ansøgte om at blive modtagne som Deputation. Da deres Ansøgning blev dem nægtet, stod nogle af dem op paa Bænkene i Forsalen og henvendte sig herfra til den Forsamling, som der var til Stede. Som Følge heraf blev ti Kvinder arresterede, og da de den paafølgende Dag stod frem i Retten for Forhørsdommeren, fik de Valget mellem at holde sig i Ro i seks Maaneder eller som Straf for deres Forseelse gaa i Fængsel i to Maaneder. De valgte alle at gaa i Fængsel, og i den Uge kunde man paa alle Londons Gader se store Plakater, der bekendtgjorde, at Mrs. Howe Martyn, Miss Cobden Sanderson, Mrs. Montefiore, Mrs. Pettuck Lawrence, Mrs. Baldock, Miss Billington, Miss Gawtorpe, Miss Kenney, Miss Fennwick Miller, Miss Adela and Miss Sybyl Pankhurst var i »Holloway« Fængslet; at de var iførte den almindelige Fangedragt, arbejdede strengt og var underkastet alle de Genvordigheder og skrækkelige Bestemmelser, som et Fangenskab i et engelsk Fængsel frembyder, og at deres eneste Brøde var i Parlamentets Forsal med høj Røst at have krævet Stemmeret for Kvinder. Adskillige Kvinder blandt East-End’s *) Arbejderbefolkning havde tidligere været i Fængsel, fordi de prøvede at faa Mr. Asquith i Tale i det samme Øjemed, og efter at den nuværende Politik er indvarslet, har 200 Kvinder været indespærret i Fængsel, begrundet paa deres Demonstration i Kampen for Kvindernes Valgret.

Alt eftersom Bevægelsen tiltog i Styrke, har de oprindelige Agitatorer opløst sig i forskellige Partier, og den væsentlige Politik bliver nu varetaget af »Kvindernes Friheds-Forbund«, hvor Miss Billington (nu Mrs. Billington-Greig) er Lederen; af Valgrets-Forbundet, hvor Mrs. Knight og Mrs. Montefiore arbejder ihærdigt for at organisere East-Ends’s Arbejdersker, og endvidere af »Kvinders sociale og politiske Forening«, hvor Mrs. Pankhurst og hendes Døtre er virksomme Medlemmer. Gennem disse talrige Organisationer bliver Offentligheden stadig mindet om, at Kvindespørgsmaalet endnu er uafgjort. Undertiden træder Kvinden frem i den offentlige Politiret, hvor en af deres Køn bliver forhørt, og her protesterer de offentlig imod, at nogen Kvinde bliver dømt af de Love, som kun Mænd har skrevet. Og ofte bliver offentlige Møder, hvor Regeringens liberale Medlemmer taler, pludselig afbrudte og opløste. Eller Kvinder ses spadserende omkring paa Gaderne som »Sandwich«, det vil sige, at de baade paa Bryst og Ryg bærer Plakater med Opslag om et eller andet Valgmøde, eller de melder det Faktum, at de stadig fører Krig med deres Stemmeret som Maal. Nogle af Forkæmperne for Valgretten giver deres Taler til Gramophoner, som saa befordrer dem videre paa Møderne ud over Landet. Mænd danner Forbund for at komme Kvinderne til Hjælp i deres Kamp, og Emnet diskuteres i hvert et Hus og hvert et Hjem i England.

Alt dette gælder det almindelige Spørgsmaal. Hvad angaar Fremgangsmaaden i Politiken, er der mange forskellige Meninger. Det maa vel erindres, at Grundlaget for Mændenes Valgret i England er meget indviklet og ulogisk, og er mer eller mindre grundet paa Ejendoms-Besiddelse. Den nuværende liberale Regering har paa enkelte Punkter lovet en Valgretreform, som vil løse Valgrets-Spørgsmaalet paa en mere tilfredsstillende Maade. Men ingen Regering berører nogensinde Valgretsreformen førend i Slutningen af den Tid, den fungerer; Sandsynlig er det derfor, at naar den Tid kommer, da de Liberale bliver tvungne til at opfylde deres Løfter om Mændenes Valgret, de saa ogsaa, som Følge af vor nuværende Agitation, vil tage Kvindernes Krav i Betragtning. Dette er, hvad vi, der arbejder for alle Kvinders Stemmeret, ønsker og det er med dette Maal for Øje, at vi organiserer Arbejderskerne. De konservative Kvinder ønsker, at kun »selvstændige Kvinder« skal have Valgret, og der er derfor ingen Tvivl om, at hvis de Liberale ikke kan tvinges til at tage vore demokratiske Krav i Betragtning, saa vil de Konservative ved næste Valg forsøge at vinde Magt ved at love disse Kvinder Valgret. De liberale Kvinder vedbliver stadig at svække deres Sag ved at støtte det liberale Parti i Parlamentet, skønt dette Parti nægter at give Løfter om Kvindens politiske Frihed. Saa længe disse Kvinder har saa lidet Skarpsyn, er det vanskeligt at tvinge Regeringen, saa meget desto mere som Mr. Asquith, et indflydelsesrigt Medlem i Kabinettet, er en absolut Modstander af vore Krav. Men til Trods for alle Forviklinger og Besværligheder i den nuværende Politik, forbliver det et uomstødeligt Faktum, at Kvinder overalt med stedse større Interesse er optagne af Spørgsmaalet, og at Arbejder-Kvinden begynder at forstaa, at Valgretten i Fremtiden bliver den Løftestang, der skal hæve hende fra hendes nuværende nedværdigende og haabløse Tilstand og give hende en virkelig Mulighed for, Side om Side med sine mandlige Kammerater, at kæmpe for en langt større social, økonomisk og politisk Frihed.

Dora B. Montefiore.