« Tilbage til søgeresultaterne
Til de lunkne
Vær enten kold eller varm for en Sag, kun ikke lunken, - det er et godt gammelt Ord, og det gælder blandt mange andre Sager ogsaa Kvindesagen (og Kvindevalgretssagen).
Jeg kan forstaa dem, der er kolde for Kvindesagen, maaske fordi den efter deres Mening er grebet galt an fra Begyndelsen, maaske under Henvisning til den uigenkaldelige Begrænsning, Naturen gennem Kvindens fysiske Forudsætninger har sat for hendes Evne til at deltage i det offentlige Liv.
Og jeg kan forstaa dem, der er varme for Sagen, der med Jubel hilser hver en Udvidelse af Kvindens aandelige Synskreds, hvert et nyt Ansvar der kan veje hendes Evner!
Men de lunkne - der er saa mange af dem - har for en meget stor Del ingen anden Motivering for deres Lunkenhed end den, at de ikke har haft Lyst og Lejlighed til at sætte sig ind i Sagen. Det er ogsaa den eneste forstaaelige Grund til Lunkenhed, thi et tænkende Menneske, som for Alvor gør sig bekendt med et af sin Tids store Spørgsmaal og i sin Tanke afvejer dets Berettigelse og dets Konsekvenser, tvinges uvilkaarligt til at tage sit Parti.
Det som saa mange Kvinder ikke kan eller vil se, er den store Nytte, de kan have af at komme ind i det politiske Liv; de betragter Kravet om Valgret kun som et ideelt Krav, der kan lyde kønt nok, men ikke i en overskuelig Fremtid vil bringe nogen Fordel for dig eller mig; de eventuelle Lovforbedringer, der vinker i det fjerne, forekommer dem for problematiske.
Nu er det jo engang saadan, at vi er svært lunkne i Kampen for en rent ideel Fordring. Vi trænger til at se Sejrens Løn for os som en reel Gevinst. Men hvorfor saa overse den Gevinst, der faktisk vil blive den første og direkte Følge af Kvindevalgrettens Gennemførelse og som bestaar i, at Evner og Tanker, der før har hvilet uøvede og uprøvede hos Kvinden, nu tages i Brug. Det er et hidtil udyrket Felt, der nu som en vid Arbejdsmark aabner sig for hendes Intelligens. Jeg mener nemlig som saa, at først naar Valgretten giver Kvinden Midler i Hænde til at faa et Ord med i Landets Styrelse, først da vil den politiske Sans hos det store Flertal vaagne, først da vil Sammenhængen og Logiken i Partiernes Stræben gaa op for Kvinden i Almindelighed, først da vil hun give sig til at studere Lovene og blive klar over sin Ret og sin Pligt i hvert enkelt Tilfælde, hvad enten hun staar som Tyende, Datter, Moder, Hustru, fraskilt eller Enke, eller hun staar som Næringsdrivende eller Indehaver af et Embede, først da vil hun faa Interesse af at se større paa Tingene, hun vil faa mere Samfølelse og mærke, at hun selv er et levende Medlem af det fremadstræbende Samfund, kort sagt - hun vil faa sin politiske Opragelse.
Valgretten er intet Maal. Den er et Middel til at vække slumrende Kræfter hos os. Som et saadant Middel bør vi hilse den - og blive varme for den.
Januar 1908.
J. M. Holten-Nielsen.
