« Tilbage til søgeresultaterne
Udlandet
England.
I denne Maaned afholdtes i London et stort Møde om Kvindernes Stemmeret, det saakaldte »Kvindeparlament« Lederen for dette er Miss Pankhurst, hvis sjældne agitatoriske Evner og utrættelige Energi det skyldes, at de engelske Stemmeretskvinder efterhaanden er bleven baade berømte og berygtede Verden over. De engelske Stemmeretskvinder er delte i to Lejre, dem der er Modstander af Gadeoptøjerne og de voldsomme Demonstrationer, og dem, der mener at det er de Midler, der hurtigst fører til Maalet. Man kan mene om disse »radikale« engelske Kvinder, hvad man vil; man kan dog ikke se bort fra det Mod og den Opofrelse, hvormed de kæmper for deres Ret. I et Interview udtaler Miss Pankhurst: »Parlamentet varer i 3 Dage, og vi venter Tilslutning fra
Kvinder Landet over. Der vil blive udtaget Resolutioner, der skal sendes til Parlamentet, og der vil blive lagt Felttogsplaner for det kommende Aar. Der findes i London 700 Kvinder, hvis Bistand ved offentlige Demonstrationer vi kan gøre Regning paa, Kvinder, der er saa dybt grebne af Idéen, som føler Kvindens Nedværdigelse og Underkuelse saa stærkt, at de sætter sig udover alle Hensyn for at tilkæmpe sig deres Ret. To hundrede Kvinder, hvoriblandt mange gamle og svage har maattet lide i Fængslet; de blev ikke behandlede som mandlige politiske Fanger, men som de laveste Forbrydere. Vi er bitre og oprørte, vi vil ikke længere finde os i at Staten bestjæler os for vore Skatter uden at give os borgerlige Rettigheder, og derfor vil vi Kamp, Kamp indtil enhver retfærdig Fordring fra Kvindernes Side er sket Fyldest. Vejene og Midlerne for denne Kamp vil blive drøftet i »Kvindeparlamentet«.