« Tilbage til søgeresultaterne
Kvinderne i Finlands Landdag
Dagmar Neovius, som har lovet at skrive til vort Blad, er Skolebestyrerinde og Medlem af den finske Landdag. Af sin Fader, den højtansete General Neovius, som navnlig er kendt for sin udmærkede Administration af Nødhjælpsarbejdet under Nødaarene 1881-93, har hun arvet sit demokratiske Sind og sine frisindede Ideer. Frk. Neovius er en ledende Kraft i Kvindebevægelsen, navnlig den politiske Del deraf, og hendes almenpolitiske Arbejde i Bobrikoffs Tid var betydningsfuldt. Følgelig blev hun mistænkt af Bobrikoffs Folk, Skolen forfulgtes og lukkedes. Hun delte da Landflygtigheden i Stockholm med sin Broder, Politikeren og nu Landdagsmanden, Dr. Arvid Neovius, og hjalp ham med Udgivelsen af »Det frie Ord«, et ucensureret, forbudt, men dog i Finland meget læst Blad.
Den 6te April opløstes Finlands Landdag, og nye Valg blev udskrevne. Dermed havde det første Afsnit af denne paa almindelig og lige Valgret for Mænd og Kvinder byggede Folkerepræsentations Virksomhed naaet sin Afslutning. Med store Forhaabninger blev den imødeset af mange, Anker og Kritik har været dens Lod under Arbejdet, og nu er den forbi og Historien kan fælde sin Dom over den.
De politiske Forviklinger, som bragte en saa pludselig Ende paa den, kunde selvfølgelig have sin store Interesse. Men vi vil dog springe dem over og i Stedet for prøve paa at udrede, hvad denne Landdags kvindelige Medlemmer har formaaet at udrette.
Først vil vi minde om, at den finske Landdag bestaar af 200 Medlemmer, af hvilke Kvinderne denne Gang kun udgjorde 10 %, d. v. s. 19. Det er heller ikke alene Kvinderne, som har givet denne Landdag et fra de forrige afvigende Præg. Forskellen beror nok først og fremmest paa alle de øvrige nye Elementer, som nu for første Gang er traadt ind i den. Saaledes bestod f. Ex. det socialistiske Parti af 80 Medlemmer, som aldrig før havde deltaget i Lovgivningsarbejdet; og ogsaa indenfor de andre Partier var Debutanternes Antal saa stort, at Antallet af de Medlemmer, som havde arbejdet i tidligere Landdage, kun udgjorde 50. At vurdere Kvindernes Arbejde ved at sammenligne denne Landdags Virksomhed med hvad de tidligere Stænderforsamlinger udførte, vilde derfor ikke være rigtigt. Men hvis man sammenligner Kvindernes Bidrag til Udvalgsarbejdet med de Mænds, som ikke var vant til saadant Arbejde, turde de kunne stilles omtrent lige. Frygten for at Kvinderne skulde »snakke« for meget, har ikke vist sig grundet. Tværtimod maa det fremhæves til deres Ros, at de med stort Maadehold har deltaget i Debatterne i Salen. Af de foreløbig trykte Landdags-Protokoller ses, at af 3412 holdte Taler, var 208 eller 11 pr. Individ, holdte af Kvinder, 3204 eller 18 pr. Individ, af Mænd.
Det var jo helt naturligt, at vi, Finlands Kvinder, som saa pludselig opnaaede denne attraaede Ret, ikke var tilstrækkelig forberedte til at opfylde de Fordringer, den krævede af os. Jeg kan nok uden Overdrivelse sige, at denne Generations Kvinder aldrig havde tænkt sig Muligheden af, at nogen af dem skulde faa Sæde og Stemme i Landets lovgivende Forsamling. Det var for de kommende Generationer, de arbejdede. Og derfor vilde de forøge alle Muligheder for Udvikling og Fremskridt for den kvindelige Ungdom. Det var til den, man satte sit Haab. Og saa kom da pludselig denne almindelige Valgret, som paa en Gang ogsaa trak Kvinderne ind i det politiske Liv, uden at de i Forvejen havde haft Lejlighed til at prøve deres Kræfter paa det kommunale Livs forskellige Omraader. Thi endnu den Dag idag, er den finske Kvinde ikke valgbar til de kommunale Repræsentationer, og kun de ugifte Kvinder og Enker har Valgret. Springet til de fulde politiske Rettigheder var altsaa meget stort for de finske Kvinder.
Imidlertid ser det ofte ud, som om vore Søstre ude i Europa ventede store Ting af vor Deltagelse i Repræsentationens Arbejde, og nærede store Forventninger til os. De maa dog betænke, at vi slet ikke har haft Lejlighed til at uddanne os til dette nye Kald, at vi endnu ikke har Erfaring paa dette Omraade, og at man dog ikke kan stampe politiske Dygtigheder frem af Jorden. At skabe store Ting paa vor lige paabegyndte politiske Bane, det formaar vi ikke - i det mindste foreløbig. Hvad vi først og fremmest har at gøre, er at vise, at vi duer til Arbejde paa dette Omraade og at erhverve os Agtelse for vore Bestræbelser og vor alvorlige Vilje. Heraf skal saa lidt efter lidt vor Indflydelse paa det politiske Omraade vokse frem.
Men selv om det, som det foreløbig er lykkedes de finske Kvinder at udføre i Landdagen, hverken er stort eller bemærkelsesværdigt, kan der dog være Aarsag til at fremhæve, i hvilken Retning, deres Bestræbelser er gaaede, og hvilke Ønsker de fortrinsvis har fremhævet. En Forestilling derom faar vi bedst gennem Fortegnelsen over de til Landdagen indleverede Forslag. Blandt disse er fra kvindelig Side indleveret følgende: 1) Om Ægtefolks Ejendoms- og Gældsforhold. 2) Om gift Kvindes Ret over Børnene. 3) Om Forhøjelse af Kvindens Ægteskabsalder. 4) Om Forhøjelse af Beskyttelsesalderen for Pigebørn overfor Sædelighedsforbrydelser. 5) Om Gadefred for Kvinder. 6) Om uægte Børns retslige Stilling. 7) Om Moderskabsforsikring. 8) Om Kvindens Ret til i samme Omfang som Mænd at beklæde Statsembeder. Foruden disse, af en eller flere Kvinder undertegnede Forslag, har kvindelige Medlemmer ogsaa indgivet Forslag om mere almindelige Spørgsmaal, som Skolereformer, Dyrebeskyttelse m. m.
Retfærdigheden kræver dog, at vi gør opmærksom paa, at de fleste af disse Spørgsmaal ikke for første Gang er fremme. Tværtimod er Flertallet af dem paa tidligere Landdage bleven behandlede, men med ringe Resultat.
Ogsaa nu er kun faa af disse mange Spørgsmaal naaede til Behandling, og kun 2 har faaet Kammerets Tilslutning: forøget Statsunderstøttelse til private Husholdningsskoler og Forpligtelse for Kommunen til at ansætte et tilstrækkeligt Antal Jordemødre. Og lige i Landdagens ellevte Time besluttedes det at forhøje Kvindens Ægteskabsalder til 17 Aar. Det er alt.
At gaa ind paa en mere detaljeret Redegørelse for de kvindelige Petitioner kunde være fristende nok, men vilde lægge for meget Beslag paa Bladets Plads. Som en første Hilsen fra Kvindearbejdet i vort unge Etkammer, kan disse Linjer maaske være nok.
Finlands Kvinder har uøvede taget deres første Skridt paa den politiske Bane. Danmarks Kvinder gaar en mere naturlig Udvikling imøde. I faar prøvet Eders Kræfter i det kommunale Liv og kan derved opdrages til den kommende politiske Opgave, som i en nær Fremtid ogsaa vil blive Eder til Del. Bedre udrustede til at paatage Eder de dermed følgende Forpligtelser, vil I fra første Færd ogsaa i Evner og Indsigt bedre kunne maale Eder med Eders mandlige Kammerater og naa længere end vi i første Omgang.
