« Tilbage til søgeresultaterne

Den italienske Kvinde-Kongres i Rom

Af: Elise Koppel

« Se emneord

Da Paasken i Rom var forbi, og den Skare af Turister fra alle Lande, som aarlig strømmer til denne By for at overvære de berømte Kirkefester, atter havde spredt sig, droges en anden Strøm mod det samme Centrum. Det var italienske Kvinder, der som delegerede for deres Egn rejste til den første Kvindekongres, der nogensinde har fundet Sted i Italien.

Det var et broget Skue, denne Forsamling af Kvinder frembød den Morgen, Kongressen aabnedes paa Selve Kapitolium. Ved første Øjekast skulde det synes, som om det kun var Roms Aristokrati og elegante Dameverden med Dronningen i Spidsen, som Borgmester Nathan bød velkommen; der var et Hav af kostbare Fjer, en sand Revue af Foraarets Moder. Helt galt var dette første Indtryk ikke. Italiens Kvindebevægelse er begyndt i Aristokratiet og tæller en hel Række Grevinder, Markiser og Komtesser blandt sine ivrigste Talsmænd; men at Bevægelsen ogsaa har slaaet Rod i andre Lag af Befolkningen, opdagede man snart, da det daglige Arbejde kom igang.

Blandt de mange dygtige Kvinder, man ved denne Lejlighed fik at høre, og hvoraf en Del viste sig i Besiddelse af ikke ringe Veltalenhed, saas baade adelige Damer, Lærerinder, Kunstnerinder, Journalister, Forfatterinder og lærde Damer. Af disse sidste har Italien mange; en enkelt er Universitetsprofessor, en hel Række ansete Læger; et lille Kuriosum maa det kaldes, at Bestyrelsen for Stemmeretskomiteen bestaar af 5 kvindelige Doktorer. Blandt disse vil mange erindre den lille spinkle Frk. Labriola, der med megen Dygtighed repræsenterede sit Land ved den internationale Alliances Møde i København 1906, og som docerer Retsfilosofi ved Roms Univertitet.

Kongressen, der holdtes i det pragtfulde, endnu ufuldendte Justitspalads, var lagt beundringsværdigt til Rette og behandlede højst forskelligartede Interesser. Den var delt i 6 Afdelinger, en juridisk, en kunstnerisk-literær, en for Opdragelse og en for Velgørenhed, en hygiejnisk og en, der drøftede det i Italien brændende Spørgsmaal, Udvandringen.

Møderne om Eftermiddagen var helligede mere almene Kvindespørgsmaal; det Eftermiddagsmøde, der vil have mest Interesse for dette Blads Læsere, og som absolut blev Kongressens interessanteste og mest diskuterede, var Stemmeretsmødet (voto per la donna). Der er i Italien megen Modstand mod Kvindevalgret; det er endnu en saa ny Tanke, at den forekommer næsten absurd. Man frygter - og sikkert med Rette - at Præsterne gennem den i ikke faa Aar vil faa stærkt forøget Indflydelse.

Ogsaa fra mange intelligente og fremskridtsinteresserede Kvinders Side mødes Tanken med stor Skepsis; denne Retning kom dog ikke stærkt frem paa Mødet, Stemningen her var i ganske overvældende Grad for Valgret, og det var med den mest begejstrede Hyldest, at denne Eftermiddags Præsident, den gamle svagelige Donna Martini, hilstes ved sin Indtræden. Det er jo nemlig hende, der først har fremsat Kravet om Kvindevalgret i Italien, saaledes som hun i det hele er den første italienske Kvindesagskvinde.

Hendes Tale, der læstes op af Sekretæren, anslog straks den kraftige, værdige Tone, som klang gennem hele Mødet.

Nu fulgte fem Foredrag, der hver behandlede sin Side af Sagen. Fru Anita Dobelli talte om, hvilke Fordele Valgretten vil skaffe Kvinden, og hvilke Interesser hun kan værne og hævde ved dens Hjælp, og hendes Foredrag var fortrinligt. Hendes Veltalenhed, der ganske rev Tilhørerne med, var sjælden frisk og rig; paa det skønneste Italiensk talte hun indtrængende og overbevisende om det skæve i Kvindens nuværende Stilling, ironiserede vittigt og skarpt over det bestaaende Mandsherredømme, og manede tilslut Kvinderne til enigt at fordre bedre Kaar. Den Diskussion, der rejste sig efter hendes Tale, blev ubeskrivelig livlig. Det var de samme Synspunkter, de samme Argumenter, som kendes fra vore hjemlige Diskussioner, og hvorledes kunde det være andet? Kravet er jo det samme i alle Lande, Uretfærdigheden den samme overalt. At Modstandernes Vaaben heller ikke er forskellige i Italien og Danmark - selv om naturligvis de forskellige politiske Tilstande bringer enkelte Afvigelser - fik man et tydeligt Indtryk af, da en Dame havde det priselige Mod at tage Ordet mod den herskende Stemning. Det syntes et Øjeblik, som om Forsamlingen ikke vilde høre hende, men Dirigenten fik den bragt til Ro.

Blandt de mandlige Talsmænd for Kvindevalgretten hilstes med taknemmeligt Bifald Mirabelli, der som Deputeret har talt stærkt til Gunst for den.

En af Talerne drog en Sammenligning mellem Slaverne i Amerika, der ikke selv følte Trang til Befrielse, men næsten modsatte sig den, og de mange Kvinder, der ikke har faaet Forstaaelse af, hvor vigtig Stemmeretten er for dem. De vil blive taget paa Slæbetov af os, sagde hun; de vil mod deres Vilje blive frigjorte ved vort Arbejde.

Med Glæde og Stolthed saa vi Skandinaver os repræsenterede af en saa nobel Personlighed som Fru Ann Margret Holmgren, der i faa varme Ord, som gjorde stærkt Indtryk, indskærpede Kvinderne, at Stemmeretten i Virkeligheden bør have deres højeste Interesse, og at intet Arbejde for Kvindens Sag kan sammenlignes med Arbejdet for den; den er, sagde hun, Nøglen til den Dør, der fører ind til Kvindens nye Liv.

Den Diskussion, der drejede sig om det næste Emne: de Maader, hvorpaa man kan paavirke Regeringen til Gunst for Kvindevalgret, beskæftigede sig meget med de engelske Suffragister. Medens alle var enige om at beundre deres Mod og Selvfornægtelse, var de allerfleste betænkelige ved at fremhæve deres Eksempel til Efterligning. Den almindelige Mening var, at Italienerindens hele Karakter umuliggør den Slags Demonstrationer, som man kender i England.

En ung, energisk Dame fra Turin sagde dog med stærke Ord, at man burde forfølge Sagen nu, da Interessen var vakt; hun fremhævede, at man burde danne rene Valgretsforeninger i den rigtige Forudsætning, at Valgretten er en tilstrækkelig stor Sag at arbejde for.

Marchese Lucifero, en pragtfuld, sortøjet Skønhed, behandlede derefter det Spørgsmaal, hvorledes den kommende kvindelige Slægt skal opdrages. Lad os opdrage vore Døtre til at forstaa deres Pligter mod Staten, og lad os ikke forsømme at opdrage de unge Mænd til Respekt for Kvinden, hendes Evner og hendes hjemlige Gerning.

Hun anbefalede alle de Kvinder, der har Lejlighed til at komme i Berøring med den store Befolkning, Lærerinder, Lægefruer o. s. v., at gøre sig til Apostle for den gode Sag.

Desværre var det nu ved at blive mørkt; det Foredrag, Frk. Labriola skulde have holdt om de Resultater, Kvinderne har naaet i de Lande, hvor de har Valgret, maatte derfor forkortes altfor stærkt. Man beklagede, at man gik glip af denne unge lærde Dames altid livlige, altid belærende Foredrag.
Efter at lige før Mødets Slutning Københavns Kvindevalgretsforenings Formand, Frk. Meta Hansen, har bragt en Hilsen fra de danske Kvinder, der just har faaet den kommunale Valgret, forlader man denne Sammenkomst med en levende Følelse af, i hvor høj Grad Kravet om Kvindevalgret har vokset sig stærkt i hele Verden; det er, som ser man Kvinder fra alle Lande med et varmt Smil række hinanden en søsterlig Haand, mens Øjnenes sikre Blik synes at sige: Giv Tid, hold ud, engang kommer Sejren for os alle.

« til toppen

Teksttype

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner