« Tilbage til søgeresultaterne
Kvinderne og den kommunale Valgret
Den Bevægelse henimod Ligestilling mellem Mænd og Kvinder, som de to sidste Menneskealdre har bragt, er ved Gennemførelsen af kommunal Valgret for Kvinder rykket et meget betydeligt Skridt fremad. Det vil da ogsaa tvivlsomt vise sig, at det, at Kvinderne nu har faaet Adgang til at tage Del i det kommunale Liv herhjemme, vil bringe en Mængde af dem, der før stod uinteresserede og ligegyldige overfor hele det offentlige Liv, til at tage virksom Del deri.
Men naar det nu kommer dertil, at Kvinderne skal til at bruge deres Valgret, saa gælder det om, at de undgaar de Farer, der knytter sig dertil.
For det første bør Kvinderne vogte sig for at gaa til Valg som et særligt Kvindeparti imod Mændene. Noget af det allervæsentligste, der kan vindes ved Valgretten, er, at Kvinderne bliver regnet for Mændenes Ligestillede, ikke som en Kaste for sig. Men skal dette naas, da maa Kvinderne tage Arbejdet op i Fællesskab med Mændene, ikke isolere sig, ikke erklære, at de ikke vil blandes ind i alt det politiske »Kævl«. Der er sikkert hos mange Kvinder en Fornemmelse af, at Politik er noget, som de ikke forstaar sig paa, som de maa holde sig tre Skridt fra Livet. Men denne Betragtning er i Virkeligheden ganske unaturlig. Politiken griber i den Grad ind i vor daglige Tilværelse, at vi i Længden ikke kan undgaa at blandes ind i den. Naar Kvinderne har ønsket Valgret, da er det jo netop for at øve Indflydelse paa det politiske Liv. Til andet kan Valgret ikke bruges. Og dette kan kun ske ved, at man slutter sig til det ene eller det andet Parti. Det er ganske umuligt, at vi skulde kunne bruge vore nye Rettigheder som kommunale Vælgere uden at dele os efter politiske Linjer. Det vil da ogsaa utvivlsomt falde Kvinderne let, selv om de ikke i egentlig Forstand før har beskæftiget sig med Politik, at vælge mellem Partierne og komme paa det rene med, hvilket af dem de foretrækker, selv om de maaske ikke i et og alt kan slutte sig dertil; Forskellen mellem de forskellige politiske Partiers Programmer er tilstrækkelig stor og klar til, at Valget vil blive let.
Muligvis vil nu det Spørgsmaal blive rejst, om Kvinderne da ikke blot bør nøjes med at melde sig ind i de allerede bestaaende politiske Organisationer, hver efter sin Overbevisning, eller om det vedblivende er nødvendigt, at de tillige gaar sammen i særlige Kvindeorganisationer.
Hertil maa Svaret blive et absolut: »Ja, det er nødvendigt. Indtil Kvinderne har opnaaet den fulde Ligestilling med Mændene, maa de, uanset hvilket Parti de iøvrigt slutter sig til, alle gaa sammen i en særlig Organisation, som samler sig om den ene Opgave: at skaffe Kvinderne den politiske Valgret og at uddanne, og dygtiggøre Kvinderne til at tage Del i det offentlige Liv. Forhaabentlig vil Kvindevalgretsforeningerne blive et Led i den Uddannelse og politiske Opdragelse, som nu er saa nødvendig for Kvinderne. Den dygtige og energiske Maade, hvorpaa Arbejdet i Foreningerne rundt om i Landet allerede er taget op i den korte Tid, de har eksisteret, vidner om, at Foreningerne vil blive i Stand til at udføre en væsentlig Del af det Oplysningsarbejde, som her tiltrænges.
Og ved Siden af det opdragende og oplysende Arbejde maa Kvindevalgretsorganisationen virke agitatorisk, søge at drage flere og flere Kvinder ind i sine Rækker, for at det Krav, Kvinderne stiller om at faa den politiske Valgret, maa kunne rejses med virkelig Styrke.
Og Kvinderne bør indse, at hvor stort et Gode den kommunale Valgret end er, saa er den politiske Valgret dog et langt større; den har for Kvinderne en langt mere indgribende Betydning. Den kommunale Valgret og Valgbarhed giver os Kvinder Lejlighed til at øve Indflydelse paa Kommunens Styrelse, tage Del i Kommunens Arbejde og dens Pligter. Den politiske Valgret og Valgbarhed aabner os Mulighed for at tage Del i Lovgivningsarbejdet. Den politiske Valgret har derfor ikke blot den teoretiske Betydning for os, at den er den officielle Anerkendelse af, at vi er Mennesker, tænkende Væsner saa godt som Mændene; men den har den rent praktiske Betydning for os, at vi ved Hjælp af den vil kunne skaffe os lige Ret med Mændene indenfor Familjerne. Som Forholdet nu er, er det Manden, der i alt væsentligt raader over den fælles Formue og de fælles Indtægter. Og frem for alt er det Faderen, der i de Tilfælde, hvor Forældrene er uenige med Hensyn til Børnene, har den afgørende Stemme. De Love, som Mænd og Kvinder i fællesskab skal leve under, bør skrives af Mænd og Kvinder i Fællesskab.
Kvindevalgretsforeningerne bør nu først og fremmest samle deres Arbejde om at virke for det store Maal: den politiske Valgret for Kvinder. Under Bestræbelserne herfor vil der muligvis sine Steder melde sig Vanskeligheder, nu da Kvinderne har faaet den kommunale Valgret. Ved de kommunale Valg, som forestaar i Marts 1909, vil Kvinderne jo næsten overalt dele sig imellem Partierne. Det gælder da om at undgaa, at det giver Anledning til Stridigheder indenfor Kvindevalgretsforeningerne, naar nogle af Medlemmerne gaar til et Parti paa Valgdagen, andre til et andet. Kvindevalgretsforeningerne maa som saadanne være upartiske. Men dette skal ikke naas ved at give Medlemmerne Mundkurv paa og gøre dem til Mennesker uden Mening. Det skal naas ved, at man under hinanden fuld Frihed til at have hver sin Mening. Kvinder, der staar imod hinanden paa Valgdagen, bør alligevel kunne arbejde sammen i den Forening, hvis Maal er Kvindernes Frigørelse.
Saa stor bør Interessen være for at naa vort fælles Maal, at vi i denne Sag kan holde sammen som gode Kammerater, selv om der er nok saa meget, der skiller os. Vi bør kunne mødes og med Grunde og Argumenter drøfte vore Anskuelser.
Og saa meget vanskeligere den Opgave er at holde saa mange forskelligartede Elementer sammen, saa meget virkningsfuldere, saa meget værdigere var det, om det kunde lykkes os at faa vort Landsforbund - netop under disse vanskelige Forhold - arbejdet op til at blive en virkelig stor Organisation, der kunde blive et Udtryk for, at en meget stor Del af Landets Kvinder ønsker Ligestilling med Mændene. Om vi kunde vise saa megen Resignation, saa megen Ridderlighed, saa megen Respekt overfor anderledes tænkende at vi kunde sige til hverandre: »Vi er maaske uenige om alle andre Ting; men i den ene Ting mødes vi, at vor fælles Kamp hører ikke op, før den Dag, Landsforbundets Program er ført ud i Livet, før den Dag, Kvindernes fulde Ligestilling med Mændene er gennemført. Først da skilles vore Veje.