« Tilbage til søgeresultaterne
Rigsdagssamlingen 1907-08 og Kvinderne
Blandt den store Mængde Love (91), der i denne Rigsdagssamling er vedtagne, er der nogle enkelte, der tager Sigte paa en Forbedring af Kvindernes økonomiske og sociale Stilling. Fremskridtene er imidlertid kun smaa og i Principet ret betydningsløse, idet kun én enkelt af Lovene opfylder Fordringen om fuldstændig Ligestilling med Mændene.
Betragter man f. Eks. det af Justitsministeren forelagte Lovforslag om »Nogle Forandringer i Kvinders Retsstilling«,*) da ser man med Glæde, at den nedværdigende Bestemmelse er ophævet, om at en Enke ikke kunde være Værge for sit Barn, men at en af Barnets mandlige Slægtninge skulde beskikkes dertil. Nu er Enken født Værge for sit Ægtebarn, det samme gælder fraskilt eller frasepareret Hustru, hvem Forældremyndigheden er tillagt. Med Tilfredshed ser man ogsaa, at Kvinden, ifølge den nye Lov, kan medvirke som Vidne i Retssager, og være Forlover ved Ægteskabs Indgaaelse. Lovforslaget, som det var forelagt, indeholdt endvidere en Bestemmelse om, at Enkens Ret til at hensidde i uskiftet Bo efter Ægtefællens Død skulde være den samme som Enkemandens. Dette udstemtes i Landstinget med 28 St. mod 15, og Folketinget gik siden med til at stryge det. Forhandlingerne i Landstinget ang. dette Punkt fremviser en ganske ubegrundet Mistillid til Kvinders administrative og økonomiske Dygtighed og en yderst gammeldags Opfattelse af Ægtemandens Ejendomsret. Med stor Beklagelse ser man, at der end ikke er gjort noget Forsøg paa at ændre Kvindens formueretlige Stilling i Ægteskabet; Manden er nu, som før, saa godt som eneraadende over fælles Indtægter og fælles Formue.
Det andet af Justitsministeren forelagte Lovforslag: »Nogle Bestemmelser om Hustruers og Ægtebørns Retsstilling« tilstræber en sikrere og bedre økonomisk Stilling for fraskilte eller fraseparerede Hustruer og maa ogsaa paa flere Punkter siges at indeholde Fremskridt. Forslaget indeholder endvidere en Paragraf om, at en Mand, der lever sammen med sin Hustru, men unddrager sig fra efter Evne at sørge forsvarligt for Hustru og Børn, af Øvrigheden kan tilpligtes at yde Bidrag til Husholdningen og til Hustrus og Børns øvrige Fornødenheder saaledes, at Hustruen faar Raadighed over Bidraget. Dette er i og for sig en udmærket Bestemmelse, men man savner rigtignok her en Tilføjelse af den allerstørste Betydning, nemlig den, at Hustruen i saa Tilfælde ogsaa har Raadighed over Børnene. Men dette har man overset; den samme Fader, der kun gennem Øvrighedens Tilhold tvinges til at sørge for sine Børn, har fuld Raadighed over disse. Han kan tage dem bort fra den anklagende Moder, kan sende dem i Tjenestepladser, paa Opdragelsesanstalter, Plejehjem imod hendes Vilje; dette kan blive Hævnen, fordi hun anklagede ham.
Denne Moderens Umyndighed overfor sine Børn, er det sorteste Punkt i al Lovgivning vedrørende Kvinder. Det er ikke alene en Uretfærdighed, en Forhaanelse mod Kvinden, det er tillige en ganske uforsvarlig Behandling af Børnene.
Under Forhandlingerne i Landstinget var man vel inde paa disse Betragtninger og indrømmede det uretfærdige heri, men man fandt, at det var en meget vanskelig Sag at ordne tilfredsstillende, det kunde let give Anledning til meget Arbejde og Besvær for Øvrigheden - og saa lod man det ligge.
Ikke et eneste af Rigsdagens Medlemmer rejste sig til Protest herimod, saa daarligt varetages Kvindernes Sag af Mænd. Men man maa haabe, at Kvinderne, selv om de længe endnu maa vente paa at faa Sæde i Rigsdagen, dog ad andre Veje vil rejse en virkningsfuld Protest herimod. Kvindens Gerning som Moder fortjener vel den Respekt, at hun ogsaa tør betroes Modermyndigheden.
Ogsaa i Loven om Lønning for Lærere og Lærerinder i Folkeskolen og de højere Almenskoler viser dette Overgreb sig; ganske vist rummer Loven store Forbedringer i Læreres og Lærerinders Kaar, og maa i saa Henseende hilses med Glæde; men set fra Retfærdighedsprincipet om samme Løn for samme Arbejde uden Hensyn til Kønnet er den i høj Grad utilfredsstillende.
Medens Lærerne i Købstæderne faar en Begyndelsesløn af 1,600 Kr. med Stigning indtil 3000 Kr., faar Lærerinderne efter den samme Lønskala en Begyndelsesløn af 1500 Kr. med Stigning indtil 2000 Kr.
Paa Landet er Begyndelseslønnen for en Førstelærer ikke under 900 Kr. og kan med
Kommunalbestyrelsens Samtykke sættes til 1400 Kr. For en Andenlærer og Lærerinde er Begyndelseslønnen mindst 700 Kr., for en Forskolelærerinde 550 Kr. og kan som ovenfor sættes til henholdsvis 900 Kr. og 700 Kr.
Ogsaa i den højere Almenskole er Lærerinderne langt daarligere lønnet end Lærerne. Et af Udvalgets Medlemmer, Hr. Folketingsmand Herman Trier, der altid, naar Lejlighed gives, taler Kvindernes, og særlig Lærerindernes Sag, stillede et Ændringsforslag om at stille Lærerinder lige med Adjunkter, men dette vedtoges ikke.
Motiveringen til at give Lærerinder ringere Løn end Lærere, er den, at de som Regel ikke er Familieforsørgere; tidligere hed det, at Kvinden behøver ikke saa mange Penge som Mænd; denne for Mændene lidet smigrende Paastand er nu erstattet af den ovenstaaende, der imidlertid ikke er mere overbevisende. Ti selv om Kvinderne som Regel ikke er Familieforsørgere, saa rammer Uretfærdigheden de ikke faa, som afviger fra denne Regel (Enker med Børn, fraskilte Hustruer med Børn, Døtre, der forsørger gamle Forældre eller yngre Søskende o. fl.) hvorimod alle de ugifte Lærere nyder godt af Lovens Uretfærdighed paa dette Punkt. Vil Loven endelig gøre Forskel her, da kræver Retfærdigheden, at alle Familieforsørgere sættes paa den højere Løn, hvad enten disse er Mænd eller Kvinder; med andre Ord, Loven bør skelne mellem Individerne, ikke mellem Kønnene.
Som en glædelig Undtagelse fremtræder i denne Sammenhæng Loven om de kommunale Valg; i denne stilles Kvinder lige med Mænd uden Forbehold.**)
I det oprindelige Forslag, fremsat af Regeringen i Rigsdagssamlingen 1903-4, skulde gifte Kvinder være udelukkede fra Valgene; dette udstemtes i Folketinget og blev ikke fastholdt i Landstinget. Hvorledes Kvinderne efter deres forskellige politiske Opfattelse end bedømmer denne Lov - fra et rent Kvindestandpunkt, lader den intet tilbage at ønske, idet den opfylder Fordringen om Ligeret med Mænd.
I den i Slutningen af Rigsdagssamlingen vedtagne Retsreform indføres Nævningesystemet. Nævningene udtages blandt Folketingsvælgerne, hvilket altsaa vil sige, at Kvinderne ikke kan blive Nævninger.
Af de ikke vedtagne Lovforslag i den forløbne Rigsdagssamling, er der Grund til at fremhæve et af den socialdemokratiske Gruppe fremsat Forslag om at ændre Grundlovens Regler om Valgret og Valgbarhed saaledes, at Kvinden fik politisk Valgret og Valgbarhed i samme Omfang som Mænd. Forslaget var til 1ste Behandling,***) men henvistes derefter til et Udvalg paa 15 Medlemmer. Da Formanden, Anders Nielsen, ikke sammenkaldte Udvalget, tilskrev de radikale og socialdem. Udvalgsmedlemmer ham og bad ham fremme Sagen. Med Spænding vil Kvinderne næste Rigsdagssamling vente dette Udvalgs Betænkning.
Redaktionen.
*) Se angaaende Landstingsforhandlingerne om denne Sag, Kvindevalgret Nr. 2.
**) Der forekommer dog en enkelt Undtagelse, idet det i Bestemmelsen om Valg til Amtsraadet hedder: »Tilhører en Ejendom Ægtefæller som deres Fælleseje, kan kun Manden komme i Betragtning som umiddelbar Vælger.«
***) Se Kvindevalgret Nr. 1.
