« Tilbage til søgeresultaterne
Den internationale Alliances Kongres i Amsterdam
Den internationale Alliance for Kvinders Stemmeret har holdt Møde i Amsterdam i Dagene fra 15.-20. Juni. Til Kongressen var mødt Udsendinge fra: Sydafrika, Amerika, Australien, Østrig, Belgien, Bøhmen, England, Danmark, Bulgarien, Canada, Finland, Frankrig, Tyskland, Ungarn, Island, Italien, Nederlandene, Norge, Rusland, Sverrig, Schweitz og Ny-Zeeland.
Som fraternal Delegerede fra »Landsforbundet for Kvinders Valgret« i Danmark mødte Fru Elna Munck og Fru Clara Tybjerg. Der holdtes gennemsnitlig 3 Møder om Dagen, hvoraf de 2 som Regel var offentlige, medens det ene benyttedes til at drøfte Alliancens indre Anliggender, samt til at høre Forslag fra de forskellige Lande om hvilke Midler, der bør anvendes i Kampen for Stemmeretten.
Der blev aflagt Beretning fra de forskellige Lande om Sagens Stilling dér og om de forskellige Foreningers Arbejdsmethode og Fremskridt. Paa Landsforbundets Vegne talte Fru Elna Munck, og Meddelelsen om, at der siden Alliancens Møde i København for 2 Aar siden var dannet en stor ny Organisation for Kvinders Stemmeret blev modtaget med stærkt Bifald.
Blandt de mange Telegrammer, der indløb til Kongressen, var ogsaa et *) fra »Landsforbundet« i Danmark.
Et af de Punkter, der blev drøftet med mest Interesse, var Optagelsen af flere Organisationer i Alliancen fra det samme Land. Hidtil har den kun optaget én fra hvert Land. Da der imidlertid er en Del Lande, i hvilke der findes flere Organisationer, som ønske at træde ind i Alliancen, vil man søge at finde en Form, hvorunder dette kan ske. Der vil blive udarbejdet et Forslag herom, som vil blive drøftet paa Alliancens Møde næste Aar. Dette Møde skulde have været holdt i Amerika, men under stor Tilslutning modtog Alliancen en Indbydelse til i Stedet for at afholde Mødet i London.
Vi haaber i et senere Nummer at kunne give en udførligere Beretning om Kongressen.
*) Anm.: Landsforbundet for Kvinders Valgret sender Hilsner til Kongressen. I 8000 danske Kvinders Navn
Johanne Rambusch.