« Tilbage til søgeresultaterne
Udlandet
England.
Kvinderne i England - i al Fald de, der har Interesse for Stemmeretsbevægelsen - fører for Tiden et uroligt, men stærkt bevæget Liv. Længe har de sat Verden i Forbavselse, mange har beundret deres Mod og deres Evne til at gaa op i en Sag, de fleste har maaske nok fundet deres Virkemidler for grove og tænkt, at de skød over Maalet. Men saaledes som Forholdene nu har udviklet sig kræver den politiske Situation næsten af dem, at de fortsætter.
Den engelske Regering har som bekendt hidtil stillet sig afvisende overfor Kvindernes Krav om Valgret: det var en Sag, som ikke kunde behandles, før Vælgerne ved næste Valg havde udtalt sig for eller imod, og der var desuden saa mange andre Reformer, der først skulde gennemføres. Efterhaanden har dette Syn forandret sig noget, man føler - navnlig naturligvis i det liberale Parti - Trang til at faa Spørgsmaalet bragt til en Løsning.
Premierminister Asquith - hidtil Kvindernes ivrigste Modstander - er nu kommen dem saa vidt imøde, at han har lovet at iagttage en »velvillig Neutralitet« overfor Forslag om Kvindevalgret, som maatte blive indbragt til Optagelse i et kommende Valgretsreformforslag. Dog har han knyttet de Betingelser til denne lille Indrømmelse, at et saadant eventuelt Forslag skulde være absolut demokratisk og have overvældende Tilslutning hos Kvinderne omkring i Landet. Dette sidste var en Appel til Kvindeagitationens Ledere, som disse naturligvis ikke har siddet overhørig. Resultatet blev de to mægtige Demonstrationsdage, hvorom hele Verden har talt, og som fandt Sted d. 13. og d. 21. Juni.
Om den første meddelte Bladene hvorledes 12,000 Kvinder af alle Livsstillinger, Sygeplejersker, Lærerinder, Kunstnerinder osv. med Musik og Faner drog igennem det undrende London.
Men dette var intet mod den storstilede Demonstration, hvorom Kvindestemmerettens Nationalraad samlede alle sine Kræfter, Dagen d. 21. Juni, som skulde være og sikkert ogsaa blev en Mindedag i Englands Historie.
Ekstratog fra alle Landets Egne førte Skarer af Mænd og Kvinder til London; her sluttede de sig til den Folkemasse, som fordelt i 7 Processioner drog ind i Hyde Park. En halv Million samledes om de 20 Talerstole, hvorfra Kvinderne talte deres egen Sag, ligesaa mange og flere Tilskuere var paa Benene, overalt hvor Togene drog frem. Selv om det store Kampraab, i hvilket de Tusinder af Kvindestemmer paa et givet Signal skulde forene sig, paa Grund af Støjen mislykkedes, blev Dagen dog en stor Dag, som nok vil faa sin Virkning.
Thi man maa jo ikke glemme, at disse Demonstrationsmidler ikke er noget ukendt i England, det er tværtimod den Maade, hvorpaa Mændene i sin Tid har skaffet sig den Valgretsform, de ønskede. Sikkert vil de engelske Kvinders store Energi og planmæssige Agitation snart høste sin Løn.
E. K.
Tyskland.
Den tyske Kvindestemmeretsbevægelse har hidtil arbejdet under meget ugunstige Vilkaar, idet det i flere af de tyske Stater, bl. a. i Prøjsen, var forbudt Kvinderne at danne og være Medlemmer af politiske Foreninger. Men ifølge den ny Foreningslov, der traadte i Kraft d. 15 de Maj d. A. har de tyske Kvinder faaet fri Foreningsret. Et længe omstridt Maal er derved naaet, og det synes, som om Kvinderne med den største Iver vil benytte denne nyerhvervede Ret. Allerede d. 15 de Maj havde forskellige liberale Partier Møder, hvortil Kvinderne var mødte talrigt, og i Berlins frisindede Landsforening valgtes endogsaa en Kvinde, Frk. Helene Lange, ind i Bestyrelsen.
I »Ungliberale Forening« talte Dr. Marwitz om »Kvinden i det offentlige Liv«. »Gross Berlins socialliberale Forening« havde et Møde d. 18de Maj, paa hvilket Foredragsholderen, der talte om »det borgerlige Demokratis Maal«, endte med at opfordre de talrigt tilstedeværende Kvinder til at deltage i Arbejdet for dette Maal.
I de forskellige Kvindeforeninger holdt Kvinderne selv Taler og opfordrede de tilstedeværende til ivrig Deltagelse i det politiske Liv; overalt viste der sig den største Interesse, og en Mængde Kvinder indmeldte sig - alt efter deres Overbevisning - i de forskellige politiske Foreninger.
(Af Dagny).