« Tilbage til søgeresultaterne
Alberti
Den forløbne Maaneds store Begivenhed indtraf d. 8de Septbr., da Alberti meldte sig til Politiet som Tyv og Bedrager. Indtil for nogle faa Maaneder siden var han Landets Justitsminister, Lovens og Rettens øverste Vogter, og nu afsløret som den, der i mange Aar paa den mest gennemgribende og skæbnesvangre Maade har krænket dette Lands Lov og Ret. Indtil den Dag, han meldte sig til Politiet, var han i Besiddelse af de mest ærefulde Tillidshverv, officielt hædret som en af Landets bedste Mænd, og nu for alle dem, der havde givet ham deres Tillid, afsløret som deres Fjende og Ødelægger. Større Forbrydelse kan ikke begaaes.
Hvilke Følger denne Mands Handlinger kan have i det politiske og sociale Liv er ikke let at forudsige. De nærmeste Følger har været Ministeriets Afgang. Landets Førsteminister, J. C. Christensen, der synes at sidde fastere i Sædet end, nogen anden Minister i lange Tider, omstraalet af Folkets Tillid, har maattet nedlægge Førerstaven. Endvidere tales der om Forskydninger i Partiernes Rammer; om Tilgang til de Partier, der stod som Opposition baade til højre og venstre for Regeringen.
Man synes at savne Mænd til at danne en Regering, der paa samme Tid tilfredsstiller Parlamentarismens Fordringer og nyder Befolkningens fulde Tillid. Men paa alle disse Formodninger vil den kommende Rigsdagssamling og de kommende Valg give Svar.
De Anstrengelser, der vil blive gjort for paa rette Maade at lette den økonomiske Misere, som Albertis Handlinger har bragt over store Dele af Befolkningen, og først og fremmest de Anstrengelser, der bør gøres for at genskabe Troen paa og Tilliden til en uegennyttig og renlivet Administration, vil forhaabentlig snart være i Stand til at udslette Albertis Navn og Forbrydelser.
Der vil knytte sig den største Interesse til Rigsdagens Arbejde i denne Samling, dels paa Grund af Albertikatastrofen, og dels fordi den for Danmark vigtigste Sag, Forsvarssagen, skal løses. Men netop derfor maa det siges i denne Tid med forøget Styrke, hvilken Uret der begaas mod Landets Kvinder, fordi de ikke er med, saa mange, der føler Lyst og Evner dertil. I en Tid, hvor der er nødvendige og alvorlige Bestræbelser fremme for at skabe et nyt og bedre Grundlag saavel for Landets indre som ydre Forhold, i en Tid, hvor der føres en haard og alvorlig Kamp mellem Mænd af forskellige Anskuelser, da føler Kvinder det endnu stærkere og mere ydmygende at være uden Ret og uden Ansvar.
Maaske er der Kvinder, der netop paa Grund af den sidste Tids Tildragelser, vil vende sig med Afsky fra al Politik - den Skade har Alberti ogsaa paa sin Samvittighed - men gid endnu flere med forøget Styrke vil ønske og kræve at blive stillet ved Mændenes Side i Arbejdet for Danmarks Lykke.
