« Tilbage til søgeresultaterne
Hvad vil saa Kvinderne?
Vi har modtaget følgende og haaber, at det vil kalde vore Læsere frem til en Diskussion.
Hvad vil saa Kvinderne?
Er man saa heldig at opleve en ny Idés Spiring og Vækst, betages man for en Stund af selve Nyheden. Enten man nu betragter Idéen med Godvilje eller Uvilje, er man den taknemlig, fordi den er ny, og man er beskeden i sine Fordringer til den. Siden bliver man mere fordringsfuld. Eller saaledes burde det i hvert Fald være. Den Kritik, der naturligt rejser sig om enhver ny Tanke, burde ikke udelukkende dreje sig om, hvad det nye kræver, men meget mere om, hvad det nye vil yde, hvilke Goder det vil bringe Menneskeheden i det hele taget.
Den Bevægelse, der er rejst for Kvindens Valgret, har med tilstrækkelig Tydelighed sagt, hvad den kræver af os alle: Kvindens fulde Ligestilling og Ligeberettigelse med Manden i alle sociale og politiske Forhold, og dette fremstilles som den simpleste og soleklareste Retfærdighedssag. Jeg vil se bort fra den troskyldige Tale om Retfærdighed og blot spørge: Naar saa dette Krav er opfyldt, hvad saa? Vil Kvinderne saa rolig lægge sig til Hvile paa Sejrens bløde Hynder, kranse deres Helte og holde Fester paa deres Mindedage? Vil de maaske blot have Del i Mændenes Magt for at gøre Mændenes Misbrug af Magten om igen? Det maa være tilladt at spørge, thi Kvindernes Program siger saa uendelig lidt.
Man kunde med Billighed forlange af en saa stor, verdensomspændende Bevægelse som Kvindebevægelsen, at den søgte nye Veje til Menneskers Lykke, gav os nye moralske Værdier eller ændrede vore Begreber om de gamle. Det gjorde i sin Tid Christendommen, og det gjorde den store Revolution; men hvad gør Kvinderne, naar de faar lige Magt med Mændene?
Sidder de saa ogsaa og laver Smaalove paa Maskine og er Tillidskvinder og Samfundsstøtter og kendte Navne, eller vil de give os nye Værdier, der er den store Bevægelse værdig?
Jeg for mit Vedkommende tvivler. Hvad jeg hidtil har set af Kvindeligt Samfundsarbejde ligner nemlig Mændenes i en uhyggelig Grad. Det skulde dog ikke synes vanskeligt at finde nye Veje; der er onde Magter nok at kæmpe imod i de moderne Samfund, og som ligger i Vejen for Menneskers Lykke. Der er, nævnt i Flæng, den hele parlamentariske Svindel, der er Brændevinen, og der er den afskyelige »Veldædighed«, og meget andet. Men Kvinderne vil ikke søge slige nye Veje; Kvinderne vil søge de gamle udtraadte Veje, som Mændene længe har vandret, og derfor har Kvinderne slet ikke saa megen Ret i deres Kamp, som de selv tror.
L. Chr. Poulsen.
