« Tilbage til søgeresultaterne
Hvad vil saa kvinderne?
Som det var at vente, har Hr. L. Chr. Poulsens udfordrende Spørgsmaal vakt umaadelig Interesse blandt Kvindevalgrets Læsere. Det har heller ikke manglet paa Indlæg, fra forskellige Sider har vi modtaget Besvarelser, der naturligvis - og Hr. Poulsen havde sagtens heller ikke ventet andet - er dybt uenige med Artiklens Forfatter. Vi bringer nedenfor saa mange af de indsendte Artikler, som vi har kunnet skaffe Plads til; i næste Nummer har vi tænkt at fortsætte.
I.
Svar fra en 81-aarig. Hvad vi vil.
I Nr. 10 af »Medlemsbladet for Kvindernes Valgret« er der optaget en Artikel af Hr. L. Chr. Poulsen, hvori han spørger om, hvad Kvinderne vil, og da han synes helt at have misforstaaet baade det Maal, vi tilstræber, og den Tankegang, der ligger til Grund for vor Virksomhed, vil jeg forsøge at besvare dette Spørgsmaal saa godt jeg kan, ud fra min Opfattelse af denne Sag.
Vi vil ikke, naar vi har opnaaet at faa Stemmeret, »lægge os til Hvile paa Sejrens bløde Hynder«, og vi vil heller ikke »søge de gamle, udtraadte Veje, som Mændene længe har vandret,« der er andre Opgaver, som kalder paa os.
Hr. Poulsen nævner Kristendommen og den store Revolution som to nye Veje til Menneskers Lykke. Jeg vil ikke nægte, at Revolutionen har bragt Samfundet en Del Goder ved at bekæmpe Tyranni og Klassedeling og hævde Frihed og Menneskeret; men det skete ved voldsomme Omvæltninger og under blodige Kampe, det er ikke paa denne Maade, Kvinderne vil virke.
Kristendommen er den Bevægelse, der sikkert maa anerkendes at have virket mest for at fremme Menneskers Lykke og skabe nye Livsværdier, ved en stille, jævn og frugtbar Virksomhed. Dersom den var bleven gennemført, vilde den have gjort alle Mennesker retfærdige, sande, gode og glade, og skønt den er meget langt fra at være trængt igennem til alle, er det dog den, der har skabt alle de virkelige Livsværdier, der findes.
Kvindernes Virksomhed vil nærmest blive i Lighed dermed, den vil virke stille og umærkelig; men hvor den naar at gøre sig gældende, vil den strø en Sæd, der i Livets Vækst efterhaanden vil bære god Frugt. For at bevise dette vil jeg pege paa, hvorledes Kvinderne har brugt de Rettigheder, de hidtil har faaet.
I den kommunale Virksomhed er det Skole- og Fattigplejen, der har mest Betydning. Paa Skolens Omraade har Kvinderne vist, at de som Lærerinder ikke alene bedre end Mænd forstaar at tage sig af de smaa Børn; men at de ogsaa har gode Evner til at undervise større Børn og voksne Kvinder, og som Mødre har de vist, at de har bedre Forstaaelse for Barnenaturen, bedre kan imødekomme de unges Tarv og Trang og paavirke dem saaledes, at Sindet aabner sig for alt godt og sandt, end Mændene, der gennemgaaende med Haardhed vil sætte deres egen Vilje igennem, uden at tage tilbørligt Hensyn til de unges individuelle Evner og Udvikling.
Paa Fattigplejens Omraade har Kvinderne vist, at de bedre end Mændene forstaa, ved Husbesøg hos de fattige, at vinde et rigtigt Indblik i deres Forhold og finde den bedste Maade at afhjælpe deres Mangler og forbedre deres Liv. Dette gælder særlig med Hensyn til Plejebørn.
I Nr. 10 af Kvindebladet findes ogsaa et Brev fra Norge, hvori Frk. Frederikke Mørk viser, at Kvinderne i Norge, hvor de har faaet Ret til at medvirke som Nævninger, ogsaa allerede har gjort Gavn paa dette Omraade.
Af denne Begyndelse paa Kvindernes Virksomhed tør vi da nok slutte, at de ogsaa paa andre Omraader vil øve en god Indflydelse, naar de faar Ret og Lov dertil.
Brændevinens Samfundsonde vil Kvinderne kunne bekæmpe ved at modarbejde Drikkeskikkene i deres eget Hjem.
Ved »den afskyelige Veldædighed« tænker jeg, at Hr. Poulsen mener, at rige Folk, der har vundet Rigdommen ved at udbytte deres Næste, mener at kunne sone Uretfærdigheden ved at skænke store Summer til veldædige Øjemed; dette vil bedst modarbejdes ved Kvindernes Husbesøg i Hjemmene.
Med Hensyn til al Slags »Svindel« da mener jeg, at Kvinderne i samme Forhold som de lære at sysle med Samfundsopgaver og sociale Spørgsmaal vil faa Afsmag for overdreven Pynt og unyttig Luksus, derved vil Begærlighed efter Rigdom betydelig formindskes, og det er dog den, der som oftest giver Anledning til Svindel af forskellig Art.
Kvindens Krav paa Ligestilling med Manden betyder ingenlunde, at hun vil gøre den samme Gerning som han. Kvindens Gerning er en anden; men den er ligesaa vigtig og betydningsfuld for Samfundet, der med den Udvikling, det nu har faaet paa alle Omraader, haardt tiltrænger Kvindens Hjælp. Netop i saadanne forvirrede Tilstande som vi nu er kommen ind i, vilde det være af uvurderlig Værdi, om Kvinden havde Ret og Lov til at yde sin Hjælp ved den hende særegne Evne til at løse fejl sammenslyngede Knuder og udrede sammenfiltrede Traade, for med mild og sikker Haand igen at ordne dem og føje dem sammen til et Væv i rene og velformede Mønstre.
Maaske vil Hr. Poulsen sige: »Ja, alt dette kan Kvinderne gøre uden at behøve politisk Stemmeret.« Dertil vil jeg svare: Politisk Stemmeret skal for Kvinden kun være et Middel til, at hun selv kan opstille de Krav, hun maa fordre, for at hævde den Agtelse og Ligestilling, som er hendes Ret, og som man hidtil har forholdt hende. Saalænge Manden kun ser paa sin Hustru som en Slavinde til Tilfredsstillelse af hans sandselige Lyst, eller som en Husholder for hans økonomiske Velvære, eller maaske lidt af begge Dele, kan hun ikke danne Hjemmet saaledes, som det bør være. Det er først, naar hun staar ved Mandens Side, som en ligestillet Medhjælp paa alle Omraader, at de begge i Forening kan skabe et Hjem, hvor alt godt og sundt trives og opelskes i Lykkens Solskin, og det onde holdes borte, saa at det ikke kan faa Indgang, og ligesom i Hjemmet vil ogsaa i Statshusholdningen og Samfundslivet det bedste Maal kun naas ved Mænds og Kvinders Samvirken, hver med et Indskud af sine ærlige Evner.
A. N. Ny Solbjerg Kro.
II.
»Mere end ti Vise kan besvare - «.
Hr. L. Chr. Poulsens Artikel i forrige Nummer af »Kvindevalgret« er paa en Gang saa udæskende i sin Form, at man fristes til at svare, og saa naivt i sit Indhold, at man ikke kan lade være med at tænke paa det gamle Ord »om den ene, der spørger om mere end ti Vise kan svare paa.«
Med hvilken Ret og med hvilken Motivering sammenligner Hr. Poulsen Kvindebevægelsen med Kristendommen og Revolutionen? Bevægelser, der især for Kristendommens Vedkommende rørte sig lige saa dybt hos Kvinder som hos Mænd, og som Kvinderne derfor i lige saa fuldt Maal som Mændene har baaret frem. Der stod kloge og varme Kvinder baade ved Siden af Kristus og ved Siden af Revolutionens store Aander. Der har vi været med, og vi har for saa vidt ingen Forpligtelser frem for Mændene til at bringe noget nyt paa det aandelige eller sociale Omraade.
Heller ikke er vi Kvinder, saa lidt som Mændene, en saadan ensartet Masse, at vi som Kvindeparti kan frembringe nogen ensartet aandelig Værdi.
Hvilke Fordringer om »at give os ny moralske Værdier« eller om »at søge ny Veje til Menneskers Lykke,« stiller Hr. Poulsen f. Eks. til Tyendet i Anledning af den kommunale Valgret, de nylig har erhvervet?
Det vi hævder er, at vi har de samme Forpligtelser som Mændene til at arbejde videre paa Udviklingen, og derfor vil vi have de samme Vilkaar at arbejde under. Vi er, i Modsætning til Hr. Poulsen, altsaa (jeg haaber han staar nogenlunde ene blandt Mændene) saa naive, at vi ikke synes det er Smaating at være Samfundsstøtter og skrive Love, og vi mener, at der gennem gode Love og gennem alt »Kævlet« om disse samme Love tilflyder Samfundet nye Værdier.
Skulde vi endelig komme til at give Samfundet nye Værdier, specielt som Kvindeparti, hvilket man synes at forlange af os (med Urette, thi Kvindebevægelsen er nemlig ikke »Veldædighed« mod andre, den er til bedste for Kvinderne selv, for os selv, os selv), saa ønsker jeg, at det maatte blive det, at vi, fordi vi kommer ny og friske til Arbejdet, maatte kunne bringe lidt Optimisme som Modvægt mod al den sure Mistillid til alt offentligt Liv, der i dette sørgelige Øjeblik af vor politiske Historie benytter Lejligheden til at tude os Ørene fulde om, at Politik er demoraliserende og af det onde o. s. v. og om, at hvis Kvinderne ikke vil andet end træde i Mændenes Spor, da maa de hellere træde de gamle Kvindeveje.
Det offentlige Liv kan i mange Henseender sammenstilles med det enkelte Menneskeliv; Fejl og Fortrin er de samme der som her.
Der, hvor man har sin Svaghed, har man ogsaa ofte sin Styrke; for hver en sort Plet i det offentlige Liv, man vil kunne sætte Fingren paa, vil der i Reglen være en tilsvarende lys Side.
Kunde vi Kvinder være med til at drage den lyse Side i Forgrunden, da var det ikke ringe; thi den, der tror paa sin Tid og sit Folk, ham hører Folket og Fremtiden til.
Johanne Asmund. f. Rode.
III.
Et fælles Program for Kvinder er unaturligt.
Hr. Poulsen synes at mene, at for at Kvinderne maa opnaa fuld Ligestilling og Ligeberettigelse med Mændene, er det nødvendigt, at de tilfører Samfundet nye Værdier, bryder nye Baner, ellers har de ikke saa megen Ret i deres Kamp, som de selv tror.
Hr. Poulsen tager fejl i dette.
Selv om Kvinderne ikke bidrog det ringeste til Menneskeslægtens Fremskridt, havde de alligevel fuld Ret til at stille de omtalte Krav, fordi det, de fordrer, kun er en simpel Menneskerettighed, som de burde være født med, ligesaavel som den anden Halvdel af Menneskeheden. Ingen spørger en Mand, om han vil tilføre Samfundet nye Værdier, før han faar sine Rettigheder. Han har dem simpelthen. Hr. Poulsen vil se bort fra den »troskyldige Tale om Retfærdighed«. Jeg ser ikke, at der nogen Anledning til at betegne det som puerilt, at den ene Halvdel af Menneskene ønsker samme Medbestemmelsesret som den anden. At behandles som umyndige er et stort Tryk for voksne Mennesker, og alene Bevidstheden om at være fuldt medraadig vil bidrage mægtigt til at give Kvinderne de Impulser til at skabe nyt, som Hr. P. fordrer af dem.
»Hvad vil Kvinderne saa?« spørger Hr. Poulsen. »Deres Program siger saa lidt.«
Hr. Poulsen maa huske paa, at saalænge Kvinder af alle Anskuelser maa samles om den fælles Sag: At opnaa Rettighederne, lader et specialiseret Program for Fremtiden sig ikke opstille. Og et saadant bør heller ikke opstilles, saa vist som et Program, særligt for Kvinderne, vil være unaturligt, efter at de har opnaaet politiske Rettigheder, til hvilken Tid de bør deltage i det offentlige Liv, delte efter Overbevisning, men sammen med deres mandlige Meningsfæller. Kvindebevægelsen er ikke en Bevægelse med en fælles Ide udover Kravet om Ligestillingen og kan derfor paa ingen Maade sammenlignes med Bevægelser som Kristendommen eller lign.
Hermed skal selvfølgelig ikke være sagt, at Kvindernes Deltagelse i det politiske Liv ikke vil berede Vejen for meget godt og nyt. Tværtimod. Og jeg skal nævne Hr. Poulsen et Omraade, paa hvilket jeg tror, Kvinderne særlig vil lægge deres Indflydelse i Vægtskaalen, nemlig Familierettens. Det er et Felt, som Mændene hidtil kun sparsomt har dyrket, fordi de ikke selv har lidt under dens store Mangler. Den, der har Skoen paa, ved bedst, hvor den trykker; derfor føler jeg mig forvisset om, at alle de store Opgaver, som her venter paa deres Løsning, og som er af gennemgribende Betydning for Menneskeslægtens Lykke, vil blive løste, særlig paa Initiativ af Kvinder. Dette kun nævnt som Eksempel. En omfattende Redegørelse for alt, hvad nyt netop Kvinderne kan tænkes at bringe, er ikke blot meget vanskelig, men ogsaa unødvendig, fordi deres Valgret, som alt sagt, ikke bør gøres afhængig heraf.
Julie Vilstrup Stæhr.
IV.
Fri Valgret.
Man maa være Hr. L. C. Poulsen taknemmelig for, at han har draget ovenstaaende Spørgsmaal frem til Behandling. Jeg er ganske enig med Hr. Poulsen i, at dersom det, at vi Kvinder kommer med i det offentlige Liv kun betyder flere Stemmer, men ikke nye Idéer, nye Synspunkter og nye Arbejdsmetoder, saa var der kun naaet den første Del af det, »man med Billighed kan forlange af en saa stor, verdensomspændende Bevægelse.«
Den første Del, Retfærdighedskravet, kan jeg ikke, som Hr. Poulsen, være med til at haane, tværtimod vil jeg hævde, at det i sig indeholder Kvindesagens Program.
Hr. Poulsen vil sikkert indrømme, at det er nødvendigt for ethvert Menneske, som nogenlunde skal udfylde sin Plads, at han eller hun selv er ansvarlig for sine Gerninger, men dette har hidtil ikke været Tilfældet. Paa væsentlige Punkter har Manden hidtil haft det lovlige Ansvar for begge Parter. At mange Kvinder af moralske Grunde alligevel har handlet under Ansvar, er en Lykke for den enkelte og for Samfundet. Men selv om jeg er ganske klar over, at det moralske Ansvar har og maa have langt den største Magt over de bedste Mennesker, saa er jeg lige saa sikker paa, at mindre etisk udviklede Mennesker svækkes yderligere derved, at de har fuld lovlig Ret til at skyde Ansvaret over paa en anden. Og hvem det er mest demoraliserende for, den der skyder Ansvaret fra sig eller den, der bilder sig ind at gøre det umulige: uden Vedkommendes Fuldmagt at paatage sig Ansvaret for andre, skal jeg ikke her komme ind paa. -
Dette at gøre den gifte Kvinde lovlig medansvarlig i Forholdet til Børnene og den fælles Formue cg Kvinderne i det Hele taget medansvarlige for de økonomiske, sociale og politiske Forhold og derigennem styrke deres Selvagtelse og Mandens Respekt, har været Kvindesagens første Maal.
En lille Begyndelse i den Retning er gjort; men meget staar tilbage. Og vi staar ret magtesløse, før vi selv kommer med i Lovgivningsarbejdet; derfor samler vi for en Tid saa meget af vort Arbejde om dette ene at faa politisk Stemmeret.
Og jeg mener ikke, at man med Billighed kan forlange, at Kvinderne, inden de har faaet Lov at gaa, eller, straks, de har faaet begyndt, skal anvise de »nye Veje«, man skal gaa ad, og som sandelig haardt tiltrænges, men, som Mændene saa længe forgæves har søgt. Mændene har hidtil i saa Henseende haft langt bedre Betingelser end vi. De er i Hjemmet og Skolen mer eller mindre opdraget med det for Øje, at de skal have Ansvaret for Samfundets Styrelse. Ganske vist er man herhjemme nu kommen saa vidt, at Piger og Drenge faar den samme Undervisning, hvad enten det sker i Fælles- eller Særskole, men vi er ikke kommet saa vidt, at det falder ret mange Fædre naturligt at tale med deres opvoksende Døtre om Politik og lignende. Og man finder det endnu knapt nok passende, at Kvinder i Almindelighed har en selvstændig Opfattelse at politiske og sociale Spørgsmaal. Der skal derfor særligt Mod og Energi til at skaffe sig den fornødne Indsigt, og derfor gør man Uret ogsaa mod Mændene ved at mene, at vi, der paa Grund af Samfundsforholdene maa have saa meget færre Forudsætninger, at vi, medens vi er optagne af i det Hele at faa Lov at være med, samtidig skal anvise de »nye Veje«.
Men maaske har det, at vi har betragtet de politiske og sociale Forhold i en vis Afstand ikke blot gjort, at vi har undgaaet Demoralisationen, men ogsaa givet os et friskere Syn og en sundere Kritik, end Mændene kan præstere.
Jeg veed, der er mange af os, der ser, hvor ganske uholdbare de økonomiske, sociale og politiske Forhold er, og som hader dette uendelige Lapperi, som vore Lovgivere ynder at slaa sig til Ro med. Vi har heller ikke noget godt Øje til den offentlige Godgørenhed, som i sidste Instans kun kommer dem til Gode, der i Forvejen har nok, og som forhaler retfærdige Foranstaltningers Vedtagelse. Jeg tænker, at man forstaar mig, naar jeg nævner Lovene om Alderdomsunderstøttelser og Hjælpekasser. Vi har set, Velgørenhed har været en Ambulance, der maatte betjenes; men vi vil forsøge at gøre den overflødig.
Det er mange af os imod, at have med Partipolitik at gøre, fordi den atter og atter aabenbarer sig som Kamp om Magten og ikke som det, Politik skulde være, et Samarbejde for en Livsanskuelse til bedste for Samfundet.
Men hvad skal vi gøre; skal vi høres og forstaas af Mændene, med hvem vi skal dele Arbejdet, maa vi til en Begyndelse tage fat, hvor de staar og gaar, en praktisk Handlemaade for i det hele at komme med. Men for mange af os er det tydeligt nok, at den gamle Maade at kæmpe om den tvivlsomme Ære at faa Lov at stive Samfundsbygningen af i Stedet for i Samarbejde at søge at bygge den om fra Grunden om end Stykke for Stykke, det er en gal Vej.
Denne Kampens Politik bringer hverken Samfundet eller sine Udøvere Lykke. Een Vej ud af dette Uføre, som en Del af os allerede nu har faaet Øje paa, er anvist i »Fri-Valgret« og Kvalitetsmetoden; denne geniale Valg- og Afstemningsmetode vil mange af os med Kraft arbejde for. Her er er altsaa een at de »nye Veje, vi kan pege paa. Kunde vi selv og Mændene med os komme ind paa den, vil man sikkert indrømme os, at vi har mindst lige saa megen Ret i vor Kamp, som vi selv tror.«
Hulda Pedersen, Aarhus.
