« Tilbage til søgeresultaterne
Hvad vil saa Kvinderne?
Vi bringer nedenfor de sidste Indlæg i Diskussionen om: Hvad vil saa Kvinderne?
Først kræve - siden love.
Hr. L. Chr. Poulsen har haft den fortrinlige Idé i Bladet »Kvindevalgret«s sidste Nummer at kalde Kvinderne frem til en Diskussion om Valgretten, idet han med et lille ironisk Blink i Øjet lader en Handske dale ned for deres Fødder og spørger: Mon de vil tage den op?
Vi vil i alt Fald prøve derpaa. Og til en Begyndelse vil det sikkert være paa sin Plads at dvæle lidt ved den Udtalelse i Hr. Poulsens Artikel, hvori han betegner Kvindernes Paastand om, at Kravet om politisk Valgret er et Retfærdighedskrav, som »troskyldig Tale«.
Kvindernes Krav om politisk Valgret er aldeles utvivlsomt et Retfærdighedskrav, hvis man vil anerkende Kvindens Ligeberettigelse med Manden som Samfundsmedlem. Og det Øjeblik man indrømmer, at Kvinderne frembringer aandelige og materielle Værdier, der er ligesaa nødvendige for Samfundets Liv og Bestaaen som de Værdier, der frembringes af Mænd, saa er de to Køns Ligeberettigelse i Virkeligheden dermed fastslaaet.
Det vil sikkert ogsaa falde vanskeligt at bestride den.
I det praktiske Liv anerkendes Kvindens Ligeberettigelse med Manden hver eneste Dag, endog af Mennesker, som teoretisk benægter den. Den anerkendes, hver Gang en Mand i al Troskyldighed siger: Det gaar daarligt med mit Hus og min Bedrift efter min Hustrus Død. Jeg kan umuligt faa alt passet, som det skal, uden kvindelig Medhjælp. Eller naar han siger: Hvordan skal jeg faa mine Børn opdragne? Jeg kan ikke baade være Fa’r og Mo’r for dem, thi det overstiger mine Kræfter og Evner. Og Kvindens Ligeberettigelse anerkendes i Praksis, hver Gang Samfundet tilegner sig Kvindens Ydelser til det, i Form af Arbejde, i Form af Skatter eller i Form af aandelige Værdier.
Men naar man i en demokratisk styret Stat giver ethvert hæderligt og nyttigt mandligt Samfundsmedlem Del i Statens Styrelse gennem den almindelige Valgret - uanset om de Ydelser, han tilfører Samfundet, bestaar i videnskabelige Opfindelser eller i at slaa Skærver til en Landevej - saa skulde man synes, at det kun er simpel Retfærdighed og Pligt at give det hæderlige og nyttige kvindelige Samfundsmedlem den samme Rettighed.
Dernæst spørger Hr. Poulsen, hvad Kvinderne vil med Valgretten, »thi deres Program siger saa uendelig lidt.«
Rent bortset fra det mindre kloge i at skrive Programmer, før man har Midlet i Hænde til at gennemføre dem, saa forekommer det Kvinderne, at deres Program indeholder akkurat lige saa meget som Mændenes, den Gang de kæmpede for Valgret. Maaske dog mere. Thi Kvindevalgretsforeningens Program indeholder foruden Kravet om Valgret tillige et Løfte om efter bedste Evne at udføre et socialt og politisk Oplysningsarbejde mellem Kvinderne for at dygtiggøre dem til Deltagelse i det offentlige Liv.
Hvorvidt Kvinderne, naar de har naaet Maalet: politisk Valgret, vil »lægge sig til Hvile paa Sejrens Hynder, kranse Helte og holde Fest, blive Samfundsstøtter« o. s. v. er ret vanskeligt at svare paa. Kun saa meget kan man sige, at det ikke er det de arbejder for. Antagelig vil der lige saa vel findes Kvinder, som der findes Mænd, for hvem Tilfredsstillelsen af den personlige Ærgærrighed og hele det ydre festlige Apparat er en stor Fristelse, ligesom der ogsaa vil findes Kvinder, der i Lighed med mange Mænd, vil sidde som »de stille i Landet« og udføre et godt og samfundsnyttigt Arbejde. Det er at haabe, at Kvindernes Ærgærrighed vil søge sin Tilfredsstillelse i Arbejdets Resultat og mindre i de ydre Æresbevisninger; thi den Ordning er de vant til. Kvinderne har jo i en Aarrække med stor Ro set paa, at Mænd traadte frem og indhøstede hele Æren for Resultater, der var naaet gennem et Samarbejde mellem de to Køn.
Hr. Poulsen udtaler, at Kvinderne ikke har saa megen Ret i deres Kamp, som de selv tror, hvis de ikke kan anvise nye Veje til Bekæmpelse af de onde Magter i Samfundet. »Nævnet i Flæng« kaldes disse onde Magter: parlamentarisk Svindel, Brændevin og den afskyelige Veldædighed. Ja, det er unægtelig nævnet i Flæng!
Men naar en Menneskeklasse organiserer sig for at virke for Gennemførelsen af et bestemt Krav, saa bestaar dens Opgave jo ikke saa meget i at love noget som i at forlange noget. Saaledes begynder enhver Underklassebevægelse, enhver social Kamp. Og den Menneskeklasse, som hedder Kvinderne, maa have Ret til, som alle andre arbejde for Gennemførelsen af en Reform, der i første Række vil komme dem selv til Gode. Det er det første Skridt i al moderne Samfundskultur. Først naar Maalet er naaet, naar der er skabt bedre Kaar, bedre Muligheder baade for hele Standens og den enkelte Persons Udvikling og praktiske Dygtighed, da bliver det Samfundets Tur til at tale om Gengæld.
Hr. Poulsen mener ligeledes, at man med Billighed kunde forlange af Kvindebevægelsen, at den i Lighed med Kristendommen og den store Revolution skulde anvise nye Veje til Menneskers Lykke og give Samfundet nye moralske Værdier. Det er vist temmelig store Ord. Kvindebevægelsen er hverken en ny Religion eller en stor, samfundsomvæltende Revolution. Den er simpelt hen en Klassekamp, selv om Kvinderne hver for sig tilhører mange forskellige sociale Lag. Og i en Klassekamp er det først og fremmest Retfærdighedsprincipet, som bør være den bærende og sejrende Idé.
Men alene dette: at Samfundets Styrelse ved at imødekomme Kvindernes Krav og give dem den politiske Valgret, ved at anerkende, at Kvinden er ligeberettiget med Manden, vil uddybe Retfærdighedsbegrebet hos hele Folket - det er jo i og for sig en moralsk Værdi for Samfundet og et nyt Skridt fremad i Kultur.
Ringsted, Oktober 08.
Clinny Dreyer.
Samarbejde med Mænd.
Ved at læse Hr. L. Chr. Poulsens lille Artikel i sidste Nr. af Kvindevalgret, slaar det straks Læseren, at han lider af samme Onde som saa mange andre, nemlig manglende Forstaaelse af Kvindens Ret til at fordre Ligestilling med Mændene i alle Forhold. Han siger, at han vil se bort fra »den troskyldige Tale om Retfærdighed« og blot spørge, hvad vi saa vil, naar Kravene er opfyldte. Han forlanger, at en saa stor verdensomspændende Bevægelse som Kvindebevægelsen skal vise nye Veje til Menneskers Lykke - give nye moralske Værdier o. s. v.
Jeg tror, at naar Hr. Poulsen forlanger saa meget, da forlanger han for meget. Foreløbig er de bedste Foregangskvinder optagne af Kampen for Kvindens Ligestilling med Manden, og der er vist meget faa, der tænker, at Verden skal undergaa en stor Forvandling, naar vore Krav er opfyldte. Kvinderne, tror jeg, mener ikke om sig selv, at naar de først faar Magt, saa vil alt komme til at se anderledes ud; men de troer, det vil blive gavnligt, at Mændene lærer at regne lidt mere med dem som Borgere i det samme Fædreland.
Der siges, at Kvinderne har saa stor Indflydelse i Hjemmene, at det er dem, der sætter Præg paa Hjemmene - ja, der er sagt mange smukke Ord derom - men er Hjemmene daarlige - ja, saa er det ogsaa vor Skyld, fortæller Mændene. Vi tror, at hvis Kvinderne bliver besjælede af lige saa stærk Fædrelandskærlighed som Hjemfølelse, og hvis de maa faa Lov at sætte deres Præg over Tonen i dette større Hjem, Fædrelandet, da vil virkelig Landet d. v. s. Folket højnes - rent moralsk - blive lykkeligere, og Begrebene om mangt og meget ændres.
Hr. Poulsen siger, at vort hidtidige Samarbejde ligner Mændenes i »en uhyggelig Grad«. Duer Mændenes Arbejde da slet ikke? Jeg synes, Hr. Poulsen er lidt haard mod sit eget Køn, og jeg synes ikke, han har Lov til at sige, at Kvinders Samfundsarbejde ligner daarligt Arbejde af Mændene. Selvfølgelig er der Kvinder, som griber fejl, viser Hensynsløshed o. lign. - Fejl som Mændene jo ofte har - men ligesom der er dygtige, fint tænkende Mænd, er der ogsaa Kvinder, som har samme Egenskaber. Hr. Poulsen kan da umulig undgaa at se det udmærkede Skolearbejde, som Kvinder har udøvet - eller Sygepleje - Asylarbejde - Børnehjemsarbejde o. s. v. Hvor meget Arbejde er der ikke gjort af Kvinder imod Drikkeriet og megen anden Daarlighed og Raahedl Jeg tror, man maa sige, at alle vaagne Kvinder hidtil har kæmpet og vil blive ved med at kæmpe mod disse Onder. Men vil Hr. Poulsen saa sige mig, om det nytter stort med vor Kamp mod disse Onder naar vi ikke kan faa Mændene til at lave vore Love saaledes, at de hjælper os. Tror De, at Kvinderne havde ventet med at lægge en ordentlig Skat paa Brændevinen, »den fattige Mands Snaps«, denne skadelige Nydelse, der har saa frygtelige Følger, som man alt for ofte er Vidne til?
At kæmpe mod de Samfundsonder, som Hr. Poulsen nævner, er ikke nye Veje at gaa for Kvinder. Det er ikke nyt, at vi maa arbejde mod Samfundsonder, som Mændene ikke radikalt rydder af Vejen. De kan jo; de har jo Magten i Landet!
Vi vil »søge de gamle udtraadte Veje, som Mændene længe har vandret«, siger Hr. Poulsen. Hvad vil det sige? Vil det sige, at Hr. Poulsen mener, vi vil efterabe Mændene og intet andet? Hvis De tror det, tror De fejl. Vi vil arbejde sammen med de Mænd, der kæmper for gode Ideer, vi vil ikke skille os ud og lave selvstændige Love; gjorde vi det, vilde det snart vise sig, at vi ikke var bedre end Mændene dertil; nej, vi vil samarbejde med Mændene saavel i alt, hvad der angaar det store Samfund, som vi vil det i de smaa - Hjemmene. Vi ved, at et Hjem, hvor der arbejdes i god Forstaaelse mellem Mand og Kvinde, hvor de raadfører sig med hinanden om alt, hvad der vedrører Hjemmets Anliggender, er et godt Hjem, hvorimod det altid bliver uheldige Forhold, hvor den ene agerer den Styrende og hensynsløst trumfer sin Vilje igennem.Og derfor har vi mere Ret i vor Kamp for Ligestilling og Ligeberettigelse med Manden i de politiske og sociale Forhold, end Hr. Poulsen tror.
Margrethe Vest, Vrønding.
Retfærdighed.
Forskellige Indsendere har søgt at tilfredsstille Hr. L. Chr. Poulsens Videbegærlighed. Der er vel ikke stort Haab om, at det vil lykkes, naar Hr. P. til Trods for sin »Trang til ændrede Begreber« og sine »beskedne Fordringer« lader til ganske at have overset, hvad Kvinderne hidtil ved frivilligt Arbejde har udrettet i Samfundets Tjeneste.
Maaske vilde det ikke være uberettiget at henvise til de rosende og taknemmelige Udtalelser, der foreligger fra ledende Mænd i de Lande, hvor Kvinderne allerede har faaet deres Borgerret.
Maa jeg imidlertid have Lov til at henlede Opmærksomheden paa et Par Punkter i Hr. Poulsens egen Artikel, der synes mig at indeholde et Svar, naar de ses i den rette Belysning.
Det er ikke ualmindeligt, at Valgkandidater ved Vælgermøderne fremsætter de mest udmærkede Principper, gløder af Begejstring for samfundsnyttige Spørgsmaal og giver deres Tilhørere Indtryk af at sidde inde med en Maalbevidsthed og Energi, der lover godt for Kampen, men desværre jævnlig viser sig at være udtømt, saa snart de har indtaget deres Plads paa Arenaen.
Det er noget, Kvinderne ikke vil. Her ønsker vi ikke at følge i Mændenes Spor, men foretrækker at love lidt mindre og udrette lidt mere. Det er maaske derfor, Hr. Poulsen har hørt saa lidt til os.
Fremdeles nævner Hr. P. saa overlegent »den troskyldige Tale om Retfærdighed«. Det kunde selvfølgelig ikke falde mig ind at antage Hr. P. saa blottet for sund Dømmekraft, at han ikke skulde kunne indse, at Kvindens Ligestilling med Manden er simpel Retfærdighed - tværtimod. Jeg tænker mig blot den ærede Forespørger i Besiddelse af saa megen Verdenserfaring, at han af den Grund ynker vor gode Tro.
Men nu spørger jeg:
Vilde det ikke være en betydningsfuld moralsk Værdi, der blev tilført Samfundet, naar man for en Gangs Skyld kunde pege paa en Sag her i Landet, der havde vundet Sejr blot i Kraft af sin Retfærdighed.
Burde dette ædle Formaal ikke opflamme Hr. Poulsen og andre ligesindede til at arbejde paa at skaffe Kvinderne deres politiske Valgret ene og alene paa dette Grundlag?
Sarah Orth, København.
Uægte Børn.
Hr. L. Chr. Poulsen opkaster store Spørgsmaal til Kvinderne, som jo ikke alle kan besvares paa engang, men et tør jeg sige med Bestemthed, at der virkelig er noget, som Kvinderne vil, ja, jeg kan naturligvis kun tale om min egen Opfattelse af denne Sag, men jeg mener ogsaa, at andre Kvinder tænker ligesom jeg. Kvinderne vil ikke alene dele Magten med Mændene, eller misbruge den, nej, de vil bruge deres Magt til at føre de Samfundsarbejder frem, som Mændene har forsømt saa længe. Jeg tænker her nærmest paa Kvinders og Børns Stilling i Samfundet. Er der ikke her et stort Samfundsarbejde, som Kvinderne kan udrette noget ved? Tænk at kunne give en Kvinde og hendes uægtefødte Barn en Stilling i Samfundet, hvor hun ikke var foragtet, og at opdrage Barnet saaledes, at det ikke hele Livet føler sin ulykkelige Stilling som uægte Barn. Her ligger et stort Samfundsarbejde for Kvinderne, der kan Mændene aldrig og vil aldrig finde de rette Veje, for dem er Børnene en Biting, for Kvinderne er de Alt.
Selv om jeg skulde lægge et helt Livs Arbejde ind paa denne Sag og opnaa at se den ført lykkelig igennem, saa havde jeg dog udrettet noget, saa havde jeg fundet nye Veje og var gaaet udenom Mændenes udtraadte Stier.
Mon der ikke er andre Kvinder, der vil følge mig paa dette Punkt, og mon der ikke herigennem skulde kunne opleves en ny Idés Spiring og Vækst, der kunde bringe Kvindernes Arbejde i Forgrunden?
Skovlyst pr. Stenaa.
Marie Hiort-Lorenzen.
