« Tilbage til søgeresultaterne

Hvad skal kvinderne paa Landet med den kommunale Valgret?

Af: Johanne Rambusch

« Se emneord

Det Spørgsmaal hører man jævnlig i denne Tid. Selv fra energiske, socialt interesserede Kvinder lyder det: Man­den passer det kommunale Arbejde godt nok, og vor Tid er i Forvejen saa optaget, at vi umulig kan paatage os mere. Saadan har det imidlertid al­tid lydt, naar en Samfundsklasse efter Aarhundreders hævdvundne Udeluk­kelse fra Borgerrettigheder og Pligter, skal til at varetage dem. Det Spørgs­maal er kun et yderligere Bevis paa, hvor den Umyndighedstilstand, som vi Kvinder hidtil har levet under, har sløvet selv de klogeste og dygtigste.

Nu klynger de sig til Ansvarsløshedens Magelighed i Stedet for at rette sig og sige: Har vi faaet Rettighederne, skal vi ogsaa nok forstaa at bruge dem til Gavn for Samfundet og os selv.

Paa et Punkt af det kommunale Ar­bejde, Skolevæsenet, har Kvinderne imidlertid i mange Aar savnet og øn­sket den Indflydelse, som de nu har faaet. Hvor er det ikke unaturligt og ufatteligt, at vi Mødre hidtil ikke har haft mindste Indflydelse paa de Skoler, hvori vore Børn skal tilbringe saa betydningsfuld og stor en Del af deres Barndom eller paa Valget af de Lærere, der skal vejlede dem. Og naar Mæn­dene i Aarenes Løb har givet den ene Skolelov efter den anden og ufravigelig er lige utilfredse med Skolerne, mon det saa ikke for en væsentlig Del lig­ger i, at de ikke ene magter den Sag, der maa de have Kvinderne med for at naa et tilfredsstillende Resultat. Vel giver den kommunale Valgret og Valg­barhed ingen Indflydelse paa selve Lo­vene, men saa meget mere paa, hvor­ledes de føres ud i Praksis, da dette i Landkommunerne væsentlig beror paa Sogneraadene. De indstiller bl. a. til Lærer- og Lærerindeembederne, de væl­ger de Skolekommissionsmedlemmer, der i Forening med Sognepræsten fø­rer det nærmeste Tilsyn med Skolerne, de varetager Skolebygningernes Ved­ligeholdelse - under Skoledirektionens Tilsyn - og de har stor Indflydelse paa, hvor eventuelle nye Skoler i en Kommune skal ligge, om der skal være særlige Pigeskoler eller ej, o. s. v. To Ting bør Kvinderne straks arbejde for, hvor de kommer i Sogneraadene og disse Ting endnu fattes: rationel Gym­nastikundervisning for Drenge og Piger, samt tidssvarende Haandgerningsundervisning for Piger, saa utroligt det ly­der er der endnu Kommuner, hvor de 2 Ting savnes. En anden Side af vort Kommunalvæsen har i de senere Aar undergaaet en gennemgribende For­andring, det kommunale Forsørgelsesvæsen. Fra det Øjeblik man begyndte at give Love, der tog Sigte paa, at Kommunen i flere Tilfælde burde hjælpe sine Beboere uden samtidig brutalt at berøve dem deres Borgerrettigheder, fra det Øjeblik har vi faaet den ene humane Lov efter den anden, der mere end andre Love fordrer Forstaaelse og Takt hos dem, der skal arbejde med dem. Og som Hr. Sogneraadssekretær N. Pedersen i sin udmærket saglige Artikel i sidste Nr. af »Kvindevalgret« gør opmærksom paa, det er særlig ved den kommunale Fattigpleje, vi Kvinder kan gøre Gavn; en kvindelig Fattig­forstander har absolut bedre Betingelser for at kunne udføre sine Pligter tilfreds-stillende end en mandlig. Det 20. Aarhundredes Fattigforstander har hel­digvis helt andre Pligter end i gamle Dage, hvor hans Dygtighed væsentligst bedømtes efter, hvor mange Familier det i hans Funktionstid kunde lykkes ham at »sætte over« paa andre Kom­muner. Det, at blive narret en Familie paa, ansaas som ligesaa stor en Skam som at blive snydt i en Handel, og Skammen kunde kun aftvættes ved at gøre Gengæld. Nu har imidlertid Alderdomsunderstøttelsesloven, den ny Tuberkuloselov, Loven om Tilsyn med Plejebørn, den kommunale Hjælpekasse­lov, Loven om Værgeraadet (hvis 5 Medlemmer vælges af Sogneraadet, i af dets Midte og 2 blandt Kommunens Mænd og Kvinder), o. s. v. givet vore Dages kommunale Forsørgelsesvæsen et helt andet Udseende. Og ind i dette ny Billede passer Kvinderne som Fattigforstandere. En Levning fra de gamle Tider findes endnu i mange Kom­muner, Fattiggaardene og Fattighusene mon de ikke ogsaa mange Steder kunde trænge til kvindelig Kontrol - idet mindste hvad Renlighedsforholdene angaar.

Foruden disse 2 - utvivlsomt vig­tigste - kommunale Opgaver, er der en Mængde andre, hvoraf Hr. Peder­sen i føromtalte Artikel giver en god Oversigt, og hvor vi Kvinder næppe foreløbig kan gøre nogen væsentlig Nytte. Men Arbejdet i det kommunale Skole- og Forsørgelsesvæsen er i vore Dage saa omfattende, at det, at vi der straks kan gøre Fyldest, i Virkeligheden er fuldgyldigt Svar paa: hvad vi skal med den kommunale Valgret og Valg­barhed.

Forresten mener jeg slet ikke, at disse andre kommunale Pligter, som f. Eks. Vejvæsenet, Jordtaksation o. lign. ligger Kvinderne paa Landet saa fjærnt. Mon en Hustru, der i en Menneskealder har været sin Mands Medhjælp i Bedriften, eller maaske endog som Enke i flere Aar har styret den, ikke ogsaa snart kan lære at bedømme Vejmateriale eller et Stykke Jords Værdi eller være med til at lægge Ligningen o. s. v. Ja, det kan hun sikkert, man maa nem­lig huske paa, at paa Landet har der i Generationer hersket et Arbejdsfælles­skab mellem Mand og Hustru, som først er blevet almindeligt i Byerne i de senere Aar, og det Arbejdsfællesskab har mange Steder udviklet sig til - efterhaanden som Manden har faaet flere og flere Tillidshverv at røgte - at det faktisk ofte er Konen, der yder det største Bidrag til Arbejdet for Hjem­mets Opretholdelse.

Der blev paa Mødet i København 20. September 1908 gjort en Bemærk­ning om Snekastning, som jeg her næv­ner som et Eksempel paa, hvor usikre vi Kvinder føler os overfor de Pligter, den kommunale Stemmeret fø­rer med sig. Snekastningspligten er nemlig ikke afhængig af Valgretten men af Skatteydelsen (i Regelen lægges Ejendomsskylden til Grund ved dens Paaligning, ofte i Forbindelse med Folke­holdet). En Enke, der sidder med en Ejendom, har altsaa ligesaa godt skullet opfylde den Pligt, før som efter hun fik Valgret, og der kommer ikke til at paahvile en Mand flere Pligter i den Retning nu, end før hans Hustru var stemmeberettiget.

Men saa kommer den vigtigste Ind­vending fra Kvinderne: hvor skal vi faa Tid fra. Netop fordi Kvinden paa Landet er den store Medhjælp i Be­driften, som hun er, foruden at hun passer den indvendige Husgerning, ser det for mange saa uoverkommeligt ud. Jeg er vis paa, at mange alvorlige Kvin­der sukker over den ny Pligt, der dér er lagt paa dem, fordi de føler sig segnefærdige under de Byrder, der alle­rede paahviler dem. Jeg ved imidlertid intet bedre Svar paa den Indvending end at citere en Udtalelse, som en Mand engang kom med under en Dis­kussion om Sagen: »Vi Mænd kan ikke være bekendt at tie stille til den Tale om, at Kvinderne ikke har Tid til at deltage i det offentlige Liv; husk, at for hver Kvinde, der tager fat, frigives der en Mand, og vi bør dog regne vort Arbejde for ligesaa værdifuldt som Kvindernes«. Jeg synes, den Udtalelse maner os Kvinder til Beskedenhed, for selv om der er Aar i mange Kvinders Liv - medens Barneplejen lægger Be­slag paa hende - hvor hun næsten er uerstattelig, saa kommer der - for de fleste - Aar, hvor baade hun og hen­des Børn vil have godt af, at hun ofrer noget af sin Tid og sine Tanker paa det Samfund, hvori hun lever.

Men hvad enten nu Kvinderne mener, de har Tid til at sidde i Sogneraadet eller ej, saa har de idetmindste nu Pligten til at afgive deres Stemme og til at interessere sig for det kom­munale Raads Sammensætning, og den Pligt kommer de ikke udenom. Hver eneste Kvinde har, gennem Retten til at afgive sin Stemme ved de kommu­nale Valg, sin Del af Ansvaret for Kom­munernes fremtidige Forvaltning.

»Adel forpligter«, véd De nok, og det bedste Adelspatent i vore Dage er Stemmesedlen med Retten til at bruge den baade i Kommune og Stat. Den første Ret har vi, brug den godt og dygtigt, saa kommer den næste sikkert hurtig efter.

Sjørup, den 18. Januar 1909.

Johanne Rambusch.

« til toppen

Emneord

Teksttype

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner