« Tilbage til søgeresultaterne
To Foredrag
En fransk Visit. - Fru Jane Misme.
Det er et bemærkelsesværdigt Tidens Tegn, at den franskdyrkende Forening i København Alliance Francaise, der hidtil hovedsagelig har ofret sig en formaalsløs Selskabelighed, i Januar Maaned indbød en af de mest fremstaaende og mest sympatetiske franske Kvindesagskvinder til at holde et Foredrag.
Den franske »Feminist« Fru Jane Misme, Redaktrice af Ugebladet »La Francaise«, er en endnu ung, særdeles livfuld og indtagende Dame, hvis Besøg var saa meget desto mere interessant, som det omtrent faldt sammen med Miss Sharps, og saaledes gav god Lejlighed til at anstille Sammenligning mellem engelsk og fransk Kvindebevægelse.
Vi anvender udtrykkelig Ordet kvindebevægelse som det mere omfattende Ord; hvad den specielle Stemmeretsbevægelse angaar, indrømmede Fru Misme, at den saa at sige ikke findes i Frankrig, og hun udtalte som sin personlige Mening, at det vilde være forhastet at rejse den allerede nu.
Det er altsaa ikke Frankrig, de danske Kvinder skal rette Blikket imod for at lære.
Set fra et dansk Synspunkt forekom de fleste af de Fremskridt, Fru Jane Misme omtalte, som noget, der ganske vist havde sin store Betydning, men som noget, der burde være sket for lang Tid siden. Fru Misme fremhævede saaledes med Stolthed at nu var Pigebørnenes Undervisning overalt næsten
lige saa god som den, Drengene fik, og hun fortalte, at nu endelig - efter 14 Aars Strid - havde franske Kvinder opnaaet to ivrig attraaede Rettigheder: Ret til at være fuldgyldigt Vidne under Civilprocesser og Ret for gifte Kvinder til at raade over Selverhverv. Disse Fremskridt var jo ikke i Stand til at imponere danske Tilhørere.
Fru Misme havde sikkert Ret, naar hun som de to største Hindringer, der i Frankrig stillede sig i Vejen for Kvindebevægelsen, anførte for det første det specielt franske Galanteri og for det andet den specielle Munterhed. Hun analyserede nærmere Galanteriet og viste, at det hovedsagelig bestaar i at vise Damerne alle de Opmærksomheder, de ikke bryder sig om og ikke har nogen Glæde af (»har De lagt Mærke til, sagde hun f. Eks., at det kun er i godt Vejr, at Herrerne rejser sig inde i Sporvognene for at tilbyde Damerne Plads; naar det regner, bliver de rolig siddende inde«), og hun erklærede derfor, at dette Galanteri ikke var mere værdifuldt, end at Damerne uden Resignation kunde give Afkald derpaa og forlange Ligeberettigelse i Stedet.
Og hvad den anden Anstødssten for Kvindebevægelsen - Munterheden - angaar, sagde fru Misme, at det gjaldt om ikke at blive fornærmet eller højtidelig, naar man mødte den, men at bringe den paa sin Side ved Slagfærdighed og godt Humør. Det var allerede for en god Del lykkedes, paastod den franske Redaktrice, og med denne mægtige Bundsforvandte paa sin Side saa hun fortrøstningsfuldt Fremtiden imøde.
„Suffragetten” Miss Evelyn Sharp.
Miss Evelyn Sharp, der personlig har deltaget i de engelske Stemmeretskvinders »Krigsmethoder« har i denne Maaned gæstet København efter Indbydelse af »Dansk Kvindesamfund«.
Hendes Foredrag, der dels var en Forklaring, dels et Forsvar for de voldsomme Midler, en Gruppe af engelske Kvinder anvender overfor de genstridige Ministre, vil uden Tvivl bidrage til at klare mange af de Misforstaaelser, som gennem Pressens Meddelelser er blevne almindelige blandt Folk.
Miss Sharp forsikrede, at de engelske Suffragetter aldrig havde begaaet nogen for Kvinder nedværdigende eller lav Handling, men kun havde søgt at skabe Interesse for deres Kamp ved at anvende opsigtvækkende Methoder, da de efter et halvt Aarhundredes »stille« Arbejde mærkede, at de ingen Vegne kom. Saalænge de havde nøjedes med at afholde Møder, indsende Andragender, danne Foreninger, havde ingen beskæftiget sig med dem; ikke en eneste Avis omtalte nogensinde deres Arbejde. De vidste, at kun gennem Pressen var det muligt at vække Interessen blandt Masserne. Og de besluttede at optræde saaledes, at Pressen blev nødt at til beskæftige sig med dem.
Det er Skik i England, naar en Minister optræder ved et offentligt Møde, at der da efter Foredraget finder en Spørgetime Sted, under hvilken enhver har Lov til at stille Spørgsmaal til Ministeren, der da besvarer disse.
Da Kvinderne benyttede denne Spørgetime til at interpellere Ministrene om, hvad de agtede at gøre for »Kvindernes Stemmeret«, nægtede Ministrene at svare; Spørgsmaalet havde »ingen praktisk Interesse«. Da Kvinderne gentog Spørgsmaalet fra deres Pladser, blev de kastet ud af Salen paa en ret brutal Maade.
Da denne Scene havde gentaget sig flere Gange, og Kvinderne altsaa indsaa, at det blev dem nægtet at henvende sig til Ministrene som andre af Byens Borgere, besluttede de at spørge, »ikke naar Ministeren ønskede det, men naar de selv vilde,« og de foretrak at blive smidt ud, »ikke naar han ønskede det, men naar de selv vilde.« Og ved alle senere Ministermøder har Kvinderne afbrudt Ministrene med Tilraab om »Stemmeret for Kvinder«, og derved flere Gange helt forhindret Ministeren i at faa Ordet. Dette omtales i Pressen.
Grunden til, at mange af »Suffragetterne« er blevne kastede i Fængsel, er imidlertid en anden.
Flere Gange har de ad lovlig Vej søgt at få Førsteministeren, Mr. Asquith i Tale, men han vil ikke modtage dem; de har da søgt at faa ham i Tale i selve Parlamentet, hvor de fra Tilhørerlogen tilraabte ham og kastede Flyveskrifter ned blandt Parlamentsmedlemmerne. Adgangen til Parlamentet blev dem da nægtet; men de forsøgte dog flere Gange paa, enten at tilliste eller tiltvinge sig Adgang dertil. Dette førte til de meget omtalte Optøjer uden for Parlamentet, hvor Politiet skred ind og arresterede »Suffragetterne«. Dette omtaltes ogsaa i Pressen, og Miss Sharp fortalte, at der nu ikke findes en Avis i London, der ikke med Begærlighed optager Meddelelser om »Suffragetterne«. Deres Kamp for deres Rettigheder er nu kendt over hele Verden, hvad enten den modtages med Sympathi eller Antipathi.
Miss Sharp’s egen Fremtræden var meget indtagende; alvorligt og dog med den gode Samvittigheds Smil paa Læben fortalte hun om sit eget og sine Kampfællers Arbejde, der ingenlunde var misundelsesværdigt, og som ingen letsindigt indlod sig paa. De Kvinder, der deltog i »Optøjerne«, var alle intelligente, meget vel opdragne og alvorlige Kvinder; deres »Kvindelighed« led ingen Skade, thi det var i den »sande og ægte Kvindeligheds Navn, de kæmpede.« Og Miss Sharp selv var Vidnesbyrd om, at hun talte sandt, - Indbegrebet af kvindelig Ynde, Sikkerhed og Kultur. Miss Sharp fortalte en Mængde fornøjelige Smaatræk, som Pladsen desværre ikke tillader at komme ind paa; de viste allesammen, at et af Hovedtrækkene - Samlingsmærket - hos Suffragetterne er deres »urokkelige gode Humør«.
Selv Fængslets daarlige Behandling tager ikke Humøret fra dem; som Fanger har de erfaret, hvor inhumant de kvindelige Forbrydere ofte behandles, og de har allerede faaet indført flere Reformer. De har faaet ansat kvindelige Fangevogtere og en kvindelig Læge som Inspektør. Endvidere har alle de kvindelige Forbrydere - efter Suffragetternes Indstilling - faaet Stole med Rygstød i Stedet for den lille Briks, der ellers var deres Sæde. Men Sympathien for dem i London er ogsaa stigende; fra fornemme Damer, der ikke drister sig til at lade deres Navne komme frem, støttes de med store Pengesummer; unge Kunstnerinder, der ikke vil tage aktiv Del i Kampen, tegner Plakater og Opraab til dem, og Politiet viser sig tit og ofte som deres Riddere og Beundrere, Selv Mr. Asquith begynder at tro, at de mener det alvorligt - og Miss Sharp forsikrede, at hvis denne Regering ikke allerede indførte »Stemmeret for Kvinder«, saa var de sikre paa den næste; thi ingen Regering havde Mod eller Lyst til at fortsætte Kampen mod Kvinderne.
A.
