« Tilbage til søgeresultaterne
Svar til Kvinderne
Idet jeg takker de Damer, som har besvaret min lille Artikel i nærv. Blads i. Aarg. Nr. 10, skal jeg herved tillade mig at fremsætte et Gensvar, som af Pladshensyn kun kan blive meget kortfattet.
Jeg skal intet indvende mod de Tanker, Fru A. N. fremsætter. Et Arbejde, som det af hende omtalte, er godt, enten det øves af Mand eller Kvinde, og det kan - ganske rigtigt - øves ogsaa uden politisk Stemmeret.
Fru Asmund begynder, meget elskværdigt og beskedent, med at betegne mig som en Daare, der spørger om mere, end 10 Vise kan svare paa. Jeg gaar ind paa Rollefordelingen, men bemærker dog, at i Oldtiden var der kun syv Vise. Nu er Tallet altsaa vokset til ti (af hvilke naturligvis Fru A. er den ene); men desværre synes Visdommen ikke at have udviklet sig i samme Forhold, thi Historien melder intet om, at de gamle Vise slet intet kunde besvare af det, en Daare faldt paa at spørge om. Og i denne pinlige Stilling synes jeg virkelig at have bragt en af de moderne ti.
Fru Vilstrup-Stæhr gaar lige til Sagens Kærne, idet hun skriver: »Kvindebevægelsen er ikke en Bevægelse med en fælles Idé udover Kravet om Ligestilling . . . Svaret er nedslaaende, men det er et klart og uforbeholdent Svar paa Spørgsmaalet. Thi det var netop Kvindebevægelsens Idé jeg var ude at lyse efter, idet jeg mener, at en Bevægelse uden en fælles Idé er som et Legeme uden Sjæl. Men der er altsaa ingen.
Langt mere positiv er Frk. Hulda Pedersen, med hvem jeg forøvrigt kan være enig i mangt og meget.
Fru Clinny Dreyer hejser Retfærdighedens Fane som Bevægelsens Fællesmærke, men her maa hun uundgaaelig komme i Strid med Fru Vilstrup-Stæhr. Lidt blaseret skriver Fra Dreyer, at Kvindebevægelsen er ikke nogen Revolution, den er kun en Klassekamp ganske simpelt. Mærkelige Begrebsforvirringer! Eller er det Halløj med Begreberne? Ved en Revolution forstaar Fruen aabenbart kun de ydre Biting: Barrikader, Gadekampe o. l.; for mig er Ændringer af Samfundsformer, Tankesæt, Livssyn af større Betydning, og derfor anser jeg netop slige Bevægelser for vigtige Revolutioner - forudsat at de bæres af en virkelig fælles Idé. - Men naar Kvindekønnet uden videre reduceres til en »Klasse«, er det svært at bevare Alvoren.
Fru Margrethe Vest vil - i Samarbejde med Mænd - omdanne Samfundet til et Hjem i udvidet Forstand, synes det. Tanken er frygtelig, thi »Samfundet« er de frie Hjems dødeligste Fjende, som Staten er Individets, Menneskets Fjende. Som praktisk Politiker vil Fruen f. Eks. bekæmpe Drikkeriet ved en ordentlig Skat paa Brændevin. Turde jeg ikke her i al Beskedenhed pege paa en »ny Vej«, man kunde gaa? Man kunde prøve at bekæmpe Drikkeriet ved Hjælp af Sandheden; man kunde studere det virkelige Aarsagsforhold mellem Drikkeriet og den sociale Elendighed, skære gennem Partiagitationens Væv af Løgn og Hykleri og sige Sandheden modigt og skaanselsløst. Men Kvinderne synes at hade de nye Veje. De gamle er unægtelig ogsaa mageligere, og fører de ikke til andet, saa fører de dog ligesom »Danskens Vej« til Ros og Magt.
Til Frk. Sarah Orth vil jeg bemærke, at det vil blive ret vanskeligt at afgøre, hvor stor Andel Retfærdigheden faar i Kvindesagens Sejr. Sagens Forkæmpere forsmaar jo dog ikke de Agitationsmidler, som staar til Raadighed, hvad Frk. Orths eget Indlæg ogsaa bekræfter.
Jeg kan kun rose det Maal, Frk. Hjort-Lorenzen har sat sig. Maaske er vi ogsaa enige om Vejen dertil, som Frk. H.-L. ikke omtaler. Det er næppe rigtigt at sige, at for Mænd er Børnene en Biting. Mon ikke Frk. H.-L. snarere har ment, at for Lovgivere er menneskelige Hensyn Biting.
»Den troskyldige Tale om Retfærdighed« er et Udtryk, som Kvinderne synes at have taget ilde op. Jeg fastholder det dog endnu. Teoretisk lyder den gamle naive Lære saa kønt: at vi alle fødes til Verden med samme Ret; men i den haarde Virkelighed gælder den Lov, at ingen har en Smule mere Ret end han selv kan erhverve sig - og hævde. Desuden forekommer det mig, at saa længe Kvinderne ikke kan være med til at bære alle Samfundets Byrder lige med Mændene, kan de heller ej gøre retfærdigt Krav paa den samme Raadighed i Samfundet, som Mændene har.
Kvinderne har altsaa efter deres eget Udsagn ikke nogensomhelst fælles politisk Idé, og dog kæmper de ivrigt for at faa Lov til at være Politikere. Jeg vil ikke betegne dette som »parlamentarisk Svindel«, men jeg vil spørge, om ikke Kvinderne har forgabet sig noget i den Løgn, som staar over Indgangen til Københavns gamle Raadhus *). Den var maaske godt Dansk i 1241, da en ny Lov betegnede et mægtigt Skridt fremad mod Lys og Kultur. Med ærligt Arbejde og sund Oplysning skulde Land bygges i vor Tid, og det vil blive en af Kulturens næste store Opgaver at sætte en Stopper for det taabelige, golde, moderne Lovmageri, der kvæler alt menneskeligt Retsind og forsumper alle menneskelige Følelser.
Men kvinderne vil altsaa blot lave »gode« Love, og de mener ikke at have Forpligtelse til at tænke nye Tanker eller give os nye Værdier. Jo, de har, fordi de har sat en ny Bevægelse i Gang. De kan godt kalde det en »forbandet« Pligt, men Kravet kommer de ikke udenom, hvis Bevægelsen har nogen indre Sandhed i sig.
L. Chr. Poulsen.
*) Med Lov skal Land bygges.
