« Tilbage til søgeresultaterne
Svar til Herr L. Chr. Poulsen
Allerede Hr. L. Chr. Poulsens første Artikel (i »Kvindevalgrets« Oktobernummer 1908) gjorde et ubehageligt Indtryk ved sin overlegne Tone. Ganske vist er det jo ret almindeligt, at Mænd taler spottende om Kvindernes Bestræbelser for at opnaa fuld Borgerret i Samfundet; men man kunde dog med Grund vente sig fritaget for at høre den Tone anvendte af Mænd, der som Hr. P. foregiver at nære Interesse for disse Bestræbelser.
Imidlertid var Hr. P.s Spørgsmaal til Kvinderne jo meget berettiget, og han fik da ogsaa mange Svar derpaa, hvilket alle i det hele og store maa siges at være holdt i en rolig og saglig Tone. I Hr. P.s sidste Artikkel er imidlertid ikke alene den uklædelige Overlegenhed bibeholdt, men hele Artiklen bærer et saa overfladisk Præg, at jeg kun med en vis Ulyst former dette Indlæg i Forhandlingen som et Svar til Hr. P., jeg er nemlig bange for, at her ikke er Mulighed for den Forstaaelse, hvortil udkræves alvorlig Interesse og sundt Omdømme. Men lad det dog blive forsøgt!
Først nogle spredte Bemærkninger! Jeg forstaar ikke, hvorledes Hr. P. kan paastaa, at Fru Clinny Dreyer ved at »hejse Retfærdighedens Fane som Bevægelsens Fællesmærke« uundgaaelig kommer i Strid med Fru Vilstrup-Stæhr, da jo sidstnævnte netop hævder, at den eneste Fællesidé for Kvinderne er deres retfærdige Krav paa fuld Ligestilling og Ligeberettigelse med Mændene. Og naar Hr. P. i al Beskedenhed vil vise Kvinderne en »ny Vej« til Drikkeriets Bekæmpelse, nemlig »ved Hjælp af Sandheden« o. s. v., skal jeg kun minde om, at den er Kvinderne velkendt med; baade her og i andre Lande har kvindelige Afholdsagitatorer længe virket for denne Sag, ved at paavise »Aarsagsforholdet mellem Drikkeriet og den sociale Elendighed«.
Hr. P. kommer ogsaa med den gamle, forslidte Indvending, at »saalænge Kvinderne ikke kan være med til at bære alle Samfundets Byrder lige med Mændene, kan de jo heller ikke gøre retfærdigt Krav paa den samme Raadighed i Samfundet som Mændene har«. Maa jeg i den Anledning spørge Hr. P.: Hvilken af Mændenes Byrder i Samfundet kan sidestilles med Kvindernes byrdefulde og livsfarlige Hverv, at sætte Børn i Verden? Den gifte Mand, der har set sin Hustru Maaneder igennem taalmodigt bære de sjælelige Ængstelser og legemlige Smerter, der følger med Svangerskabet, for saa, naar hendes Time kommer, at lide næsten uudholdelige Pinsler under Fødselsakten, og derefter Dag og Nat være bundet til Barnet i Diegivningstiden og senere hen vaage over Barnet, naar det er sygt, arbejde for det, lege med det, opdrage det, tit under Trykket af nyt Svangerskab, den Mand kan ikke, hvis han vil tænke sig om, give Hr. P. Ret; han regner den Smule Værnepligt for lidet i Sammenligning dermed, og hvad andre Samfundsbyrder end Værnepligten har Mændene, som Kvinderne ikke ogsaa maa bære?
Ud fra en saadan Betragtning forstaar man først fuldtud den mod Himlen skrigende Uret, en stakkels forladt Kvinde med hendes uægte Barn lider. Jeg har hørt en Kvinde udtale: »Det bedste Bevis paa, at Mændenes Love trænger til at rettes af Kvinder, er, at der ingen Straffebestemmelser findes mod den Mand, der er Fader til et uægte Barn, som dets Moder i Fortvivlelse over sin forladte Stilling dræber; hun bliver strængt straffet; men han gaar fri; og dog var Barnet vist aldrig blevet dræbt, hvis han ikke havde svigtet hende. Hvad siger Hr. P. om den »nye Vej?« Har vedkommende Kvinde ikke her sat Fingeren paa et Sted, hvor Mændene trænger til kvindelig Vejledning, for at Retfærdigheden des bedre kan ske Fyldest?
Og nu Hr. P.s Paastand, at »i den haarde Virkelighed gælder den Lov, at ingen har en Smule mere Ret, end han selv kan erhverve sig og hævde!«
Var det da de danske Bønder selv, der erhvervede sig personlig og økonomisk Frihed i Slutningen af det 18de Aarhundrede? Var det Negrene selv, der i 1862 skaffede sig Frihed og Borgerret i de forenede Stater? Var det de danske Kvinder selv, der ifjor tiltvang sig kommunal Valgret og Valgbarhed? Nej, alle disse og mange flere Reformer er blevet gennemført, fordi det var Retfærdskrav, ikke fordi den Klasse, hvem de kom til Gode, havde Magt til at fremtvinge dem.
»Den troskyldige Tale om Retfærdigheden« er i Stand til at udrette mere, end Hr. P. tror.
»Kvinderne har altsaa efter deres eget Udsagn ikke nogen som helst fælles politisk Ide.« Nægter Hr. P. da f. Eks. Demokratiets gamle Krav om Folketingsparlamentarisme Navn af politisk Ide? Kvindernes Krav paa politisk Borgerret er lige saa fuldt en politisk Ide. Og det er overmaade sundt tænkt, naar Kvinderne siger: Lad os alle hjælpes ad at faa dette Krav gennemført; derefter kan vi dele os efter Anskuelser eller Klasser, hvad det nu bliver. Samme Tankegang lod Venstre og Socialdemokratiet trods vidt forskellige politiske Ideer i andre Henseender kæmpe sammen lige til Systemskiftet for Gennemførelsen af Folketingsparlamentarismen.
Jeg kommer nu til Hovedsagen, nemlig Hr. P.s Spørgsmaal, om Kvindebevægelsens Sejr vil give os nye moralske Værdier. Ja, det mener og haaber jeg, og det er - det indrømmer jeg - Hovedaarsagen til, at jeg og vist mange Mænd med mig tager ivrig Del i denne Bevægelse. Kvindernes Ligestilling med Mændene vil sikkert efterhaanden skabe en ny Kvindetype, der igen vil virke heldigt tilbage paa Mandstypen. Naturligvis vil dette ske langsomt og maaske umærkeligt; men naar det først er en fuldbyrdet Kendsgerning, vil den skete Ændring i »Samfundsformer, Tankesæt og Livssyn« meget vel kunne taale Sammenligning med den store Revolutions Resultater, dem Hr. P. jo vil have anvendt som Maalestok.
Forøvrigt er denne Omdannelse af Kvindetypen i fuld Gang. Allerede 1869 indvarsledes den af
G. Brandes ved hans Oversættelse af »Stuart Mills Skrift«, »Kvindernes Underkuelse«, og dens program formuleredes 1879 klart og skarpt af Ibsen i »Et Dukkehjem« i de Berømte Replikker:
Helmer: Du er først og fremmest Hustru og Moder.
Nora: --- Jeg er først og fremmest et Menneske, jeg, lige saa vel som du.
Tidligere blev Kvinden trods al officiel Festforgudelse ikke regnet for Mandens jævnbyrdige; noget af Slavindetypen klæbede ved hende; egentlig var hun kun til for Mandens Skyld, og derfor var den ugifte Kvinde nærmest et unyttigt eller dog unyttet, tiloversblevet Væsen, som ikke nogen egentlig Opgave i samfundet. Derfor tragtede Kvinderne naturligvis mest af alt efter at blive gift, og derfor dannede de sig, bevidst eller ubevidst, efter Mændenes Smag. Manden ønskede Kvinden svag, ængstelig og uvidende over for Omverdenen, Samfundet, fordi det smigrede ham at være den stærke, modige og erfarne; altsaa blev Kvinden (eller lod, som hun var) svag, ængstelig og uvidende over for Samfundet, mens hun inden Hjemmets Døre var taalmodig, from og tillidsfuld over for sin Husbond, eller sart, skælmsk og sødt naiv over for sin Elsker, eller - ja, hvem kan vel skildre alle de Varianter, Kvindetypen skabt efter Mandens Smag kunde og endnu kan fremvise, lige fra »Alma Stjerne« til »Nana«?
At dette Forhold har skadet vore Kvinder, kan vist ikke bestrides; de har ikke kunnet udvikle sig frit, og fuldt til det, de var bestemt til at blive.
Men det har sandelig ogsaa skadet Mændene. De har maattet savne den Spore, Kappestriden med dygtige Kvinder kunde have været, den kritik, selvstændige Kvinder kunde have øvet, den Hjælp, stærke Kvinder kunde have ydet; og alt for let har de skejet ud, fordi de altid kunde være sikre paa Tilgivelse hos Kvinderne (jfr. Mogen’s Ord i J. P. Jacobsens Fortælling: »I er nogle Hunde, I Fruentimmer! I har ikke Ære skabt i Livet; om man saa sparker jer bort, kommer I krybende tilbage igen«). Og især har Ægteskabet lidt derunder, det, som altid maa mislykkes mer eller mindre, hvor Hustruen skal være sin Mand underdanig. Kun hvor Mand og Hustru mødes i Kærlighed som fuldstændig jævnbyrdige, om end af Natur forskellige Individer, kun da bliver Ægteskabet, hvad det kan og bør være.
At gøre Kvinden fri og selvstændig - og dertil hører, som det ikke mindst vigtige, at skaffe hende politisk Ligestilling med Mændene - det er da efter min Mening i høj Grad at give Samfundet »nye moralske Værdier«, at anvise »nye Veje til Menneskers lykke.
Tormod Jørgensen.
Højskoleforstander.
Charlottenlund 4-2-09.
Gensvar til Hr. Poulsen.
Hr. P. har nok ladet sin Logik blive hjemme, da han svarede mig.
Jeg skrev ganske rigtig: Kvindebevægelsen er ikke en Bevægelse med en fælles Ide udover Kravet om Ligestilling. . . Deraf vilde en almindelig Dødelig slutte, at Kravet om Ligestilling var Kvindesagens fælles Ide, hvad den ogsaa er. Det er forunderligt, at en Mand med Forstand kan tænke den Tanke, at alle Kvinder skulde kunne samles om én fælles politisk Ide. Jeg forstaar godt, at det, der dikterer dette Syn paa Sagen, er Trangen til at se det ideale fuldkommengjort her i Livet. Men Tanken er ligesaa umulig at realisere, som det er at tage Stjærnerne ned fra Himlen.
Julie Vilstrup Stæhr.
