« Tilbage til søgeresultaterne
Rigsdagvalgene
I disse Dage rettes hele Landets Opmærksomhed mod Rigsdagsvalgene sidst i Maj, og Kvinderne, der for kort Tid siden - under Forberedelserne til og under selve de kommunale Valg - kunde fristes til at føle sig som Mændenes Ligestillede i Samfundet, trænges atter tilbage til Kakkelovnskrogen, nu har man ikke længere Plads for dem i det offentlige Liv, ikke længere Brug for at høre deres Mening. Der er sikkert mange Kvinder, der denne Gang føler det dobbelt haardt at være udelukkede fra Deltagelsen i Rigsdagsvalgene. De har lige følt Tilfredsstillelsen ved at »regnes med« i det offentlige Liv og er nu atter kun Tilskuere ved Mændenes Spillen »Plat og Krone« om vort Fædrelands Skæbne.
Hvorfor, spørger vi, kunde man ikke give os vor fulde Borgerret med det samme, hvorfor skal vi atter lukkes ude i Uvirksomhedens Mørke?
Man siger, vi skal vente til Forsvarssagen er bragt til Ende.
Men hvad er da Forsvarssagen - eller hvad bør den være - andet, end et Folks alvorlige Bestræbelser for at bevare sit Lands Selvstændighed. Det, vi alle - baade Venner og Modstandere af Fæstningen - arbejder paa i den Sag, er jo det, ikke at komme ind under en større Stats Beskyttelse, og mon ikke Kvinderne, der gennem Aarhundreder har erfaret, hvad den stærkeres Beskyttelse af den svage koster denne - nemlig Retten til selvstændig Udvikling - mon ikke de i endnu højere Grad end Mændene er gennemtrængte af Angsten for, at denne Skæbne skal blive vort Fædreland til Del. Og det er oprørende, at man netop i den Sag ikke spørger om deres Mening.
Hvad er det da, Kvinderne forlanger, er det noget revolutionært, vil de vende op og ned paa Samfundsforholdene, eller vil de berøve Mændene deres Rettigheder? - Nej, aldeles ikke; det, de forlanger, er kun lige Ret med disse til fri Udvikling af deres Evner og Personlighed. De Love, der gennem Aarhundreder har betinget Samfundsudviklingen, er givet af Mænd - og kun af Mænd - og da Mænd og Kvinder af Naturen er saa forskellige, er det naturligt, at Lovene har skabt Samfundsforhold, der særlig har egnet sig for Udviklingen af Mændenes Individualitet, men ikke for Kvindernes. Mændene skal ikke give os deres Ret, den beholder de ubeskaaren, de skal kun give os den samme Ret til selvstændig Udvikling - direkte Indflydelse paa Lovene. - I Retfærdighedens, Samfundets og vort eget Navn bør Kvinderne kræve at faa Del i alle de Udviklingsmuligheder, som Samfundet byder paa, og i et parlamentarisk styret Land er den politiske Stemmeret den vigtigste. Derfor bør den Grundlovsændring, som skal sikre dem denne Ret, ikke skydes ud i det uvisse, men foretages hurtigst muligt.
Sjørup, d. 16/4 09.
Johanne Rambusch.