« Tilbage til søgeresultaterne
Kæmpende Kvinder
Den internationale Kvindestemmeretsalliance afholder sit fjerde Møde i London i Dagene fra
d. 26.- 30. April, og de af vore Medlemmer, der deltager i Kongressen, vil samtidig faa Lejlighed til at stifte nærmere Bekendskab med de berømte Suffragetter, idet de har faaet Indbydelse til at overvære et Massemøde i Albert Hall (Londons største Lokale) d. 29. April. Suffragetternes utrættelige Fører, Mrs. Pankhurst, og hendes Datter, Christabel, vil holde Hovedtalerne, og Mødet ledes af deres energiske og sympatetiske Redaktør, Mrs. Pethick Lawrence, der lige har tilbragt næsten to Maaneder i Hollowayfængslet, fordi hun optraadte som Fører for den Deputation, der
d. 24. Februar søgte Foretræde hos Mr. Asquith. Alle de Kvinder, der hidtil saa villigt har ofret Tid og Kræfter paa at deltage i Deputationerne til Minister Asquith og Parlamentet, og som har maattet bøde for dette med Ugers og Maaneders Ophold i en uhyggelig Fængselscelle, vil den Dag give Møde i Fangedragterne, og dette ejendommelige Skue vil sikkert blive en af de mest uudslettelige Erindringer, Kongressens Deltagere vil bringe med sig hjem til deres Landsmandsinder, som et gribende Vidnesbyrd om de engelske Kvinders begejstrede Opofrelse for vor fælles Sag.
Selv de, der ikke sympatiserer med Suffragetternes Fremgangsmaade, nødes til at indrømme, at de ved deres Agitation har forstaaet at vække Interessen for deres Arbejde og Aviserne, der tidligere forbigik Kvindernes Bestræbelser i Tavshed, kappes nu om at holde deres Læsere á jour med Stemmeretskvindernes Møder og Demonstrationer.
Skønt Ministrene forbyder alle Kvinderne Adgang til deres »offentlige« Møder og med klædelig Beskedenhed gør deres Entré gennem Kældergange og Bagdøre, for at undgaa de udenfor samlede Kvinder, saa undgaar de dog aldrig deres Skæbne; en dansk Læser mindes uvilkaarlig den stakkels Løjtnant von Buddinge, der flygter for »vox clintica«. Ved et Møde lykkedes det to Suffragetter at klatre op uden paa Bygningen; de viste sig pludselig i et stort Vindu, og gennem store Raabere udslyngede de deres »Votes for women« med betydelig Virkning, da det tog Tid at komme ud af de barrikaderede Døre for at fjerne dem. Ekspresbreve og Telegrammer følger Ministrene overalt, ikke engang ved festlige Lejligheder lader »Suffragetterne« dem have Fred.
Ved en Banket rejste Mr. Birrel sig for at takke for en Tale for Parlamentet, men en Suffragette belærte ham straks om, at en Skaal for Kvindernes Stemmeret vilde være mere populær. Adskillige af Gæsterne kastede sig over hende og hendes Ledsagerske, der ogsaa forsøgte en Protest; begge Damerne blev kneblede med Servietter og ført bort. Ved en anden Festlighed, hvor Mr. Birrel ogsaa var til Stede, men hvor de 300 Gæster udviste større Selvbeherskelse, fremførte en Suffragette med høj og tydelig Stemme Kravet om Valgret for Englands, Skotlands og Irlands Kvinder og fandt sig derefter roligt i at blive ført bort. Disse Scener gentager sig ved alle Lejligheder, men hvor ubehageligt dette end kan være for en »liberal« Ministers Samvittighed, saa er det dog endnu værre, at Mændene har begyndt at tage Kvindernes Kamp op.
Mr. Asquith holdt for nylig et Møde i Queens Hall, hvor Kontrollen var saa skarp, at 5000 Mænd maatte gaa ind gennem een Dør, men flere af Mændene overtog her de udelukkede Kvinders Hverv og afbrød Ministeren med Krav om Stemmeret for Kvinder.
Hvis dette bliver en fast Regel - hvad der er al Udsigt til - vil det blive vanskeligt eller umuligt for Ministrene at forhindre det, da Vælgerne jo ikke saa godt kan udelukkes fra Møderne.
Denne nye Taktik viser, hvor vanskeligt det er for Kvinderne at gøre deres Krav gældende, netop fordi deres Stilling ikke kræver politiske Hensyn, medens Vælgerne sidder inde med en vis Magt. Men fortsættes den, vil den uden Tvivl ogsaa hos Magthaverne fremkalde en klarere Forstaaelse af, at Kvindernes Kampmaade, til Trods for det opsigtsvækkende og for nogle stødende i den, alligevel er i dybeste Forstand kvindelig, fordi de selv bærer Lidelserne og har Sjælsstyrke og Udholdenhed nok til Gang paa Gang at indlade sig i en Kamp, hvor de paa Forhaand véd, at de maa trække det korteste Straa.
At denne Opfattelse mere og mere trænger igennem, viser de næsten daglige Interpellationer i Parlamentet, hvor Medlemmerne anker over den strenge Behandling, de fængslede Kvinder udsættes for, i Udtryk som »en Vanære for Regeringen«, og »denne krysteragtige Forfølgelse«.
Der har nu været henimod 400 Fængslinger, men at det ikke alene er disse Kvinder, der er rede til at bringe Ofre for Sagen, det viser f. Eks. Regnskabet over Indtægterne ved deres »Forsagelsesuge« i Marts. Der indkom ialt Lstr. 8000, altsaa 144,000 Kr., i Løbet af een Uge, dels ved større Gaver, dels ved Indsamlinger i Huse, paa Gader, i Sporvogne og ved Salg af Blomster og Kager paa Gaden. I nogle Byer foranstaltedes Optog, hvor Kvinderne bar kinesiske Lygter paa Stænger og syngende marscherede rundt i Gaderne for at samle Penge ind. Andre gik rundt med Lirekasser. Nogle solgte deres Smykker, en Husmoder ventede en Maaned med at fæste en ny Tjenestepige og indbetalte Pigelønnen som sin Andel, andre anmodede Venner og Bekendte om at faa deres Fødselsdagsgaver i Form af Bidrag til Agitationskassen.
De engelske Stemmeretskvinder har valgt grønt, hvidt og violet til deres Emblem, og disse tre Farver sammenstiller de i deres Dragter, Broscher, Hattenaale, Bælter, Skærf; Herrerne bærer dem som Slips, og ved den store Basar, som skal afholdes i Maj i London, vil disse tre Farver i 14 Dage oversvømme Kæmpebyen. De har endvidere dannet et Korps af ridende Damer, der paa hvide Heste rider i Spidsen for Processionerne, naar de henter de fængslede Suffragetter fra Holloway, og de har samlet Penge ind til en Bil, der skal modtage Mrs. Pethick Lawrence ved Fængslets Port, da denne Gave til Agitationen længe har været hendes højste Ønske.
Der afholdes daglig mange Møder, over hundrede i een Uge Landet over, og de reklamerer for dem ved store Vogntog eller ved frivillig Uddeling af Meddelelser til Restauranter, Klubber, Hospitaler og Skoler. I adskillige Forretninger faar Kunderne Reklamesedlen i deres Pakker. Hver By har sine nye Idéer, hvorved de overalt udbreder Kundskab om Nødvendigheden af Kvindens politiske Ligestilling med Manden. I Sommerferien vil Tusinder af Suffragetter sprede Flyveskrifter ud over alle Badesteder og vække de døsige Badegæster til Virksomhed ved at interessere dem for Dagens brændende Spørgsmaal. I bestandig videre Kredse breder Bevægelsen sig; det ses ikke mindst af Bladsalget. I Løbet af 1 ½ Aar er Bladet udvidet fra 12 til 24 Sider, det udkommer nu hver Uge og sælges i ca. 20,000 Ekspl. I en Uge solgte Stemmeretskvinderne i London 1200 Blade paa Gaden, ved Teatrene og lignende Steder; andre skaffer Avertissementer fra deres Handlende, støtter Bladet ved at købe hos dem, der averterer i det, eller køber selv flere Eksemplarer til Uddeling blandt Venner og Bekendte, der endnu ikke har faaet Interesse for Sagen.
Danske Kvinder kan lære meget af de engelske Suffragetter, selv om de ikke ønsker at optage deres agressive Metode, og fremfor alt burde de forstaa, at jo mere de selv føler sig frastødt af denne Fremgangsmaade, der dog bevisligt har bragt Resultater, jo dybere Beundring burde de nære overfor de engelske Kvinder, der til Trods for deres stærkt konservative Opdragelse har overvundet deres Betænkeligheder ved at sprænge de Skranker, der i England mere end andre Steder stiller sig hindrende i Vejen for Kvindens Frigørelse og Ligestilling med Manden.
Sarah Orth.