« Tilbage til søgeresultaterne
Kvinderne og Politik
Naar man spørger om: »Skal Kvinderne deltage i Politik«, bør hertil svares et ubetinget Ja; og man maa haabe, at Kvinderne gennem den Valgret, de har erhvervet til Kommunerne vil vise, at de ogsaa er fuldt ud modne til den politiske Valgret og til at optræde som Vælgernes og særlig Kvindernes Repræsentanter i Rigsdagen, Nu er der jo Mænd som siger: »Kvindernes Plads er i Hjemmene, der kan hun ikke undværes. Det er jo allerede meget, at Mænd overhovedet vil indrømme, at der er et Sted, hvor Kvinden ikke kan undværes, men de burde forstaa, at skal Kvinden kunne indtage den Plads i Hjemmet, som naturlig tilkommer hende, saa maa hun netop deltage i det offentlige og dermed i det politiske Liv, thi kun derigennem kan hun skabe Betingelser for virkelig at kunne grundlægge og opretholde et sandt Hjem.
Som Forholdet nu er, bliver der ved Oprettelse af et Skøde kun forlangt Mandens Underskrift, selv om Ejendommen eller Formuen er Kvindens, og har hun vist ham den Tillid at betro ham Skødet inden Giftermaalet, løber hun Fare for at gaa Glip af det hele, hvis han er samvittighedsløs nok til at svigte hende.
Det bør være saaledes, at et Skøde ikke er gyldigt uden baade Mandens og Kvindens Underskrift; Ligeledes bør ingen Obligationer eller Værdipapirer, der tilhører det fælles Bo have Gyldighed uden begges Underskrift.
Det er tillige en almindelig Opfattelse paa Landet, at en ugift Kvinde ikke - uden megen Modstand - kan købe sig en Ejendom og paa denne holde sig en Bestyrer, hvorimod det for en ugift Mand er ganske naturligt at grunde et selvstændigt Hjem og i dette ansætte en Husholderske; med andre Ord, det er langt vanskeligere for en Kvinde at skabe sig et selvstændigt Hjem, end det er for en Mand.
»Kvindens Plads er i Hjemmet« men i Hjemmet er hun jo meget ofte, - maaske oftest-Mandens underordnede og ikke hans ligestillede Medhjælp.
Naar Kvinden faar politisk Valgret og dermed Indsigt i det offentlige Livs Forhold, da vil hun blive i Stand til som ugift at skabe Betingelser for at danne og opretholde et selvstændigt Hjem og som gift skabe Betingelser for at føle sig hjemme i sit eget Hjem.
Sine Emanuelsen.
Medlem af Kundby-Gislinge Kvindevalgretsforening.