« Tilbage til søgeresultaterne
Norske Kvinder som Samfundsborgere
Den 2den Novbr. holdt Frk. Frederikke Mørck fra Kristiania et Foredrag om ovenstaaende Emne i Københavns Kvindevalgretsforening; vi tror, det vil interessere vore Læsere Landet over at læse et Uddrag af det interessante Foredrag.
I Norge har Kvinderne haft kommunal Valgret siden 1902; Antallet af kvindelige Kommunalbestyrelsesmedlemmer er vokset fra 98 i 1902 til 140 i 1908-10. 140 Kvinder imellem 12,330 Mænd er kun et meget ringe Antal; men ikke desto mindre har disse faa Kvinder haft Held til at indføre betydelige Fremskridt i de kommunale Raad.
Deres Bestræbelser er i første Række gaaet ud paa at hjælpe Børnene og de fattige.
I Kristiania har Frk. Elise Heyrdahl indbragt følgende Forslag, der er bleven vedtaget:
Det forbydes Pantelaanere at modtage Panter fra Børn under 15 Aar. Tidligere var det almindelig Praksis i Kristiania, at enhver, selv Børn i 6-7 Aars Alderen kunde afhænde Ting paa Pantelaanerkontoret blot ved at opgive deres eget Navn. Det skete ofte, at smaa Børn anvendtes af Tyvebander til at afhænde de stjaalne Sager.
I samme Aand har hun arbejdet for et Forbud imod, at Kludesamlere handlede med Børn under 15 Aar; fra sin Skolegerning havde hun Erfaring for, at det var ret almindeligt, at Børn, særlig Drenge, stjal Ting, som de kunde sælge til Kludesamlerne, for derved at skaffe sig Penge til Tobak og Drikkevarer.
I Tilslutning hertil fik hun vedtaget et Forbud imod at sælge Tobak og Cigaretter til Børn under 15 Aar.
I Trondhjem skyldes det et af de kvindelige Kommunalbestyrelsesmedlemmer, Frk. Thora Storm, at Kvinder, ansat i Kommunens Tjeneste, ved deres Afsked modtager en Livrente.
I Drammen har Kvinderne været særlig dygtige og virksomme. Foruden at have gennemført lignende Forbud, som ovenfor omtalt, har de endvidere opnaaet et Forbud imod, at ganske unge Piger har Adgang til de Skibe, der ligger i Havnen. Det hændte ofte, at de, under et eller andet Paaskud, f. Eks. at bringe Vasketøj, gik om Bord i Skibene og blev benyttet af Søfolkene paa en skammelig Maade. Der er bleven bevilget en Sum Penge til en Inspektør, som i denne Anledning skal holde Vagt ved Kajerne.
I et Møde gjorde en Kvinde opmærksom paa, at man i Drammen benyttede den samme Vogn til at bringe Patienter til Hospitalet i, hvad enten Patienten led af en smitsom Sygdom eller f. Eks. ventede sin Nedkomst. Paa Kvindernes Initiativ blev der bevilliget en Sum til Anskaffelse af en særlig Ambulance for smitsomme Sygdomme.
Endvidere har de udvirket, at en Bæk, som førte ildelugtende Vand, og som løb igennem et tætbebygget Arbejderkvarter, blev udtørret, og at der i Stedet for kom et nyt Kloakananlæg og Vandrør blev indlagt i Arbejderbefolkningens Huse.
Kvinderne har Sæde i de allerfleste Udvalg og Kommissioner, og det anerkendes fra alle Sider, at deres Arbejde har været tilfredsstillende. Overpræsidenten i Kristiania Kommunalbestyrelse, som i Parenthes bemærket er en meget konservativ Mand, udtalte i 1904 ved en Fest, hvor de kvindelige Byraadsmedlemmer var tilstede, og som blev givet i Anledning af nogle engelske Kollegers Besøg, følgende:
»Den norske Regering har givet Kvinderne Sæde i Byens Raad. Denne Reform har varet i 2½ Aar, og jeg kan forsikre Dem om, ikke alene som min personlige Mening, men som et Udtryk for alle mine Kollegers Opfattelse, at vi kun kan rose den Interesse og den Dygtighed, hvormed de deltager i vore Debatter og i vort Arbejde. Jeg tager mig den Frihed at bede vore Gæster lægge Mærke til dette, saa at Resultatet af Deres Besøg i Norge maa blive, at ogsaa Englands Kvinder vil faa Sæde i Landets kommunale Raad.«