« Tilbage til søgeresultaterne

Udlandet

« Se emneord

Norge.

Stortingsvalget, ved hvilke Kvinderne første Gang var Vælgere, er nu forbi. Kvindernes Deltagelse har været livlig; i Kristiania menes, at Kvinderne har stemt mindst lige saa talrigt som Mændene. - Desværre har ingen af de opstillede kvinde­lige Kandidater opnaaet Valg. Frk. Gina Krog, der var opstillet i en af Kristianias Valgkredse, fik 865 Stem­mer mod 9033 for den konservative Kandidat. I en anden Kreds opnaaede Socialdemokraten Fru Tynæs 2521 Stemmer, men hendes Modkandidat sejrede med 5141 St. I Aker Kreds (Kristiania) valgtes General Bratlie som Repræsentant for Højre og frisindede Venstre, og Frk. Anna Rogstad som hans Suppleant. Der er Sandsynlighed for, at General Bratlie vil faa Sæde i den nye Regering; hvis dette sker, vil Frk. Rogstad indtage hans Plads som Medlem af Stortinget.

 

Frankrig.

Tanken om Kvindevalgret har vun­det en lille Sejr i Frankrig: en af de Deputerede, Socialisten Sembat, har forleden under Debatten om Valglovreformen talt for denne Idé med megen Overbevisning og Varme. Ugebladet »La Francaise« skriver herom en be­gejstret Artikel. Efter at have udtalt sig om de foreslaaede Reformer angaaende Valglovene, bemærkede Sembat: »Jeg skal nu berøre et Punkt, som ikke før er blevet omtalt i For­bindelse med denne Sag; Retfærdig­heden er ikke sket Fyldest, før ogsaa Kvinderne har faaet Del i Valgretten. Jeg vilde have fundet det meget for­kasteligt, om dette Spørgsmaal, som er aktuelt i alle Lande, ikke var blevet bragt frem her i det franske Parla­ment.

Jeg skal ikke minde om de vold­somme Scener, som Suffragetternes Kamp i England har givet Anledning til. Ej heller om de Stortingsvalg i Norge, hvor Kvinderne i Aar for første Gang har valgt, eller om hvor mange Kvinder, der allerede har Sæde i den finske Rigsdag. Men der er ingen Me­ning i at tale om Kvindens Under­legenhed. Mange af de Mænd, som nægter hende Evnen til at deltage i Politik, giver i deres Privatliv det soleklareste Dementi af denne Anskuelse. Og jeg har lagt Mærke til, at der i Arbejderstanden er megen Sympathi for Kvindevalgretsidéen. Det kommer ganske simpelt af, at Arbejderne, Bøn­derne og de smaa Handlende i Frankrig gennem daglig Erfaring har set, hvor stor Værdi Hustruens Arbejde i Hjem­met har.

Jeg vil hilse Kvindens Indtræden paa dette Sted som et Varsel om ret­færdige, praktiske og alvorlige Tilstande, thi det er nemlig Sagen: Kvin­den, der jo som Regel kaldes letsindig, har i Virkeligheden Evnen til i højere Grad end Mændene at føre en alvorlig Diskussion.«

Sembats Tale lønnedes med kraftigt Bifald, og de franske Kvinder har med Begejstring skrevet hans Navn blandt de retsindige Mænds, der kæmper for deres Sag.

« til toppen

Teksttype

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder