« Tilbage til søgeresultaterne
For og imod
Ved et Møde i Ebeltoft Kvindevalgretsforening d. 5. Decbr. blev følgende Sang af Hr. Stationsforstander C. Lundberg afsunget:
Mel.: Erindrer De, det var i Kongens Have ?
I Stilhed, mellem Hjemmets fire Vægge,
Udøved Kvinden sin beskedne Dont,
Ved Køkkenhylde og Tallerkenrække
Var Grænsen sat for hendes Horisont.
Paa Samfundsspørgsmaal ej hun turde agte,
Sligt var for hende som et ukendt X,
Og Verden maatte helst hun kun betragte
Fra Vind’vet i sit Gadespejls Refleks.
I Mændene man saa al Skabnings Herre,
Mens man med Ordet Kvinde tidt forbandt
Begrebet om et Væsen, som - desværre –
Bar særlig Hang til Pjat og Pynt og Tant.
Ak! ser man nøje til, vil man erfare,
Hun viser mandigt Taalmod tidt i Løn.
Mens Klafferes og Sladresøstres Skare
Er ofte talrigst blandt det stærke Køn.
Ikkun hos Mændene man fandt forenet
Den sande Visdom med Veltalenhed,
Man korsede sig over Fænomenet,
Naar »Rokkeho’det« vilde snakke med.
Og pristes end »den ædle, hulde Kvinde«
Af hver Poet i Tale og i Sang,
Man saa i hende dog som Borgerinde
Et Samfundsmedlem kun af anden Rang.
Men langt om længe fik dog Manden
nemmet,
Hvad Fædrene saa stadigt har bestridt,
At Kvinden - af vort Samfund, som af
Hjemmet,
Udgør en Halvdel, ja, den bedre tidt,
At det var dumt fra Folkets Raad at stænge
Det halve Samfunds varme Virketrang,
Og at selv Mandens Visdom nok kan
trænge
Paa visse Felter til et Supplement.
Naar Politik vil blænde Mandens Øjne
Og sænke hans Begreber om Moral
Træd, Kvinde, frem vort Samfundsliv at
højne
I Sognets Raad, som og i Thingets Sal.
Lær de blaserte Mænd at føle Harme
Mod det, Du finder lurvet lavt og slet -
Og fyld de Lunkne med Begejstrings
Varme
For alt, hvad der er ædelt, godt og ret.