« Tilbage til søgeresultaterne
En Henstilling til Foreningsformændene
Som man vil erindre, bestemtes det ved Landsmødet i København, Efteraaret 1908, hvor et af Hovedpunkterne i Forhandlingerne netop var Bladet »Kvindevalgret«, at det skulde
overlades til de enkelte Foreninger at afgøre om Bladet skulde være Medlemsblad, eller Medlemmerne frit skulde kunne abonnere paa det. At dette blev stillet til frit Valg, var efter min Mening en stor Fejl.
Det blev da ogsaa i Sommer paa Landsmødet i Vejle omtalt, i hvor ringe Grad »Kvindevalgret« blev læst og var kendt dér, hvor Abonnementet paa det ikke var en tvungen Sag.
Da den Tid nærmer sig, hvor de fleste Foreninger vistnok afholder deres Generalforsamling, vil jeg henstille til Formændene i de Kredse, hvor Bladet ikke uddeles som Medlemsblad, at de faar dette indført.
Jeg anser det for at være af stor Betydning, at »Kvindevalgret« kommer hvert Medlem i Hænde. Skulde det staa saa galt til med dem, at de staar i Fare for at glemme, at de er Medlemmer af Landsforbundet, saa vil de dog ved Bladets Ankomst stadig blive mindet derom.
Og for dem, der har Forstaaelse af Sagen, vil Bladet stadig være en Kilde til Oplysninger af mere Viden om Kvindesagen baade i Indland og Udland.
Det vilde være et stort Fremskridt om alle Landsforbundets Medlemmer i det nye Aar vilde kunne faa Lejlighed til at læse »Kvindevalgret«.
Lad det derfor overalt blive Medlemsblad, selv om man derved skal indskrænke Mødernes Antal i Aarets Løb.
Præstø, i Decbr. 1909.
Marie Hjelmer.