« Tilbage til søgeresultaterne
Bør Kvinder have samme Løn som Mænd?
Det var udmærket, at Hr. Jørgensen fik rejst dette Spørgsmaal, der oftest af Kvindesagens Tilhængere besvares med et ubetinget: »Ja«, men som dog maaske trænger til at drøftes nøjere. Efter i lang Tid nøje at have tænkt over Spørgsmaalet, er jeg kommen til det Resultat, at det bedste vilde være ikke at trække Linjen mellem Mænd og Kvinder, men mellem Forsørgere og Ikkeforsørgere. - Hvis en Kvinde er Forsørger, hvad der dog maatte kunne konstateres nogenlunde let, burde hun have samme Løn som en mandlig Forsørger. At det skulde være retfærdigt at lønne en ugift Kvinde ligesaa højt som en gift Mand med Familie, kan intet fornuftigt Menneske mene. Deres Kaar vilde jo blive ganske forskellige. Mens hun vil kunne tilbringe sine Ferier paa Udenlandsrejser, maa han hjælpe sine Børn at luge i en Kolonihave paa Nørrebro. En Indsender, Fru Solvej, har i »Kvindevalgret«s Febr. Nr. kaldt Fordringen - samme Løn for samme Arbejde - »retfærdig og logisk«. - For en øjeblikkelig Betragtning ser det ogsaa saadan ud, men naar hun anfører Fagforeningernes Krav og Gennemførelse af ensartet Timeløn for alle Arbejdere som et Eksempel paa denne Retfærdighed og Logik, saa forekommer det mig rigtignok, at - Fruen har været saa uheldig at bevise det modsatte. Det er muligt, at det var nødvendigt for Arbejderne at forme deres Krav saaledes for at opnaa noget, men saa. viser det blot, at der er Grænser for en Fagorganisations Magt; men at det var en Uretfærdighed mod de ældre Arbejdere forekommer mig indlysende, og at det skulde være logisk at lønne unge og uerfarne Arbejdere ligesaa højt som ældre og øvede, synes mig en mærkelig Paastand. Fru Solvej paastaar længere nede, at naar Talen er om mandlige Arbejdere er det Standpunkt, at Forsørgeren skal lønnes højere »forladt og forkastet«. Ja, altsaa naar det gælder timelønnede Arbejdere. Men hvor det gælder f. Eks. Embedsmænd, der har den unge begyndende, som i de fleste Tilfælde ikke er gift, meget mindre end den ældre, som for det meste er gift, og som naturligvis og retfærdigvis ogsaa ved Anciennitetstillæg faar sin større Erfaring og Øvelse paaskønnet.
Fru S. skriver endvidere: »Den Praksis, at Kvinder lønnes lavere af Hensyn til de mandlige Forsørgere, bør derfor mødes med bestemt Modstand af alle Kvinder . . .«, og her er vi enige. Som ovenfor sagt, mener jeg jo nemlig, at Grænsen ikke skal trækkes mellem Mænd og Kvinder, men mellem Forsørgere og Ikkeforsørgere, Og jeg synes, at Kvindesagens Tilhængere og Forkæmpere maa vel huske paa, at ved et kategorisk Forlangende om samme Løn for samme Arbejde, kan de let komme til at modarbejde den utvivlsomt humane Betragtning, der, selv om den ikke er umiddelbart logisk, ligger til Grund for de mandlige Forsørgeres højere Løn; den er blot ikke fuldt gennemført, saalænge kvindelige Forsørgere ikke ogsaa regnes med. Statsløn for alle Mødre er et efter min Mening ganske Usmageligt Begreb. -
Til Forslaget om Statsløn for Mødre har Fru S. knyttet et andet: Mandens Fritagelse for Forsørgelsespligt, som vil blive modtaget med Jubel af alle de Mænd, der betragter det som et kedeligt og generende Uheld, naar de har sat et Barn i Verden, som noget der kan paadrage dem højst ubelejlige Forpligtelser. De vil faa en let og glad Samvittighed og ikke tage sig det nær, om Uheldet skulde gentage sig. For den Slags Mænd vil alle »malpropre økonomiske Bimotiver« ganske forsvinde fra det erotiske Problem, og deres Moral vil utvivlsomt skyde smukke nye Vækster.
Men der er ogsaa andre Forhold. Lad os tage en Arbejderfamilie med en aarlig. Indtægt af 12-1500 Kr. Hvis det indføres, at Konen faar Moderløn af Staten, vil hun blive et Aktiv, der stadig vil stige med Familiens Forøgelse. Tror Fru S., at de malpropre Bimotiver vil forsvinde fra Arbejderens erotiske Følelser. Vi kan tage et andet Ydereksempel: en Direktør med en Aarsindtægt af f. Eks. 30,000 Kr. Han gifter sig med en selvforsørgende Dame. I de fleste Tilfælde vil hun maaske styre hans Hus, hvad der jo ogsaa vil passe bedst, hvis hun er Moder. Lad os antage, at hun faar en passende Gage - 500 Kr. og frit Ophold - samt sin Moderløn af Staten. Af sin Mand kan hun jo kun modtage Ubetydeligheder i Form af Gaver, hvis det er Alvor med Selvforsørgelsen. Begge Parter bidrager til Barnets Ophold ; ellers bliver vist baade Selvstændigheden og Moderens Ret over Barnet illusoriske. Det vil ikke være nødvendigt at udmale de to Menneskers Situation nøjere for at forstaa, at et Samliv mellem dem maatte blive næsten umuligt.
Der er en anden Side af denne Sag, som jeg maa berøre, inden jeg slutter; det er Moderens Forhold til sit Barn. Jeg tænker mig, at min lille Dreng, naar han en Gang bliver stor skulde komme til at tænke paa, at hans Mor hævede Penge for at være hans Mor. Er der ikke Forhold nok i Livet, der tilsmudskes af Penge, skal det ogsaa trænge sig mellem Moder og Barn - Livets helligste Forhold.
Naturligvis kan det være et Savn for en Kvinde, naar hun for at gifte sig opgiver en selvstændig og økonomisk uafhængig Stilling. Det forekommer mig, at man i Schweitz har haft en god Idé, naar man i den ny Civillov har indført en Bestemmelse om, at gift Kvinde skal have ⅓ af Mandens Indkomst som Selveje. (Se »Kvindevalgret« Febr.)
Margrethe Krag.
I Anledning af den af T. Jørgensen indledede Diskussion angaaende samme Løn for Kvinder som for Mænd, maa jeg bede »Kvindevalgret« være saa elskværdig at give mig Plads for nogle Bemærkninger, særlig til det Indlæg, som M. Solvej giver i Februar-Numret. De fleste Læsere af »Kvindevalgret« vil jo nok være enig med B. Jørgensen i de Anskuelser, hun gør gældende angaaende samme Thema. I Hovedsagen er jeg ogsaa fuldstændig enig med hende. Derimod kan jeg slet ikke være enig med M. Solvej i hendes meget theoretiske Forslag, nemlig offentlig Forsørgelse af alle Mødre.
Det er nu for det første vistnok meget imod en virkelig Kvindenatur, saadan at føde Børn paa Akkord; men det maa nu Kvinderne selv om. Vi Mænd derimod kan absolut ikke billige en slig Tanke ført ud i Praksis. Man tænke sig Konsekvenserne! I det hele taget synes jeg, at M. Solvejs Fremtidsstat er ligesaa umulig som den socialistiske - den er umulig alle andre Steder end paa Papiret.
Det, som i al Almindelighed er en af Hovedbetingelserne for en varig Fordragelighed indenfor Ægteskabet, er, at Manden har Forpligtelse til at forsørge sin Familie. Kan ikke M. Solvej indse, at saa snart Forsørgerpligten tages fra Manden, saa falder Ægteskabet helt sammen. Det er jo nemlig for en stor Del paa Forsørgelsespligten, det er baseret - og han baseres. Den Smule Forlibelse, som er tilstede ved Ægteskabets Indgaaelse, er sandelig ikke nok til at bygge et langt Samliv paa. Nej, den unge Kærlighed skal udvikles saadan, at den kommer til at passe ind i alle Livets Omskiftelser; og den bedste Maade til at udvikle - eller rettere kultivere den paa, det er ved Forsørgelsespligten. Der er jo himmelvid Forskel paa, om Konen faar sin Understøttelse af sin Mand eller af Staten. Forsørgelsespligten - den private - er i Grunden noget af det bedste, vi har i vort Samfund. Det er ligefrem en af Samfundets Livsbetingelser. Hvordan skulde Manden faa Interesse for sin Familie paa anden Maade. Og hvordan skulde han ellers kunne vise sin Kærlighed overfor den. Høflighed og Elskværdighed kan sandelig ikke gøre det i Længden. Arbejde og Duelighed parret med Ridderlighed, det bør vor Tids Kvinder forlange af deres Mænd. Men hvordan vil man kunne fremelske Arbejdslyst og Duelighed hos Manden naar denne kun skal have sig selv at sørge for, og han ved, at hans Familie faar det samme, enten han lægger to Pinde over Kors eller ikke - Staten betaler jo. Kun ved Mandens Forsørgelsespligt, kan der blive gensidig Agtelse. Har han ingen Forsørgelsespligt, kommer han til at staa som den mindre - den med den mindste Indsats - han bliver sin Kones Mand ret og slet, han bliver et Appendix til den øvrige Familie, og bliver jo for saa vidt helt overflødig, som han intet har med Familien at skaffe. At han indirekte sørger for Familien, bliver jo en helt anden Sag. Paa denne Maade kan han slet ikke lægge den Energi i Arbejdet og heller ikke have den Lyst til det - simpelthen af den Grund, at det gaar til Fælleskassen. Lad Folk blive saa oplyst de være vil, lad dem blive saa noble det skal være, det bliver nu ikke andet end Mennesker alligevel, og med saadanne maa man regne.
Foruden det ringere Arbejdsudbytte af Manden, maatte man ogsaa regne med en mindre kvindelig Arbejdsstyrke, da jo mange Kvinder meget hellere vilde gifte sig og faa Børn for derved at existere. Det vilde være langt at foretrække, fremfor at gaa som Tjenestepige og slide for Livsopholdet. Og hvor mange Mænd vilde ikke se at gøre Forretning af at faa mange Børn - det var jo en nem Maade at leve paa - stakkels Koner!
En meget betænkelig Følge af, at Staten overtog Forsørgelsen af alle Mødre, vilde blive, at selve Ægteskabet blev en noget svag Institution. Det blev ikke bare med 1600 Skilsmisser i København om Aaret - nej, der skulde flere Nuller til. Man kunde lige saa godt tillade Polygami med det samme. I det hele taget vilde Demoralisationen tiltage i en uhyggelig Grad. Dovenskab og Usædelighed vilde æde, om sig. Man vilde standse den sunde Udvikling - ja, lede den hen i et tykt Pløre. Nu lad os Mænd faa Lov at forsørge hver sin Kone og hver sine Børn, saa godt vi kan, saa kan vi ofre os helt og ved Handling gengælde den Kærlighed, som ens Kone kan gøre Fordring paa.
Det Gode, som mentes opnaaet ved at Forsørgelsespligt gled fra Manden og over paa Staten, var altsaa, at Kvinden blev helt frigjort økonomisk. Men jeg tror ikke, at Kvinden blev lykkeligere for det, tværtimod. Hele Historien vilde fremelske en Skinsyge, en Splid og et Spektakel, som vi aldrig har set Mage til. Vrønding i Febr. 1910.
Hans Hole.
