« Tilbage til søgeresultaterne
Fra Rigsdagen
Grundlovsændringen.
Rigsdagssamlingen 1909-10 er nu afsluttet. Den sidste Tid har særlig været optaget af Forhandlinger om Ændringer i Grundloven, der jo har haft en ganske særlig Interesse for Kvinderne. Forslaget, som blev indbragt den 5te Oktbr. 1909 af det radikale Parti, inden dette overtog Regeringen, indeholder dels Ændringer i Grundlovens § 30 (Valgrettens Udvidelse) og § 32 (Valgkredsordningen}, dels Ændringer i Bestemmelserne om Valgretten til Landstinget, idet Forslagsstillerne ønsker den privilegerede Valgret til dette Ting afskaffet og Forholdstalsvalg indført.
Den meget langvarige Drøftelse resulterede i, at »Delegationen« stillede et Ændringsforslag, gaaende ud paa kun at ændre Grundlovens § 30-32, hvorimod de ikke paa det nuværende Tids
punkt kunde gaa med til Forslag om Ændringer i Landstingets Sammensætning. Ændringsforslaget vedtoges den 15de April 1910.
Det vil sikkert interessere Læserne at kende nogle af de Udtalelser, der under Debatten fremkom med Hensyn til Kvindernes Valgret, og vi skal bringe disse efter Rigsdagstidendes Referat.
Ordføreren for Forslagsstillerne (Rode) : Vort Forslag er en Udformning af et Par ganske enkelte og bestemte Principper, og det bygger for et Hovedpunkts Vedkommende paa Juni-Grundlovens Regler. Først og fremmest gaar det ud paa Valgrettens Udvidelse. Det foreslaas at udvide Valgretten til Kvinder. Deres Deltagelse i det kommunale Liv har gjort det naturligt, at deres Deltagelse i det politiske Liv ogsaa sættes paa Dagsordenen; fra alle Sider erkendes det, at det er umuligt at holde dem udenfor, og fra de flestes Sider erkendes det, at det vil være en stor Fordel, at de træde ind i det offentlige Liv.
Borgbjerg (Socialdemokraternes Ordfører): Socialdemokratiets Program i Forfatningssagen er vel kendt. Det er en Gennemførelse, en fuld Gennemførelse af den almindelige Valgrets Principper. Vort Program kræver i Punkt 1: Almindelig, lige og direkte Valgret med hemmelig Afstemning til alle offentlige Hverv for Mænd og Kvinder fra 21-Aars Alderen.
Hammerich (Højres Ordfører): Med Hensyn til Forslaget om Udvidelse af Valgretten til Kvinderne, vil ærede Medlemmer vide, at der er delte Meninger indenfor Højre. Der er nogle, som lægge Hovedvægten paa de Indvendinger, som gøres derimod, men andre, og det er dog vist et Flertal, som se, at der er mere, der taler derfor end derimod. Disse beklage, at vi ikke, inden dette Spørgsmaal ligger for til endelig Afgørelse, har faaet mere Erfaring fra Kvindernes Valgret til Kommunerne herhjemme, end vi endnu har faaet. Imidlertid tror jeg, der er adskillige indenfor Højre, som kunde være tilbøjelige til at give dette Forslag sin Tilslutning.
Neergaard (Delegationens Ordfører):
Jeg skal gentage den Tilslutning, jeg allerede i Sommer som Konsejlspræsident gav til Ønsket om Udvidelse af Valgretten til Kvinder og 25-aarige.
Alle Partiers Ordførere har altsaa udtalt sig i absolut Tilslutning til Forslaget om Kvinders politiske Valgret. Vejen til, at det skal ophøjes til Lov, er jo imidlertid lang. En Grundlovsændring kræver Opløsning af Rigsdagen - Konflikten med de kongevalgtes Opløsning eller Ikkeopløsning vil da foreligge - og hvorledes denne Konflikt løses afhænger af, hvilket Parti, der sidder inde med Regeringsmagten.
Forslaget skal da - efter Opløsningen - forelægges i Landstinget, og hvorledes dets Skæbne her bliver vil Fremtiden vise.
Red.