« Tilbage til søgeresultaterne
For og imod
Som Medlemmer af de kommunale Raad har Kvinderne haft Sæde i Valgbestyrelserne i de forskellige Valgkredse. Et saadant Tillidshverv betror man dem, men selv at sætte et Kryds paa Stemmesedlen betænker man sig endnu paa at betro dem.
Kvinderne har overalt i Landet taget ivrig Del i Vælgermøderne, mest som Tilhørere, men ogsaa flere Steder som Deltagere i Diskussionen; mange af Kandidaterne har uopfordret udtalt sig til Gunst for Kvindernes politiske Valgret.
I Kvindesagens Interesse (!) har Hr. August Nissen oversat en Bog af en tysk Læge,
Dr. P I. Møbius: »Om Kvindernes fysiologiske Svagsind«. Bogen er et voldsomt Angreb paa den moderne Kvindebevægelse, men man vægrer sig næsten ved at betragte den som alvorlig ment, saa ganske ubehersket og uvidenskabeligt er dens Indhold.
Her en lille Prøve: »Kvindernes Uretfærdighed og Grusomhed ytrer sig i det daglige Liv i Reglen gennem Tungen og ved Skriverier, Fornærmelser, Bagvaskelser, anonyme Breve. Tungen er Kvindens Sværd, thi hendes legemlige Svaghed forhindrer hende i at slaas med Næven, og hendes aandelige Svaghed lader det skorte paa Beviser, følgelig bliver der kun Ordstrømmen tilbage. Kivagtighed og Sladderagtighed er altid med Rette blevet regnet for kvindelige Karaktertræk. Sladder er den egentlige kvindelige Sport .......
»Man har sagt, at man ikke bør forlange andet af Kvinden, end at hun er sund og dum. Dette er groft udtrykt, men der ligger Sandhed i Paradokset«.- Og denne Bog kalder Oversætteren »videnskabelig Alvor«.