Brev fra Italien

De vil ha »Et Brev fra Italien« til »Kvindevalgret«. Ja, hvis De vil ta det slik som jeg idag kan sende det, saa er det her, og saa faar jeg anledning til samtidig at sende mine mange danske stemmeretsvenner en hilsen med tak for al den hygge jeg hadde med dem i vinter.

Det var en travl dag gaarsdagen! Der forelaa en indbydelse til en »liten festlighet« i »Comitato Nazionale pro Suffragio femminile«, den italienske landsorganisation fer kvindestemmeret, i hvis møter jeg allerede tidligere hadde hat den ære at være tilstede. Men der var ogsaa andre ting, som det gjaldt om at faa være med paa. Det var nem­lig »Apostlernes dag«, og Rom holdt i den anledning kirkefest. En av sine mange. Jeg besluttet mig til at vie kir­ken min formiddag og kvindesaken min eftermiddag.

Det var et imponerende syn, der frembød sig, da jeg kom ned til den plads, som danner indgangen til de to gater: Borgo Nuovo og Borgo Vecchio, som begge fører ind til Peterspladsen. Idag var de trange, smudsige gater de­koreret med røde tepper med guldborder og blomster en masse, blomster, roser i slik broget mangfoldighet, som kun syden kan opvise. Folk av alle stænder: gaaende, cyklende, bussende, kjørende, ridende, trikkende, strømmede til Peterskirken, og trængselen i de smale gater var ubeskrivelig. Intet po­liti til at holde orden. Av gammel vane eller for at følge sporveienes eksempel, gik imidlertid strømmen til kirken ad Bergo Vecchio og fra kirken ad den anden Gyde. Og alle hadde de et maal: at komme ind i kirken, den store, herlige kirke, og tilbede! Og hvad var det saa de tilbad herinde? Jo, der sat Petrus, den første romerske biskop, Kristi statholder paa jorden, iført pavedragt, tiara paa hodet, ring med en svær sten, make til alle pavers, om sine to fingre! Og foten med den av de mange kys slitte storstaa stak frem under den guldbroderte kaape, og 100,000 mennesker defilerte forbi og kysset ærbødigt fetischen. Mødre løftet sine barn op, et efter et, for at de kunde faa del i den velsignelse, som var ved denne ceremoni. Og saa knælte man bakefter ved høialteret, under hvilket St. Petri grav er. Idag var døren til det allerhelligste aabnet, og man saa ved hjælp av de 100 bræn­dende lampers skin, guldskrinet med hans levninger. Uagtet de mange men­nesker, som bølget ind og ut, var der ikke trængsel herinde i den vældige kirke. Men slik en uro! Romerne er alt andet end andægtige, naar de først har udført sine formaliteter med vie­vandet, kyssene, knælingen osv. Barn leker paa gulvet, sætter av og til i at skrike, mødrene trøster eller skjender, diebarn indtar sine maaltider paa tærsk­lerne til skriftestolene, kort sagt: man ser altid noget, som forbauser en! Solen skinner ind av de farverike vin­duer og kaster bak højalteret et gyldent skin gennem den topasfarvede rute, hvilket virker overordentlig malerisk

paa den brogede mængde. Munker og præster, klædte i forskellige farver, liketil det rødeste røde, kommer i pro­cessioner, iført sine kniplingsbesatte messesærker. Og sine skjørter! Aldrig har jeg set saamange »skjørtemennesker« samlet paa ett sted Kvinder og munker. Hans hellighed, paven, var usynlig den dag. Dagen iforvejen hadde han holdt messe med sit hof derinde for lukkede døre. Kun en gylden bede­stol mindet om ham igaar.

Ja, mine tanker var mangeslags, mens jeg drev om derinde! Kristi stat­holder og Petri efterfølger vandrer en­som omkring i sit palads paa 11,000 værelser, omgit av en pragt, som overgaar enhver beskrivelse, han, hvis stat­holder han er, hadde ikke det, hvortil »han kunde hælde sit hoved«, men han vandret omkring og præket og gjorde vel. Og folket - det uvidende, uoplyste folk, har en ærbødighet for eremitten i Vatikanet, som grænser til tilbedelse. Dog - eremit er han ikke saa ganske. Jeg har ladet mig fortælle, at Pius X har emanciperet sig fra loven, som byder, at ingen maa se paven spise. Han holdt ikke ut stadig at indta sine maaltider solo, og tiltvang sig ved at negte at spise, tilladelse til at faa sine to søstre til sig som selskap ved maaltiderne. Ingen av monsignoris kardinaler turde la det komme over sit hode, at Hans hellighet sultet ihjel! Men store masser av folket tror paa paven, stoler paa ham. Ikke alene de arbejdende klasser, men de »upper ten thousands« ogsaa. En av mine kvindesaksvenner fortalte mig, at aristokratiets damer i Napoli fornylig hadde skrevet til paven for at faa at vite, hvorvidt deres sjæl tok skade, om de gik og saa »Salome«!! Uten sanktion vovet de ikke at foreta det skridt. Og arbej­derne! De sulter for at kunne gi sin sidste soldo til kirken og derved frelse sin sjæl. Og millioner paa millioner dynges op i Vatikanets skatkammer. Ikke for det: fattige og syke faar jo hjælp i sygdom og nød gennem kirken og dens mange velgørenhetsinstitutioner. Og blir de hjulpet i nøden og elendigheten, saa er det deres haab og trøst engang at kunne gjengjælde madonna ved at skjænke hende et sølvhjerte til at hænge i de glaskasser, som danner saadant smagløst pendant til bil­lederne i de romerske kirker. Stadig kom der folk, processioner av munke, nonner, skolebarn i sine forskellige uni­former, alle skulde de kysse St. Petri fot i anledning av dagen. Litt efter litt blev man træt av at vandre om i den ugjestfri kirke, hvor der ikke findes en eneste stol at sitte paa, og jeg gik min vei for at faa min frokost, inden jeg kl. 5 begav mig avsted til kvindemøtet.

Ved min ankomst i Via Fiametta blev jeg mottat med haandklap. Man hadde nemlig faat efterretning om, at den al­mindelige kommunale stemmeret for kvinder var sanktioneret av Norges konge. Jeg følte mig stolt paa mit lands vegne, og da man efter en kortere diskussion samledes om et deilig des­sertbord, holdt professoressa Teresa Labriola, kjendt fra Kjøbenhavnerkongressen i 1906, en smuk tale til mig. Jeg maatte da op og takke, og fortalte hvorledes norske kvinder hadde arbeidet for sin stemmeret, hvorledes vore foreninger var grundlagt paa demo­kratiske principper, hvilken støtte vi hadde hat i vore store mænd, og pointene først og sidst, at stemmeret­ten var gaat igjennem i vort storting ved hjælp av alle politiske partiers stemmer. Jeg sluttet med at uttale mine bedste ønsker for Italiens kvinder, hvem jeg intet bedre vilde ønske, end at de snart maatte kunne tælles blandt de stemmegivende og valgbare borgere. For det er ikke alle kvinder dernede, som bøier knæ for Baal! Mange av dem, jeg var sammen med, hadde tat doktor­graden ved de forskellige fakulteter og var fremragende personligheter. Og hvad der tiltalte mig mest: de var unge og fulde av begeistring for sin sak! Vilde arbeide, vilde gaa paa! De fleste av dem var glimrende talere. Om jeg end ikke forstod alt, hvad der sagdes (de blev ofte ivrige, og da trillet det velklingende italienske sprog som per­ler henad et porcellænsbret), saa var jeg sat saa godt ind i sakerne, at jeg kunde følge med i diskussionen. Der skulde foretages valg til deputeretkamret, og det gjaldt at arbeide. Man blev enige om at interpellere og agitere for de mænd, som erklærte sig for kvin­ders stemmeret. Alle de unge kvinder var villig til at gjøre noget, alle vilde de være med at arbeide, bidrage sit. Det er min faste overbevisning, at for at der skal kunne bli bedring i for­holdene hernede, bedre for de fattige, elendige, syke, uvidende, uoplyste klas­ser, maa kvinderne faa komme med, disse intelligente, oplyste, begeistrede kvinder, som vil ofre noget for sin sak, de, som talte med saa megen varme og inderlighet sin egen og sine søstres sak! Før blir der ikke retfærdighet i kvinders kaar.

Og de kvinder, som kommer ind i kommunestyrene og parlamentet, har meget at ta fat paa for at faa bedret forholdene. Apropos parlamentet! Jeg fik billetter til at overvære forhandlin­gerne i senatet forleden dag! Og mens jeg sat der, vandret mine tanker op til Kjøbenhavn, til en aften i Kvindevalgretsforeningen, da hr. dr. Birck holdt et foredrag om hvorfor han syntes, at kvinderne ikke skulde ha stemmeret. Under den herlige kuppel, som hvælvet sig over senatets sal, var der malet 4 store medailloner. Symbolske figurer. Kvindefigurer! Den ene av dem var Retfærdigheten! Hvorledes i alverden kan man fremstille Retfærdigheten i kvindeskikkelse, dr. Birck? Kvinderne mangler jo retfærdighetssans! Er det mandlig logik da at fremstille retfærdigheten feminin? Ja, det er jo for­resten ikke bare i Rom, at man gir justitia vegtskaalen i haand; jeg synes jeg har set det oppe i gamle Danmark ogsaa! Og jeg har aldrig set den i en mands haand.

Men jeg er kommet rent bort fra møtet, som forresten efter talerne antok en mere selskabelig karakter, og mangt og meget blev fortalt og gjenfortalt av os, som følte baandet, som bandt os til hinanden. Alle de sortøiede, livlige italienerinder og jeg ensomme fugl fra det nordligste norden følte os som ett, vi hadde samme maal og samme hjerte­lag for den sak, vi kjæmper for.

p. t. Rom 30te juni 1910.