« Tilbage til søgeresultaterne
Landsmødet i Odense d. 17. og 18. Septbr
Lørdag.
Landsmødet aabnedes d. 17. Kl. 2 i Industripalæets store Sal i Odense. Ca. 150 Delegerede var mødt. Præsentationen foregik let og praktisk ved, at hver af de Delegerede bar et Emblem med sit Navn og Angivelse af den Forening, som Vedkommende repræsenterede. Formanden, Fru Johanne Rambusch, bød velkommen.
Fru Clinny Dreyer, Ringsted, valgtes til Dirigent og gav Ordet til Fru Elna Munch, der som Formand for Agitationsudvalget aflagde Beretning om Aarets Arbejde og Resultater. Foreningernes Antal var vokset fra 122 til 156 med ca. 11,000 Medlemmer, og dette Arbejde var for en stor Del udført paa Initiativ af Foreningsformændene eller Kredsformændene; Fru Munch bragte disse en Tak for det udmærkede Arbejde, der var gjort i Aarets Løb, og opfordrede til at arbejde videre med usvækket Energi; navnlig lagde hun et godt Ord ind for at styrke og ophjælpe de smaa Foreninger, der for ingen Pris maatte dø hen. Ved Interpellationer og andre mulige Tilfælde af Fællesoptræden af Landsforbundets Medlemmer er det af den største Betydning at have saa mange faste Støttepunkter som muligt, og derfor har selv en lille Forening sin store Betydning, er den end ikke i Stand til at afholde ret mange Møder. Fru Munch meddelte, at Landsforbundet i det forløbne Aar var blevet optaget som Medlem af den internationale Alliance for Kvinders Stemmeret, og oplæste et Telegram fra Alliancens Sekretær, Frk. Martina Kramers fra Rotterdam, med Hilsen til den yngste Forening i Verdensforbundet.
Derefter aflagde Fru Arenholt Beretning om Bladet, der nu trykkes i 6500 Ekspl., og opfordrede de Delegerede til at arbejde for, at saavidt mulig alle Medlemmer af Landsforbundet fik Bladet i Hænde, samt at støtte Bladet med Annoncer. I Kassererens Fraværelse aflagde Fru Rambusch Beretning om Regnskabet, der godkendtes.
Derefter drøftedes et Ændringsforslag til § 4 i Landsforbundets Love (se Kvindevalgret for Septbr.). Fru Drøhse, Randers, fremhævede Betydningen af, at saa mange som mulig kunde blive Delegerede til Landsmøderne. Dette vandt stor Tilslutning, og man vedtog at ændre § 4 saaledes, at Foreninger med indtil 50 Medlemmer faar Lov til at sende 2 Repræsentanter til Landsmødet og Foreninger med større Medlemsantal 1 mere for hvert paabegyndt Halvhundrede.
Det af Hr. Højskoleforstander Thormod Jørgensen paa Løveherred Kvindevalgretsforenings Vegne stillede Forslag om Indførelse af fri Valgret ved Valg af Hovedbestyrelse forkastedes med stor Majoritet.
Under »Eventuelt« drøftedes Kvindernes Stilling ved Valg til Skolekommissionen; som bekendt er kun Enker med skolepligtige Børn, samt kvindelige Kommunalbestyrelsesmedlemmer valgbare; andre Kvinder er udelukkede. Landsmødet vedtog følgende Resolution:
»Landsforbundet for Kvinders Valgret« udtaler gennem sit Landsmøde sin Beklagelse over, at Kvinderne som kommunalt valgberettigede og valgbare Borgere ikke er ligestillede med Mændene ved Valg til Skolekommissioner og udtaler Ønsket om, at enhver kvindelig kommunal Vælger bliver valgbar til dette »kommunale Hverv.«
Resolutionen vedtoges enstemmigt.
Offentligt Møde.
Lørdag Aften afholdtes et velbesøgt offentligt Møde. Fru Jakobsen, Odense, bød Velkommen, og man sang Aakjærs pragtfulde Sang, skrevet til Landsforbundet 1909. Derefter talte Fru Clinny Dreyer om Kvinders Arbejds- og Lønvilkaar; Fru Dreyer betonede, at Kvinderne var tvungne ud paa Arbejdsmarkedet ved Mændenes Side, fordi Arbejdet i Hjemmene var taget fra dem og gaaet over til Storindustrien og Andelsforetagender. Det Arbejde, der oprindelig var Kvindearbejde, var taget af Kapitalen, og Kvinderne var nu for største Delen kun daarligt lønnede Arbejdere i Storindustriens Tjeneste. For at Kvinderne ikke skulde ødelægge Arbejdet for Mændene, maatte de kræve samme Løn for samme Arbejde, ellers vilde de indføre en usund Konkurrence paa Arbejdsmarkedet, faretruende for hele Arbejderklassen.
Fru Dreyers klare og dygtige Foredrag modtoges med stor Begejstring af Forsamlingen.
Derefter talte Hr. Dr. phil. Poul Levin om Renan og hans Søster Henriette; han skildrede aandfuldt og fængslende det inderlige Forhold mellem de to Søskende, den ældre Søsters uendelige Godhed og modige Offervillighed for at skabe gode og lykkelige Kaar for sin geniale Broder. Henriette Renan var en af de stille, tavse Kvinder, hvis Navn, mens hun levede, aldrig naaede frem til Offentlighedens Kendskab, men hvis hele Liv dog var et Vidnesbyrd om Kvindemod og Kvindestyrke.
Efter Foredraget sang Forsamlingen Poul Levins smukke Sang: »Kvinders Sag, Livets Sag,« skrevet til Landsmødet 1907.
Søndagen.
Den anden Mødedag indlededes med et Besøg paa Fyns Stifts Husmandsskole. Forstanderen, Hr. Søndergaard, og hans Hustru havde med stor Gæstfrihed indbudt en stor Del af Landsmødets Deltagere til at bo paa Skolen, og alle var opfordrede til at komme ud og se den Søndag Morgen. Hr. Søndergaard viste de mange Gæster rundt og holdt et instruktivt Foredrag om hele Arbejdsplanen. Med største Interesse fulgte de Besøgende ham fra Kælder til Kvist i den overordentlig smukke Bygning, og rundt i Stalde, Have og Marker.
Hovedbestyrelsesvalg.
Om Formiddagen Kl. 11 samledes de Delegerede atter til Forhandlingsmøde. Øverst paa Dagsordenen stod denne Dag Valg af Formand og Hovedbestyrelse. Fra Johanne Rambusch genvalgtes under store Ovationer til Formand.
To af Hovedbestyrelsens Medlemmer, Fru Glad, Ringsted, og Hr. Dr. Asmund, København, ønskede ikke Genvalg; af nye Medlemmer indtraadte Fru Schrøder, Odense, Hr. Højskoleforstander Thormod Jørgensen, Høng, Fru Dreyer, Ringsted, og Fru Drøhse, Randers.
Beretning fra Kredsformændene.
Der fulgte nu en meget interessant Beretning fra de forskellige Kredsformænd om deres Arbejde i det forløbne Aar. Særlig smukke Resultater er naaet i Ringstedegnen, Aarhus, Kallundborg og Holbæk, og de respektive Kredsformænd gav en Fremstilling af, hvilke Midler de havde anvendt i Agitationens Tjeneste. Husagitationen havde været særdeles virkningsfuld, ligesom Oprettelsen af Diskussionsklubber (kun for Medlemmer) havde vakt forøget Interesse for Sagen.
Næste Landsmøde.
Der forelaa Indbydelser fra Randers og Vejen Kvindevalgretsforeninger; ved Afstemningen gik Randers af med Sejren.
Offentligt Møde.
Kl. 4 afholdtes et stort offentligt Møde, ved hvilket en stor Mængde af Odense Bys Indbyggere gav Møde. Hver Plads i den store Sal var optaget, da Hr. Prof. juris. Torp besteg Talerstolen og holdt et oplysende, interessant Foredrag om »Moderne Fængselsselskaber«.
Fru Johanne Meyer talte om »Hjemløse Børns Stilling i Samfundet, skildrede Tilblivelsen af det første Børnehjem i Danmark og paakaldte Kvindernes Initiativ og Arbejde for at omdanne Samfundet saaledes, at det kunde blive et Hjem for alle de ulykkelige Børn, der var nægtet et Hjem med Fader og Moder. Hvert Barn, der fødtes, var en vordende Samfundsborger og burde som saadan værnes og støttes. Fru Meyers følelsesladede og stærkt personlige Foredrag, virkede stærkt paa Forsamlingen og diskuteredes senere ivrigt Mand og Mand imellem.
Hr. Højskoleforstander Bredsdorff talte om »Kvindelighed og Valgret«. Han gav først en meget vittig Skildring af Holbergs Stilling til Kvindesagen. Ogsaa paa dette Omraade var Holberg langt forud for sin Tid; hans Betragtninger over Kvindens Opdragelse og Stilling i det borgerlige Samfund er af saa radikal Art, at mangen Kvindevalgretskvinde nu om Stunder næppe kan følge ham. Han benægter, at der skulde eksistere nogen særlig aandelig Forskellighed mellem Mand og Kvinde, og anser aandelige Evner for ganske uafhængige af Kønnet. Thomas Bredsdorffs eget Syn paa Kvinderne og den Ret, de arbejder for, var ikke mindre opmuntrende end Holbergs. Sjælden eller aldrig har en Foredragsholder formaaet mere rammende og mere overbevisende at slaa en Pæl igennem al misforstaaet og sentimental Tale om Kvindelighed og Kvindevalgret, og sjælden eller aldrig er et Foredrag blevet modtaget med større Taknemlighed og Begejstring af en Forsamling af Stemmeretskvinder. Langvarige Haandklap og højlydt »Tak« brasede op imod Thomas Bredsdorff, da han sluttede sit Foredrag.
Fællesspisningen.
I Fællesspisningen, der fandt Sted Kl. 7, deltog ca. 140 Mennesker. Formanden for Odense Kvindevalgretsforening, Fru Ravens, bød velkommen, og Taler og Sange fulgte nu Slag i Slag.
Fru Munch talte for Landsforbundet, Johan Skjoldborg for Kvinden som Mandens Arbejdskammerat, Fru Jakobsen, Odense, for Foredragsholderne, Fru Leth-Jensen for Husmandsbevægelsen, Frk. Olga Knudsen for Formanden Fru Rambusch, Thomas Bredsdorff for Ungdommen, Fru Professorinde Friis for Pressen.
Redaktør Helge Hostrup og Forfatteren Niels Møller havde skrevet to meget smukke Sange til Landsmødet. Man vedtog at sende dem et Takketelegram. Endvidere sang man to andre Sange, hvis Forfattere skjulte sig under Anonymitetens Mærke.
Tombolaen.
Efter Fællesspisningen samledes man i et tilstødende Lokale, i hvilket de til Tombolaen indsendte Gaver var udstillede. Under megen Munterhed bortspilledes nu Genstandene, og Spillelysten - eller muligvis Offervilligheden - var saa stor, at Tombolaen indbragte langt mere end ventet. Først henad Midnat skiltes de Delegerede og drog opmuntrede og forfriskede af de to Dages Samvær hjem hver til sit.