« Tilbage til søgeresultaterne
Fru Anna Mironowna
holdt den 18. Oktober i Københavns Kvindevalgretsforening et Foredrag om russiske Kvinders Kamp for Friheden. Ikke for deres egen Frihed - Kvindefrigørelsen - har de russiske Kvinder at kæmpe. Nej, de maa først skaffe sig et frit Fædreland og for at faa det, gaar de i Kamp sammen med russiske Mænd mod Vilkaarligheden, mod Uretfærdigheden, mod Tyranniet, mod Despotiet. Alle tænkende Russere er Socialister, om de ikke er noget mere: Nihilister eller Anarkister - naturligvis.
Paa en fængslende Maade skildrede Anna Mironowna, hvorledes de arbejdede i Hemmelighed, holdt Møder i Huler og i Skovene, naar Mørket brød frem, stadig udsat for det russiske Politis Spioner, stadig med Udsigt mod Sibirien. Det er den russiske Ungdom som kæmper, den er fuld af Trang til højere Oplysning, Trang til den Frihed som oplyste, civiliserede Mennesker maa have, og derfor gaar den med Begejstring Døden i Møde for sin Sag. »Livet er intet, Sagen er alt«.
Et Lysglimt var der i 1905, da kunde de arbejde i Dagens fulde Lys, ukontrolleret, fordi de fik en Slags Frihed. Men den blev snart igen taget fra dem, og det underjordiske Arbejde begyndte paany, det stille Arbejde, hvis Frugter en skøn Dag vilde komme frem i fuldt Lys. som en moden Revolution.
Det store mørke Rusland kender intet til, hvilke Kræfter, hvilket Mod, der boer i Nutidens Mænd og Kvinder. Det sover sin tunge Søvn, rejser sig bare engang for at gi’ et Dask til det ulykkelige Finland eller til Jøderne, bruger sin Knut og troer derved at skaffe sig Lydighed, og sover saa videre. Men for hvert Slag skabes der flere Arbejdere i det underjordiske Værksted.
Anna Mironowna havde en egen betagende Magt over sine Tilhørere. Enkeltheden i hendes Person, hendes dybe, alvorlige Øjne, der beholdt sit melankolske Udtryk, selv om Læberne smilte, stemte En vemodig. Og man følte med de russiske Kvinder, følte, at saadan maa de se ud alle de, der kæmper Befrielsens Kamp i de underjordiske Huler, og som har hemmelige Trykkerier i Loftsrum og Kvistværelser.
Hvert Lands Kvinder har sin Maade at kæmpe paa for at opnaa Borgerret. Og jeg haaber og troer, at den Dag, da de russiske Mænd faar sin Frihed ved Hjælp af Kvinderne, der hele Tiden har været deres Kammerater og Medborgere i Kampen, vil de ikke glemme deres Søstre, men give dem den samme Frihed, som de selv en skøn Dag maa og vil faa.
