« Tilbage til søgeresultaterne
Landsforbundet for Kvinders Valgret
Med dette Nummer gaar »Kvindevalgret« ind i sin fjerde Aargang. I de lidt over tre Aar, vort Landsforbund har bestaaet, har vi kun haft Grund til at glæde os over den hurtige Udvikling, det har haft. Aar for Aar har vi set, hvor fast og sikkert vor Organisation var bygget op; vi har set flere og flere Kvinder og Mænd slutte sig til os, saaledes at vort Landsforbund nu i Forhold til Landets Størrelse er en af de største - om ikke den største Organisation for Kvinders Valgret, som findes i noget Land i Verden. Det har ligeledes været os en stor Tilfredsstillelse og tillige en overmaade stor Hjælp, at flere og flere Kvinder aktivt har taget Del i vor Bevægelse, og vi har haft rig Lejlighed til at beundre det ypperlige organisatoriske og agitatoriske Arbejde, der er udført af mange Kvinder rundt om i Landet, og den Interesse og Forstaaelse, hvormed de omfatter vor Sag. Vi ved meget vel, at en Del af vore Foreninger arbejder under saare vanskelige Forhold, særlig i saadanne Egne, hvor Spørgsmaalet aldrig før har været bragt frem, og at den store Del af Kvinderne endnu staar ganske uforstaaende overfor Valgretssagen. Saa meget desto mere maa vi beundre de Kvinder, der med usvækket Energi og Dygtighed holder Foreningen sammen og søger at vinde nye Tilhængere trods al den Ligegyldighed, de møder.
Men selv om vi er naaet langt i de forløbne Aar, saa burde vor Organisation være langt større. Det er ganske umiskendeligt, at i de faa Aar, den har bestaaet, er der sket en Svingning hos adskillige ledende Politikere overfor Spørgsmaalet om Kvindernes politiske Valgret. I Begyndelsen, naar vi spurgte om deres Stilling til Sagen, fik vi fra mange af dem ganske vage Udtalelser om, at man nok i Princippet billigede Kvindernes politiske Valgret, men Tiden var ikke moden, Kvinderne maatte først have den kommunale Valgret, og da de saa fik den, maatte de uddannes igennem den til at blive modne til den politiske. Fra andre ledende Politikere fik vi positive Udtalelser om, at det vilde gavne Kvinderne og Samfundet bedst, at vi ingen Valgret fik. Nu - efter at Kvinderne én Gang har faaet Lejlighed til at deltage i de kommunale Valg og ca. 130 Kvinder er blevet valgt ind i de kommunale Raad, synes de samme Mænd, der før talte om Nødvendigheden af den kommunale Valgret som Gennemgangsled for den politiske, at Kvinderne er modne til den politiske og bør have den, saa snart Lejlighed gives. Naar vi nu spørger de Herrer Lovgivere, saa kender vi paa Forhaand Svaret: naturligvis skal Kvinderne have Valgret. -
Al denne megen Imødekommenhed maa ret naturlig skabe - og har skabt - den Tro hos mange, at det nu er ganske overflødigt at arbejde mere for Sagen; den løses jo nu i den allernærmeste Fremtid ganske af sig selv. Denne Betragtning medfører, at mange, der ellers vilde tage ivrigt fat paa Organisationsarbejdet, siger til sig selv, at det jo nu er for sent, da enhver Anstrengelse er ganske overflødig Ja, der findes de Foreninger, som mener, at deres Rolle jo nu egentlig er udspillet, da Maalet i Virkeligheden er naaet. En saadan Opfattelse maa vi paa det bestemteste advare imod. Man skal ikke sælge Skindet, før Ræven er skudt. Og selv om vi nu ogsaa i den allernærmeste Fremtid fik den politiske Valgret, saa vil Valgretsforeningernes Opgave dog ikke samme Dag være udtømt; der vil saavist blive god Brug for dem til at agitere blandt Kvinderne for at faa dem til at bruge deres Stemmeret.
Men forøvrigt er Kvinderne jo heller ikke saa forvænte med at faa deres Fordringer opfyldt, at de har Grund til at være alt for optimistiske; og det er sikkert nyttigt at se nøgternt paa, hvilke Udsigter der er til en snarlig Løsning af Spørgsmaalet.
Ved Ministeriet Berntsen’s Tiltræden blev det bebudet, at der vilde blive fremsat Forslag om en Ændring af Valgreglerne, hvorved kvindelig Valgret og Valgbarhed indførtes baade til Folketing og Landsting. Der var Grund til at vente Forslaget ved Begyndelsen af Rigsdagssamlingen; det var jo vedtaget allerede i Fjor i Folketinget og forefandtes saaledes fuldt færdigt. Forelæggelsen af Forslaget fandt imidlertid først Sted lige før Jul, et Par Dage før Rigsdagens Juleferie. Det er da næppe sandsynligt, at det vil blive gennemført i denne Rigsdagssamling. Det kommer rimeligvis til Behandling i Folketinget i Løbet af Januar. Nedsættes der Udvalg om det, kan det næppe naa at komme til Landstinget før ved Slutningen af Samlingen, og i gunstigste Fald paabegyndes der her en Forhandling derom.
En mere indgaaende Drøftelse kan da først ventes i Rigsdagssamlingen 1911-12. Hvilke Udsigter, det da vil have i nævnte Samling eller i Samlingen 1912-13 er vanskeligt at sige. Det er uberegneligt, om Landstinget vil billige Forslagets Indhold, eller om der kan opnaas Enighed om et lignende Forslag. Og hvis der opnaas Enighed, bliver den Vanskelighed tilbage, at Rigsdagen skal opløses og nye Valg finde Sted, før Forslaget kan gennemføres, da det drejer sig om en Grundlovsforandring. Men en saadan Opløsning medfører jo en Opløsning af Landstinget, og derved rejser sig Spørgsmaalet om de kongevalgtes Opløselighed. Den nuværende Finansminister saavel som Hr. J. C. Christensen har erklæret, at de kongevalgte maa opløses, naar det øvrige Landsting opløses; men Landstingets Flertal hævder den modsatte Opfattelse, og det er da tvivlsomt, om Landstinget vedtager en Grundlovsændring, der vil medføre en Landstingsopløsning. Og hvis Landstinget ikke ønsker en saadan, er det jo ikke givet, at den nuværende Regering vil søge at tvinge det dertil. Man har gentagne Gange talt om en »Fredsopløsning«, hvorved Landstinget skulde opløses, uden at Spørgsmaalet om de kongevalgtes Opløselighed afgjordes, idet man vilde ordne det saaledes, at de samme Mænd, der sad som kongevalgte før Opløsningen ogsaa blev kongevalgte efter Opløsningen. Men det vil sikkert være meget vanskeligt at finde en Form, hvorved Spørgsmaalet kan omgaas, og det ser da ikke ud til, at Udsigterne til Gennemførelsen af Kvindernes politiske Valgret foreløbig er meget straalende.
Vi maa derfor indtrængende opfordre vore Medlemmer til ikke at lægge Hænderne i Skødet; her maa arbejdes nu som hele Tiden. Hvert eneste Medlem har en Pligt overfor Organisationen til at vinde nye Tilhængere for vor Sag. Det bliver ofte - og med Rette - fremhævet, at Kvinderne ikke med tilstrækkelig Styrke hævder deres Krav om Valgretten. Det burde ikke kunne siges. Selv om man selvfølgelig ikke bør vente med at give Kvinderne Valgretten til Størstedelen af dem forlanger den, saa er der ikke nogen Tvivl om, at en fast og stærk Organisation er den bedste Støtte for vort Krav. Vi vil derfor ønske, at det nye Aar, vi gaar ind i, hos endnu mange flere Kvinder vil vække Forstaaelse af, hvilket uvurderligt Gode, Valgretten er.
