« Tilbage til søgeresultaterne
Kvinderne i de kommunale Raad
Ligesom Rigsdagen har sin aarlige Finanslovsbehandling, under hvilken ethvert Medlem kan benytte Lejligheden til at fremdrage de Ting, der særlig ligger ham paa Hjerte, saaledes har Københavns Kommunalbestyrelse sin aarlige Budgetbehandling, der gerne strækker sig over 3 á 4 Aftener, og kalder Størsteparten af Medlemmerne frem med deres Ønsker, Kritik eller Spørgsmaal.
Vi har ment, det vilde interessere vore Læsere at se et Uddrag af en saadan Budgetbehandling, idet vi dog væsentligst vil referere de Udtalelser, der er fremkomne fra de kvindelige Medlemmer.
Frk. Blom (udenf. Partierne) omtalte de offentlige Legepladser, for hvilke der ikke er gjort saa lidt i de senere Aar. Der var imidlertid den Fejl ved dem, at de ikke er rigtig populære blandt Børnene, de bliver ikke søgt i tilstrækkelig Grad. Hertil var der forskellige Grunde, for det første den, at der ikke er noget vejledende Tilsyn og adskillige Forældre synes ikke om at sende deres Børn hen paa et offentligt Sted, hvor der ikke er noget Tilsyn med dem, idet Forholdet da let bliver, at nogle enkelte opkaster sig til Herrer og tyranniserer, ja undertiden demoraliserer de andre.
En anden Grund kunde tænkes at være den, at Legepladserne er saa godt som blottede for alt Udstyr til Fremme af Børnenes Leg, naar undtages Sandkasser, af hvilke der i de sidste Aar er udlagt mange omkring i Byen. Vil man imidlertid se, hvorledes en vel udstyret Legeplads skal være,
maa man helt over til de store Byer i Amerika, hvor man har de saakaldte Friluftsasyler.
Frk. Rerup (Højre) ønskede i nogle faa Ord at tage Afstand fra Leerbecks Begejstring over den glimrende Udvikling, København er undergaaet, siden det socialistiske Finansstyre er kommet til Magten. Thi hvad nytter det altsammen, naar denne Storstadsudvikling kun sker paa Bekostning af Byens økonomiske Velfærd, og, hvis den fortsættes i samme Spor, kun vil føre den ud i den reneste Elendighed. . . .
Det at leve paa Borg og Gæld og over Evne giver ikke Estime. . . .
Som et ønskeligt Skatteobjekt er peget paa en Forhøjelse af Hundeskatten. Deraf var hun en absolut Modstander, og hun bad de Herrer og Damer betænke, hvad dette vilde sige. Mange af Hundeejerne er enlige Mennesker, for hvem Hunden repræsenterer den bedste Ven, én af de største Livsglæder og Livsværdier, som de med ét Slag vilde blive berøvede, dersom Skatten forhøjedes, idet de ikke ser sig i Stand til at betale mere end hidtil. . .
Iøvrigt er der Skatteobjekter nok. Der er nu f. Eks. Pebersvendene. Hvad skulde der være i Vejen for at beskatte en ugift Gentleman, som er fyldt 30 Aar? Han kunde godt betale højere Skat. Det samme System skulde imidlertid ikke anvendes overfor Pebermøer. (En Stemme: Hvorfor ikke?) Nej, for Kvinderne er ikke selv Herrer over Cølibatet; de er for mange, og derfor maa nødvendigvis nogle af dem blive siddende. - Saa er der de Familier, som holder to Tjenestepiger. Hvorfor skulde de ikke betale Skat af Stuepigen? Det samme gælder i endnu højere Grad de Herskaber, der holder Kusk og Tjener; i England betales en særlig Afgift af Kusk og Tjener.
Endvidere Cyklerne; der findes efter Sigende mellem 60-75,000 Cycler i København. Hvorfor ikke lægge en Skat af 2 Kr. paa hver Cycle? Det vilde dog give en klækkelig Skilling i Kassen. Til syvende og sidst er der Fortepianoer og Flygler. Det vilde være en ren Velsignelse, om der blev lagt en Skat paa disse Instrumenter. Tilsidst udtalte hun, at Kommunen utvivlsomt administrerer for dyrt paa alle Omraader.
Fru Johansen (Socialdem.) vilde selvfølgelig gerne ligesom de fleste andre Talere tale om Sparsommelighed, men vidste ikke, hvor hun skulde finde det Sted, hvor der kunde spares. De største Udgifter falder jo paa 3. Afdeling (Forsørgelsesvæsenet), men hellere end at tale om Sparsommelighed paa dette Omraade, maatte hun bede om, at der blev ydet noget mere.
Der er først Alderdomsunderstøttelsen, der vistnok varierer mellem 12-18 Kr. maanedlig. Hun havde været hos en Kredsinspektør og forhørt sig om, efter hvilke Regler, de administrerer, og hvorfor saa faa fik Maksimum af Understøttelse. Det blev svaret hende, at Maksimum kun blev tildelt de gamle Mennesker, der ikke kunde klare sig selv, men maatte betale nogen Hjælp. Det er næsten for meget forlangt, at disse gamle Mennesker af den Understøttelse, de faar, 360 Kr. om Aaret, baade skal kunne leve og betale Extrahjælp. Der kan derfor næppe være Tale om Besparelse paa dette Omraade.
Hun vilde meget henstille til Borgmesteren for 3. Afdeling at vaage over, at Tonen paa Kredskontorerne kunde blive nogenlunde menneskelig.
Schovelin, der, naar han taler om de fattige, ret ofte har en meget smuk Maade at udtrykke sig paa, kom i Aftes med den Yttring, at de store Skatter blev paalignede de velhavende for at de fattige kunde have Lov til at avle saa mange Børn, de vilde - en meget smagfuld Udtalelse, der hører hjemme i en anden Forsamling end denne. Den fattige Fader gør sin Pligt over for sine Børn sammen med deres Moder, og hvis den velhavende Fader var ligesaa pligtopfyldende, kunde det godt være, at der ikke var saa mange unge Mødre, der maa sendes hjem paa Sognet, fordi de ikke kan finde deres Barns Fader. . . .
Fru Knudsen (Vstr). Ifjor i Februar Maaned havde hun talt nogle Sygeplejerskers Sag, der er ansatte paa Blegdamshospitalet, og hvis Boligforhold er saa daarlige, at der vel var Grund til at tale om dem her. Hun havde Borgmesterens Ord for, at der skulde blive gjort noget for disse Kvinder, men det gjorde hende ondt at maatte sige, at der indtil Dato ikke er sket den mindste Forandring. Hun vilde anbefale et Andragende fra »Dansk Kvindesamfund« om at ansætte Kvinder i Politiets Tjeneste, hvilket med Held var prøvet flere Steder i Udlandet. . . .
Fru Arenholt (Radik.) havde under Behandlingen i Fjor henstillet til Borgmestrene for 3. og 4. Afdeling at overveje Muligheden for i større Udstrækning at ansatte Kvinder i Stillinger under Kommunen. Hendes Ønske hidrørte dels fra Ønsket om at lette de selverhvervende Kvinder Adgangen til Arbejde og til en tilfredsstillende Løn, dels fra Ønsket om at ansætte Kvinder saadanne Stillinger, der af humane Grunde kræver Kvinder.
Beretninger fra Kommunalbestyrelserne Landet over viser, at de kvindelige Medlemmer med særlig Forkærlighed og Energi har kastet sig over Forsørgelsesvæsenet. Som Medlemmer af eller Formænd for Fattigudvalgene har de evnet at afskaffe megen gammel Slendrian, som har kostet mange Penge uden at gøre tilsvarende Nytte. Endvidere har de forstaaet at stille sig i et langt personsonligere Forhold til deres Fattige, end det har været muligt for deres mandlige Forgængere. I en saa stor Kommune som København er det jo desværre umuligt for den enkelte Borgerrepræsentant at komme paa nærmere Hold af de enkelte Mennesker, der søger Hjælp. Kommunen har jo sine Kredsinspektører og Distriktsforstandere, men hun var af den Mening, at den Tone, som gennemgaaende hersker paa Distriktskontorerne, uden Skade for nogen af Parterne kunde blidgøres og personliggøres ved kvindelig Medvirken. Paa disse Kontorer kommer der daglig en Mængde Enker, fraskilte, forladte og ugifte Mødre, og det vilde være rimeligt og humant, om disse Kvinder fandt en Kvinde, med hvem de kunde tale og raadføre sig.
Hun vilde udtale sin Glæde over, at den kommunale Sygepleje i Hjemmene var bleven udvidet i det forløbne Aar. Den er iværksat dels for at skaffe bedre Pleje, dels for at undgaa Hospitalsindlæggelse, hvor en saadan ikke er absolut nødvendig, hvis man kan skaffe gamle, enligstillede Mennesker den fornødne Pleje i Hjemmene. Diakonisserne udfører her et værdifuldt og paaskønnelsesværdigt Arbejde med saa smaa Midler, at det vilde være ønskeligt, om man paa dette Punkt vilde give nogenlunde rundeligt.
Hun fremhævede i Begyndelsen af sin Tale, at der var Omraader, hvor man af humane Grunde burde anvende Kvinder. Humane Grunde kræver, at der ansattes Kvinder i Politiets Tjeneste først og fremmest under Sædelighedspolitiet, men ogsaa i Ordenspolitiet. I mange Byer baade i Norge, Sverig, Finland og Tyskland er der ansat kvindeligt Politi. Hun anbefalede varmt »Dansk Kvindesamfund« s Andragende. Som tilhørende en Gruppe, der fra første Færd loyalt har taget Konsekvenserne af den nye kommunale Valglov, som gav Kvinderne kommunal Valgret, takkede hun Rode, fordi hans Ønske om en Udvidelse af Borgerrepræsentationens Medlemsantal bl. a. var motiveret ved Ønsket om en Forøgelse af de kvindelige Repræsentanters Antal og Indflydelse. Hun vilde haabe, at det maa ske i en nær Fremtid, og at det da vil blive muligt for de kvindelige Medlemmer i Forsamlingen at blive repræsenterede i Budgetudvalget. Hun vilde ønske det for kvindernes egen Skyld, og hun vilde ønske det for Budgettets Skyld. Desværre har jo ingen af de større Grupper, som besætter flere Pladser i Budgetudvalget følt sig beføjet til at sætte en Kvinde ind. Hun vilde haabe, at det ialfald vilde ske, naar Medlemsantallet blev forøget.
Frederiksberg Kommune.
Under Diskussionen om Kommunens Tilskud til de Arbejdsløse udtalte:
Frk. Branth (H.). De Oplysninger, der foreligger kan ikke siges at berettige til at tale om extraordinær Hjælp endsige bebyrde Kommunen med extraordinære Udgifter under de trykkede økonomiske Kaar, hvorunder den lever, men ikke alene af økonomiske Grunde, men først og fremmest af sociale Grunde, vil jeg hævde, at Andragendet bør afvises. Ifald Kommunen vilde indrømme, at den var pligtig til at vedblive med extraordinær Hjælp til de Arbejdsløse, vilde den skabe et Præcedens for, at det offentlige alene sidder inde med Ansvaret for Arbejdernes Forsørgelse. Men for en Kommune er det nødvendigt, at Borgerne hver for sig er bevidste at være ansvarlige for sin Del i Kampen for Tilværelsen. Det skal slaas fast, at Arbejderne i den gode Tid maa sikre sig mod eventuelle daarlige Tider, dels ved at være fornuftige Husholdere og dels ved Forsikring. . . .
Vil Arbejderne ikke i den gode Tid tænke paa eventuelle daarlige Tider, maa de - saavel som andre - tage Skade for Hjemgæld, og naar de er kørt fast, benytte sig af den Ret, som Grundlovens §84 hjemler dem - at henvende sig til Fattigvæsenet. Dette Forlangende er ikke inhumant, tværtimod. Fattigvæsenet er en human og retfærdig Institution, thi den erkender, at Mennesker, der er i Nød, skal hjælpes og understøttes, hvorfor den virker som rentefri Laanekasse, indtil Vedkommende kan tilbagebetale sin Gæld, men fastslaar samtidig, at den, der ikke kan klare for sig selv, ej heller skal have Ret til Indflydelse paa, hvem der skal styre Stat og Kommune, før Gælden er afviklet. . . .
Ved denne Lejlighed vil jeg gerne hævde, at den Arbejdsmand, der har 1000-1200 Kr. i aarlig Indtægt, i Forhold ikke er daarligere stillet end den Embedsmand, der har større Indtægt, da sidstnævnte paa mange Maader har flere Forpligtelser i Samfundet. Jeg skal slutte med en Opfordring til Forsamlingen om at afvise Andragendet.
Frk. Brandths Bemærkninger blev kraftigt imødegaaet af flere Talere; vi skal referere nogle enkelte af de fremkomne Udtalelser:
Niels Petersen (Rad.). Man skulde tro, at et konservativt Partis Opgave først og fremmest var at bevare Folk for Samfundet i Stedet for at henvise dem til Fattigvæsenet og sætte dem udenfor Samfundet. Det vilde interessere ham at høre om det pædagogiske Medlem af Forsamlingen, Frk. Ankerstedt, vilde godkende, at man straffede Kvinder og Børn, fordi Mændene ikke lagde tilstrækkelig til Side.
Hansen (Socialdemokr). Frk. Branth havde i sin Tale aabenbaret en Tankegang, der sikkert havde forbavset alle. Hun havde vist, at hun aldrig selv havde lidt Nød og heller aldrig set andre gøre det.... Tanken om at henvise en Mand, der uden egen Skyld var bleven arbejdsløs, til Fattigvæsenet, fandt han kynisk.
Redaktionen modtager med Glæde Meddelelser af Interesse fra Byraads- og Sogneraadsforhandlingerne rundt i Landet og anmoder vore Medlemmer om at indsende saadanne. Red.
