« Tilbage til søgeresultaterne
Den internationale Kvindestemmeretsalliance
Lidt fra det konstituerende Møde i Berlin 1904.
Susan B. Anthony - Carrie Chapman Catt - Rev. Anna Shaw.
Det kunde kanske interessere Kvindevalgrets læsere nu da vor høitærede præsident Mr. Chapman Catt om kort tid vil gjeste Kjøbenhavn paa gjennemreise til Stockholmer kongressen, at høre litt saavel om hende selv som om Alliancens konstitueren i 1904. Som den der har været med at stifte
dette verdensforbund, og som en der altid med glæde vil mindes de herlige dage og det hyggelige samvær med likesindede kvinder, er det mig kjært at gjenkalde i erindringen hvorledes det hele gik for sig, og samtidig fortælle Kvindevalgretsforeningen, Alliancens yngste barn, om dette.
Det var en fager junidag med sol og løfter om en sommer vi oppe i Norge længe hadde ventet paa, at jeg drog fra Kristiania. Tiden var travl, og vanskelig faldt det at bli færdig. Mange hindringer var der paa min vei - i mit arbeide og i mit sind. Store betænkeligheder hadde jeg i anledning av at det en stund saa ut som jeg skulde bli Norges eneste repræsentant ved det møte. Mine to meddelegerede kunde nemlig umulig bli færdig til at ta avsted, før 3 á 4 dage senere, da Det Internationale Kvinderaad skulde ha sin kongres med efterfølgende møter, og jeg, der som de, var valgt til at repræsentere Norge ved begge, kunde egentlig talt like saa litt komme avsted slik at jeg kunde være i Berlin den 3 . juni. Da kom der to bud til mig. Det ene fra Danmark, saalydende: »Sørg endelig for at idetmindste én norsk stemmeretskvinde kommer til Berlin den 3. Husk: én kvinde = 6 stemmer,
0 = 0! Herfra reiser 5«. Og det andet var fra Ann Margret Holmgren, som skrev: »Kära, låt inte Norge bli oreprepresenteradt. Härifrån drar 6!« Sverige 6 - Danmark 5, Norge – ingen! Dette faldt tungt paa mig, og jeg følte det som en pligt at forsøke at muliggjøre det umulige, sætte alt andet tilside og reise. Og naar man har en god vilje, føler ansvar for og kjærlighet til en sak, kan man utrette meget, ogsaa det at komme til Berlin 3 dage før man hadde tænkt! I sidste øieblik fik jeg opnævnt en norsk dame, som jeg traf paa færgen fra Gjedser til Warnemünde, til at bli min meddelegerede, og sammen med de danske delegerede ankom vi om aftenen 2 juni til Berlin.
Allerede kl. 9 næste morgen hadde vi at møte op.
Det var en repræsentativ forsamling som fyldte hotel Prinz Albrechts festsal, da vi traadte derind, noksaa trætte og medtagne efter den par force-reise, som vi hadde maattet gjøre for at være fremme i betimelig tid. Men vi glemte træthed og alt mulig andet. Det gjaldt straks at sætte sit eget lille jeg fuldkommen tilside, og kaste sig ind i de to sprog - tysk og engelsk - og spænde sine nerver og sine ører saa stramt som mulig for at kunne faa det med altsammen.
Da vi et kvarters tid omtrent hadde ventet, eller rettere sagt vi ventet ikke, vi stiftet et flygtig bekjendtskap her og der med et navn - mere blev det ikke for det første - og trykket snart én haand, snart en anden, altid med følelsen av at det var en vennehaand, for vi to, som nu hilste hverandre, vi vilde jo det samme, vi arbeidet for det samme, vi var besjælet av den samme tanke! Det var en underlig god, oplivende følelse, saa alle mine mange »bekymringer« var snart overvundne, og jeg følte mig saa underlig »hjemme« med ett.
Pludselig avbrødes den livlige summen av de forskjellige sprog og stemmer. Det store øieblik kom: Susan B. Anthony førtes ind i salen! Omgivet av »sin stab« av »young girls« som hun spøkefuldt kaldte sine i kampen for kvinders stemmeret graanede venner, kom hun der. Høi og rank med sikkerhet i sin gang og fasthet i sit blik, skred hun hen til den æresplads som var reserveret hende. Vi grepes alle af en dyp ærbødighet, og alle de mange kvinder av de mange forskjellige nationaliteter, bøiet sig i beundring for denne kvinde som trods sin høje alder, (»jeg er 84 aar ung« kaldte hun det selv), hadde trodset det vrede Atlanterhav for at se sit livs maal fuldbyrdes: alle nationers kvinder staaende sammen i et internationalt forbund, krævende sin ret! Saa indtok hun præsidiet og erklærte møtet aapnet. Dr. jur. Anita Augspurg holdt velkomsttalen, og Susan Anthony takket. Med høi, klar stemme tolket hun sin glæde over hvad hun idag oplevet. Hun vilde kaste et blik tilbake og fortælle hvad hun hadde oplevet, for at vi - de unge! - kunde forstaa hvad denne dag betød for hende. Glimrende veltalende, vittig, rolig og fri for al svulstighet som hun var, skildret hun kvindebevægelsen fra det første møte i den lille amerikanske by Seneca Falls i 1848, da de offentlige skoler i reglen kun var aapne for pikebørn i ferierne, naar gutterne var fri, og da bare fra kl. 6-8 om morgenen - til idag da dørene er lukket op for kvinder, saa de kan faa den utdannelse de selv ønsker, og saa godt som alle leveveie ogsaa er aapne for dem. I de 4*) av unionens 45 stater har kvinder fuld borgerlig og politisk likestilling med mænd. Stemmeretssaken var hendes livsarbejde, og utallige var de ganger hun hadde talt den sak, og meget hadde hun utstaat av haan og forfølgelse. Hun var blit utleet, stillet for myndigheter og domstole, endog truet paa livet, inden hun var naad saa vidt som idag.
Ens hjerte blev fyldt med taknemlighet mot denne fine, noble kvinde, som var den ene av de to, der la planen til den bevægelse, som nu pulserer gjennem den hele civiliserede verden. Sammen med sin i 1900 avdøde ven, Mrs. Cady Stanton, gik Susan Anthony fra seir til seir i arbejdet for kvinders stemmeret, trods politimyndigheter og motstand fra alle kanter. Alvorlig, fast og kraftig, uten et eneste bittert træk i det ædle ansigt, besjælet av en urokkelig tro paa sin saks retfærdighet og derfor sikker paa dens seir, stod og vil altid Susan Anthony staa for mig, da hun fortalte om sit felttog mod gamle fordomme og forældede institutioner. Det var med inderlig glæde jeg senere hen erfarte av en al de tilstedeværende amerikanere, at hendes landsmænd forlængst har forstaaet at vurdere hendes personlighet. Baade mænd og kvinder derover bøier sig i dyp ærbødighet for denne veteran.
En amerikansk forfatter - Mr. William Canning - har i beundring for hendes store organisationstalent kaldt hende »Kvindefelttogets Napoleon«. Vi kvinder vet imidlertid at hun ellers intet har tilfælles med Frankrikes keiser. Men fra mænds standpunkt er vel dette høieste potens av beundring, og som saadan faar vi se paa den. Byen Rochester i Amerika er stolt over at hun var dens barn, og at det var fra den hun begyndte sin agitatoriske virksomhet, især efter at hun officielt er anerkjendt som »en av de mest ophøiede skikkelser i Amerikas historie«. Vi saa det ogsaa, hvor hendes amerikanske medarbejdere ved alle lejligheter lod hende og os føle, at hun var deres egen, og at de var stolte av det. De forstod at anerkjende hendes arbeide og hendes storhet som menneske, slik som jeg igrunden tror at kun amerikanske kan denne for os mennesker saa vanskelige kunst.
Altid var »aunt Susan«, som amerikanerne kalder hende, i godt humør, smaavittig, ungdommelig begeistret og fyrig i sin tale. Alle forstod vi at hun kun hadde forfulgt sit maal og kastet alt det andet tilside som kunde hindre hende i at naa dette. Hun har i sit arbeide aldrig forlangt noget for sig selv, men ubøielig fast i sit princip, og dog, saa hjertevarm - alt for den sak hun kjæmpet for! - Da jeg senere hen under møtet hadde den ære og glæde at trykke hendes haand, så hun til mig: »Jeg kommer om 2 aar til kongressen i Kjøbenhavn, og da tar jeg med det samme en trip op til Norge!« Som man vet, blev ikke det saa. Hun maatte dele alle dødeliges lod. Da Alliancen holdt sit møte i Kjøbenhavn, hadde gravens fred lukket sig over hende, og vi, som var tilstede ogsaa paa dette møte, følte savnet av den store kvinde, som man har kaldt »Amerikas ukronede dronning«!
En av Susans »young girls« tiltrak sig ved sit blide sympatetiske væsen, alles opmærksomhet. Det var Mrs. Chapman Catt. Som Alliancens præsident burde hun kanske være nævnt først. Men jeg vet, at Mrs. Chapman Catt tilgir mig, at Susan Anthony her er kommet som nr. 1. Hun præsiderede den ene dags formiddag i Susans sted. Carrie Chapman Catt blev senere valgt til Den internationale stemmerets Alliances præsident, da Susan Anthony avslog dette hverv. Som den der i lang tid har staat i spidsen for organisationsarbejde, besidder Mrs. Chapmann Catt en storartet ro og sindighet. Av væsen er hun stille og beskeden, næsten tilbakeholden. Og dog en glimrende folketaler. Jeg tror allikevel at det jeg dengang og senerehen mest beundrer hos hende, er den evne hun har til at høre paa hvad andre har at si, og til at gaa ind paa, sætte sig ind i ens meninger, om de virker aldrig saa meget fra hendes egne. Jeg har senere hat den glæde at komme i nærmere berøring med hende, og lært at skatte denne hendes evne, som jeg igrunden tror det er faa mennesker git at ha. For en præsident i et verdensforbund er den uskatterlig.
I et klart, intelligent og varmt foredrag la hun ved møtets slutning, efter at hun var valgt til præsident, og senere fra prækestolen i den kirke, hvor hun sidste dag talte, de tilstedeværende mænd og kvinder paa hjerte at arbeide for kvinders stemmeret, hver paa sin maate, hver efter sine forholde, idet hun fremholdt at enhver aldrig saa liten anstrengelse, og ethvert litet arbeide, utført i sandhetens og retfærdighetens tjeneste, før eller senere vil faa sin løn og krones med seir.
Ved møtets aapning overrakte Mrs. Chapmann Catt den vordende organisation en »gavel«. Det var en slags hammer - nærmest en klubbe - som blev foræret Alliancen av den amerikanske Kvindestemmeretsforening, hvis formand Mrs. Ch. Catt dengang var, med ønsket om at den maatte virke med til kvindernes seir. Og denne klubbe hadde faat sin historiske indvielse, idet den var arbeidet av træ, som hadde vokset i skogene, og sølv som var utvundet av bjergene, i staten Wyoming, den første stat i hele verden, hvor kvinder fik fuld likestilling med mænd. Nu sendtes den av denne ældste kulturstat som faddergave til det internationale kvindestemmeretsmøte. Den blev mottat med stormende bifald, og overrakt Susan Anthony, som her indviet den til fremtidig bruk ved vore internationale møter. Og Mrs. Chapman Catt har benyttet den siden. Baade i Kjøbenhavn, i Amsterdam og i London.
Susan Anthonys trofaste ven og støtte, Reverend Anna H. Shaw, vistnok den ældste af de »young girls«, lyste op over alt hvor hun kom, med sit varme, lune smil. Hun var en av de ivrigste og ogsaa den klareste i debatten, naar det gjaldt at præcisere. Som prest og vant til at tale, har hun en sjelden klar og ren stemme. Hun var i besiddelse av en egen lun humor, og de varme mørkebrune øine lyste av intelligens og straalte av ungdommelig begeistring, naar hun med overbevisningens sikkerhet anbefalte eller forsvarte de saker som forelaa til behandling. Med spændt opmerksomhet lyttet alle til hendes ord, og man fik fuld forstaaelse av at hun er »en af den nye verdens mest ansete kvindelige talere,« som der blev sagt om hende. Hele hendes personlighet udtrykte fred og kjærlighet. Der var en moderlig tryghet ved hende, og med sine skinnende hvite haar munter som den yngste blandt os. Stærkest indtryk gjorde hun paa mig da hun talte paa det store offentlige demonstrationsmøte, som holdtes efter at Alliancen var konstitueret. I kraftige ord talte hun om sit hjertebarn: kvindestemmeretten, til de tyske mænd, som i hundredevis var der tilstede. Med alvor la hun dem paa hjerte, hvad de skyldte sine mødre, søstre, hustruer og døtre. »Tyskland er idag et stort, et mægtig land! Og hvorfor?« sa hun. »Jo, fordi det har kraftige, handledygtige mænd! Men en mand som er sterk og intelligent kan umulig være født av en undermaals moder! Heri er det bedste bevis for at kvinder maa staa paa like trin med mænd, og de maa derfor ogsaa fordre de samme rettigheter!« Med brakende applaus blev disse hendes ord mottat.
Reverend Shaw vil ogsaa komme til Stockholm. Den sympati, hun vandt i Berlin blandt deltagerne, er vokset efter hver kongres, og jeg føler mig overbevist om, at den vil vokse i videre og videre kredse alt efter som antallet av deltagerne vokser. Sammen med Mrs. Chapmann Catt er hun kongressernes yndling.
Kjøbenhavn, 23de mars 1911.
Fr. Mørck.
*) Siden 1910 er der 5 stater, hvor kvinder er fuldt likestillet med mænd.