Fra Landstinget

Regeringens Forslag om Grund­lovsændringen, hvorved Kvinder opnaar politisk Valgret paa samme Be­tingelser som Mænd, var den 30te Marts til Behandling i Landstinget. Efter Diskussionen, af hvilken vi nedenfor bringer et Uddrag efter Rigsdagstidende, blev Sagen henvist til et Udvalg paa 15 Medlemmer.

Konsejlspræsidenten (Klaus Berntsen): Et Spørgsmaal, som dette Lov­forslag berører, er Spørgsmaalet om Kvindernes politiske Valgret og Valg­barhed. Det er ret bekendt, at der om denne Sag hersker delte Meninger, men Ministeriet er af den Opfattelse, at Tidspunktet nu maa være inde til at give danske Kvinder politisk Valgret, efter at man ved Vedtagelse i begge Rigs­dagens Ting og med Tilslutning fra Regeringens Side har givet Kvinderne kommunal Valgret. Det er min Overbevisning, at det var et heldigt Skridt, man gjorde, da man aabnede Kvinderne Adgang til at tage Del i det kommu­nale Liv, som Medlemmer af de kommunale Forsamlinger, og det er min Overbevisning efter det Kendskab, jeg har til Forholdene her i Landet, at det har bidraget til, at de kommunale Raad have faaet en forstandig Sammensæt­ning, og at Udviklingen af de kom­munale Forhold er inde i et Spor, som jeg mener, man gennemgaaende har Grund til at være tilfreds med og glad for. Ministeriet er af den Opfattelse, at det ogsaa vil have sin Betydning i det politiske Liv, at der aabnes Adgang for Kvinderne til at faa Sæde i de lov­givende Forsamlinger og til at faa Stemmeret. Jeg tror, at det vil bidrage til at tilvejebringe mere Hjertelag, om jeg maa bruge det Udtryk, i dansk Politik, end vi nu ere Vidne til. Jeg tror, at Kvindernes Deltagelse paa Grund af deres varme Interesse for Folkets og Samfundets Anliggender vil øve en gavnlig Indflydelse paa den politiske Udvikling her i vort Land. - De Ind­vendinger, der ere gjorte, at Kvinderne i for høj Grad blive løsrevne fra deres Hjem, gøre intet Indtryk paa mig, jeg tror ikke, at det vil forholde sig saaledes. Kvinderne kunne, selv om de faa Valgret, i Fremtiden i lige saa høj Grad som hidtil være interesserede i at varetage Hjemmets Interesser. Den Anke er ikke rejst imod Mændene, at de forsømme Hjem og Bedrift, fordi de have faaet politisk Valgret. Jeg tror heller ikke, at en saadan Anke overfor Kvinderne vil have noget paa sig.

Rottbøll: Det foreliggende Forslag gaar i første Række ud paa at fastslaa Medlemsantallet i Folketinget og komme bort fra den Grundlovsbestemmelse, som siger, at der skal være en Folketingsmand for hver 16,000 Indbyggere. I Stedet for sættes et bestemt Tal, og for saa vidt Forslaget gaar ud paa dette, har det min Sympati. Men det rækker langt videre end hertil, og det blev ogsaa fremhævet nede i Folketinget i ret stærke Ord fra forskellige Sider, at det er Ændringer, der tendere hen imod at skabe et stærkt Folketing, nærmest for derigennem at komme til en Ændring af Landstinget. Hvorvidt det For­slag, der foreligger, virkelig vil frem­bringe et stærkt Folketing, det kan være Tvivl underkastet, det kommer ganske an paa, hvorledes man ser paa, hvad et stærkt Folketing er. Den Ud­videlse, her er gjort ned til 25 Aars Alderen, er der slet ingen Tvivl om, vil radikalisere Folketinget, hvis den bliver gennemført, det er en ren og skær Favorisering af det socialdemo­kratiske Element i Folketinget; om der derved skabes et stærkt Folketing, turde dog maaske selv Regeringspartiet stille sig tvivlende overfor. Jeg stiller mig i høj Grad tvivlende overfor det. Og hvorvidt det vil være formaalstjenligt paa dette Tidspunkt at styrke Folke­tinget med Kvinderne, stiller jeg mig lige saa tvivlende overfor. Om det er i Kvindernes egen Interesse, ved jeg ikke. Jeg hørte nok den højtærede Konsejlspræsident sige, at det ikke vilde skade Hjemmene, at Kvinderne fik Valgret og Valgbarhed, han havde aldrig hørt, at det var blevet bebrejdet Mæn­dene, at de forsømte deres Hjem paa Grund af deres Deltagelse i det offent­lige Liv. Jeg maa dog sige til den højt­ærede Konsejlspræsident, at han har været meget heldig; de fleste af os have vist hørt enkelte Bebrejdelser paa Grund af, at det offentlige Arbejde op­tog lidt for meget af vor Tid.

Herman Trier: Den Modtagelse, som det foreliggende Lovforslag har faaet i Dag her i Tinget, tyder jo ikke paa, at det Æg i nogen nær Fremtid vil blive udruget. Den ærede foregaaende Taler (Harald Jensen) sagde endogsaa, at Modtagelsen var at sam­menligne med en Spand iskoldt Vand, der var kastet over et svagt Væsen. Deraf vilde jeg nu ikke slutte, at dette svage Væsen absolut vilde tage sin Død derover. Mangen en Gang kan en Spand iskoldt Vand netop være en god Kur lige overfor Svagheden. Det var muligt, at netop den Modtagelse, som et Forslag af denne Art har faaet heroppe, kunde være et Middel til at styrke de Krav, der oprindelig have baaret Forslag i den Retning frem, og maaske styrke dem saaledes, at de skærpedes og bleve videregaaende end det, der i Øjeblikket mentes at kunne opnaas.

Hvis det var i Folketinget, denne Forhandling i Øjeblikket fandt Sted, saa vilde jeg finde det ganske naturligt at pege paa, at Forslaget, som det er, ikke fyldestgør de naturlige Fordringer, der kunne stilles fra et demokratisk Synspunkt, og gøre opmærksom paa de videregaaende Fordringer i Retning af Forfatningsændringer, som ere gan­ske naturlige, saaledes som vort politiske Liv har udviklet sig. Men nu kommer dette Forslag imidlertid fra Folketinget efter at være behandlet der, og det kommer som et Tilbud og et Krav til Landstinget. Saa bliver Situationen en noget anden, saa bliver Opgaven ikke den at stille Fordringer i Øjeblikket endnu mere yderliggaaende, men netop at hævde dette, at her er et Grundlag, selv om det indskrænker sig til enkelte Punkter, ved hvis Vedtagelse der vil kunne skabes, i alt Fald for nogle Aaringer, Fred i Forfatnings­kampen, medens man ruster sig til at gaa til det næste Skridt deraf.

Der er sagt, at Hovedsagen i dette Forslag er Ordningen af Tallet paa Folketingets Medlemmer. Ja, det er Hovedsagen, for saa vidt man derved vil frembringe en formel Overensstem­melse mellem Valgordningen og det, der staar i Grundloven. Men i Reali­teten, naar man ser bort fra den Op­gave at skaffe rigelig Repræsentation Landet over, saa er det dog ikke noget absolut afgørende, om Folketingets Medlemsantal er 114, eller om det kan strække sig nogle Tal videre op, til 132. Jeg skulde tro, at en betydeligere Indflydelse paa den politiske Ud­vikling vil det have, at man lukker helt nye Lag af Befolkningen ind i det po­litiske Livs Rettigheder. Jeg tillægger det, at denne Gang for første Gang Forslag om Kvinders politiske Valgret er kommet fra Folketinget herop til Landstinget, en stor Betydning, fordi man derved har anerkendt en Fordring, der med Nødvendighed i Aarenes Løb maatte arbejde sig frem til Anerken­delse. Saa længe man ikke vil driste sig til at paastaa, at Kvinderne ikke ere Mennesker i samme Forstand som Mændene, saa længe har man jo i Vir­keligheden fra Retfærdighedshensynet intet som helst Udgangspunkt for at nægte dem en saa naturlig Ret som deltagelsen i Afgørelsen af den Udvik­ling, paa hvilken ogsaa deres Interesser i saa høj Grad bero. - Der er blevet sagt, at Kvindernes Forhold til Hjem­met umuliggjorde eller vanskeliggjorde denne Opgave. Jeg tror slet ikke, at dette er Tilfældet. For en Mangfoldighed af Kvinder er det jo ganske afgjort, at det ikke betyder noget som helst, og selv de Kvinder, der have et Hjem at varetage i snævrere Betydning, skulde dog ikke være saaledes stavnsbundne indenfor Hjemmets Grænser, at deres Blik ud derover ikke kunde række til en Interesse for og Forstaaelse af de Opgaver, som det store of­fentlige Liv havde at tumle med. Det er i alt Fald ikke muligt i vore Dage at skrue Udviklingen, saaledes tilbage, at man vil lænke Kvinderne til Hjem­met i dets snævreste Betydning og i det hele taget holde deres almindelige Udvikling og Interessesfære nede. Det lykkes ikke længere, saa stærkt som Bevægelsen i modsat Retning har taget Fart, Ogsaa særlig mellem Kvinderne selv. - Den ærede Konseilspræsident sagde, at der aldrig mod Mændene var rettet den Bebrejdelse, at det forstyr­rede deres Forhold til Hjemmet, at de deltog i det politiske Liv. En anden æret Taler (Rottbøll) indvendte der­imod, at denne Bebrejdelse i Virkelig­heden er rettet mod Mændene. Jeg tror ogsaa, at den er rettet mod ad­skillige Mænd, som ikke have forstaaet at holde den rette Grænse i at afveje de to Interesser mod hinanden. Der kan muligvis godt være dem, som have forsømt andre og berettigede In­teresser for at varetage politiske Inter­esser, men der er dog ingen, som af den Grund vil sige, at man skal nægte Mændene Valgret, og lige saa lidt maa man, fordi der er Mulighed for, at ogsaa Kvinder, den ene eller den an­den, maaske kunne komme til at for­rykke Grænsen mellem disse Interesser, nægte dem, hvad i øvrigt andre Hen­syn tale for. Den Erfaring, jeg for mit Vedkommende har haft af at se Kvin­der deltage i det kommunale Liv, har bestyrket mig i Troen paa, at det of­fentlige Liv vil kunne faa en Tilvækst gennem deres Deltagelse, og at det altsaa ikke blot skulde være for Kvin­dernes Skyld, en blot og bar Retfærdighedshandling, ligegyldigt, hvad Gavn Udviklingen havde deraf, at de fik Valgret, men ogsaa, fordi selve Samfundslivet i visse Retninger vil kunne nyde godt af den Side af Opfat­telsen, som Kvinder naturlig komme til at repræsentere i Modsætning til Mændene. Jeg vilde derfor anse det for ganske uheldigt, om man fra Kvin­dernes Side vilde betragte det som det naturlige at følge i Mændenes Fod­spor, hvor det gjaldt om at at overveje og afgøre de offentlige Interesser; hvis de ikke netop midt i Samarbejdet komme til at udgøre en supplerende Modsætning til Mændene, saa vil Valg­retten for dem i Virkeligheden kun betyde, at man forøger Mændenes Valgret, at man faar nogle flere Væl­gere at tumle med, men i Virkelig­heden ikke faar nye Elementer ind i det offentlige Liv. Jeg antager og tænker ogsaa, at den sunde Betragtning hos Kvinderne vil føre dertil, at det netop maa være i deres Egenskab af kvinder, de skulde tilføre det offentlige Liv et nyt Element, selvfølgelig med den Baggrund af almindelige menne­skelige Synspunkter, som overhovedet er en Betingelse for paa værdig Maade at kunne deltage i det politiske Liv. Derfor hilser jeg det velkommen som et Fremskridt af stor Betydning, naar Kvinderne nu i den første Paragraf af dette Forslag faa den Valgret tilkendt, som da ogsaa mange Mænd have kæmpet for Aaringer igennem.

Medens Mand og Kvinde i øvrigt ere stillede ens her i Lovforslaget, er der et Punkt, hvor der er gjort Forskel paa dem, og det er med Hensyn til Udøvelsen af den privilegerede Valgret.

Der er det jo saaledes, at man har ladet denne være Mandens Særprivilegium. Jeg ser deri et godt Løfte for Frem­tiden. Da nemlig Princippet i Lovfor­slaget er det at stille Mand og Kvinde lige, kan Meningen med denne Ulighed overfor Kvinden paa dette enkelte Omraade jo ikke betyde andet, end at mene, at dette enkelte Punkt har in­gen blivende Fremtid, til hvilken man ogsaa mener at burde knytte Kvinder. Man mener, at Spørgsmaalet om den priviligerede Valgret maa gaa sin Undergang i Møde, ellers vilde det jo være en stor Uretfærdighed at man netop paa dette Punkt særlig vil ude­lukke Kvinder fra samme Ret, som man har givet Mænd. Det maa være fordi man i det hele ser kritisk paa den priviligerede Valgret. Der ligger et Løfte for Fremtiden her paa et Hoved­punkt, mod hvis Løsning Udviklingen vil styre. Og vel kan man sige, at een Svale gør ingen Sommer, men paa den anden Side kan man dog maaske sige, at den varsler om, at Sommeren ikke er saa uhyre langt borte.