« Tilbage til søgeresultaterne
Hjælpekassevalget
Medens Hjælpekassevalget i Aar de fleste Steder er gaaet roligt, er der dog ét Sted i Landet, hvor det har sat Sindene i Bevægelse, nemlig i Nykøbing paa Falster.
Ved Valget i 1908 var der dér opstillet 2 Lister, én af Socialdemokraterne og én af den kommunale Vælgerforening, og der var bleven valgt 5 Mænd og 4 Kvinder ind i Bestyrelsen.
Ved Valget i Aar mente de to ovennævnte Foreninger at være kompetente til at opstille en Fællesliste uden at forhandle med andre af Byens Foreninger. Men da Resultatet af dette Samarbejde blev en Liste, hvorefter der vilde komme 6 Mænd og kun 3 Kvinder ind i Bestyrelsen, følte den stedlige Kvindevalgretsforening sig brøstholden, især da den Kvinde, der udelukkedes, var en Distriktsjordemoder, som i de forløbne 3 Aar havde gjort god Fyldest i Hjælpekassebestyrelsen, og som Kvindevalgretsforeningen fandt særlig skikket til at udfylde en Plads der. - Det maa her bemærkes, at samme Distriktsjordemoder ikke var Medlem af Kvindevalgretsforeningen.
Et af dennes Bestyrelsesmedlemmer gjorde nu paa en Generalforsamling i den kommunale Vælgerforening, der gik forud for Hjælpekassevalget, gældende, at Kvinderne ikke roligt burde finde sig i, at man formindskede Antallet af Kvinder i Hjælpekassens Bestyrelse, og da hun ikke fik Medhold paa Generalforsamlingen, besluttede Kvindevalgretsforeningen selv at tage Affære og opstille en Liste.
Nu gjaldt det imidlertid om ikke at gøre Fiasko, og der blev drevet en dygtig Agitation fra de ledende Kvinders Side, saa dygtig, at det Valgdagen lykkedes dem at føre to af deres Kandidater igennem, til Trods for, at de fleste af Byens Blade rasede imod dem.
En mægtig Støtte for Agitationen var et Valgblad, som Kvinderne udgav Søndagen før Valget, og som reves bort paa Valgdagen. Det indeholdt bl. a. - foruden Kv.s Liste, hvorpaa føromtalte Distriktsjordemoder var Nr. 1 - en Artikel om hver af de 3 første Kandidater paa Listen, i hvilke der gjordes Rede for, hvem disse var, og hvorfor man særlig ønskede dem valgt. Paa Bagsiden af Bladet var der Annoncer, og disse betalte Bladets Udgivelse.
Naar jeg omtaler denne Affære her i Bladet, er det ikke for derved at opmuntre vore Foreninger til en kritikløs Efterfølgelse ved kommende Valg, men for at Landsf.s Medlemmer kan faa et Bevis paa, at Organisation er Magt, og at vore Foreninger kan faa en stor, praktisk Betydning dér, hvor Mændene ikke vil respektere os som Vælgere.
- For lige saa forsigtige som vi bør være for ikke at komme til at danne særlige Kvindepartier dér, hvor Mændene gennem et fornuftigt Samarbejde før Valget viser, at de respekterer vor Valgret, ligesaa lidt bør vi roligt finde os i det modsatte.
Selvfølgelig er Forholdet et andet, naar der gaas til Valg efter politiske Linier, da kan et politisk Parti ikke uden videre tage Hensyn til de Kandidater, som en upolitisk Forening foreslaar, og da maa de enkelte Medlemmer i Kvindevalgretsforeningerne gøre sig gældende paa de Partimøder, der gaar forud for Valgene, hver hos sit Parti. Men naar der opstilles Fællesliste, kan man forlange, at der tages lige Hensyn til alle Vælgerne, de kvindelige som de mandlige, selv om de første endnu ikke har lært at gøre sig respekterede som Vælgere.
Derfor bør vi være taknemmelige for, at der i vore Foreninger er Kvinder, der, naar det behøves, tør paatage sig det Ansvar selv at opstille Liste, og som har Energi og Dygtighed til sejrrigt at føre Valgkampen for den.
Aalborg, d. 21/4 11