« Tilbage til søgeresultaterne
Vera Hjelt: Det sociale og politiske Samarbejde mellem Mænd og Kvinder i Finland
Ved Kongressen i Stockholm holdt den finske Fabriksinspektør Frk. Vera Hjelt et meget interessant og sagkyndigt Foredrag om ovenstaaende Emne. Hun havde samlet et stort statistisk Materiale, idet hun med Rette fremholder, at vil man hævde Kvindens Ret til kommunal og politisk Ligestilling, saa taler Tal stærkere end Ord for disse Reformer.
Hun havde udarbejdet en Statistik over de Kvinder, der havde taget Universitetseksaminer ved de forskellige Fakulteter og en anden om Kvindernes Medvirken i Samfundets økonomiske Arbejde, hvoraf det fremgaar, at 310,431 Kvinder i Finland deltager i det økonomiske Liv, hvilket vil sige i omtrent halvt saa stort Antal som Mændene. Hun siger herom: »Kvinden i Finland arbejder sig lidt efter lidt ind overalt, i Foreningslivet, i Skolen, i Industrien og i den filantropiske Virksomhed. Hun bliver mere og mere en agtet Arbejdskammerat ved Mandens Side. Til hende betros meget ansvarsfulde Tillidshverv. I Komitéer, Organisationer og Foreninger finder ogsaa et livligt Samarbejde Sted, og alle Partier i Finland anerkender Kvindernes Arbejde. Og endelig da de politiske Ulykkesaar kaldte Kvinden frem for sammen med Manden at værne vort Lands politiske Interesser, da omfattede hun denne Opgave med fuld Forstaaelse. Da saa Manden i hende en solidarisk Arbejdskammerat, som vort lille Land ikke havde Raad til at undvære. Og det er min Overbevisning, at det er denne Samarbejdets Vej, som har ført Kvinderne frem til politisk Frihed. I denne min Opfattelse er jeg blevet bestyrket ved Gennemlæsningen af Landdagsforhandlingerne fra 1906. Da Repræsentationsreformen debatteredes i Landdagen, opstillede en af Talerne det Spørgsmaal: »Kan man give Kvinderne Valgret og Valgbarhed?« Og han besvarede selv Spørgsmaalet med følgende Ord: »Ja, til hver uberygtet gift eller ugift Kvinde, som er fyldt 24 Aar. - Havde jeg Magt, som jeg har Mod, vilde jeg bestemt bryde en Lanse for Kvinden, fordi det er min Opfattelse, at hun har gjort et kolossalt Arbejde i vor Kamp i Ulykkesaarene. Herfor vil jeg offentligt takke vort Lands modige lovlydige Kvinder.«
Der var ikke én eneste Mand i Forsamlingen, som modsagde ham, og i Aaret 1907 fik Kvinderne Sæde i Landdagen.«
Efter at Vera Hjelt videre med Tal har bevist, at Kvindernes Deltagelse i Valgene er anerkendelsesværdig, fortsætter hun: »Medens Europa rettede sine tusinde Millioner Facettøjne paa os og med Uro spurgte, om Kvinderne i den finske Landdag havde »evnet at vende Jordens Akse«, saa sad mine Landsmænd roligt og stille og samarbejdede med os i Udvalg og ved Møder. Det forekom os alle at være en aldeles naturlig Sag uden Ovationer eller Demonstrationer. Vor Følelse af Tillid til Mændenes Retsind voksede under det fælles alvorlige Arbejde. Og vi kunde henvende os til dem som til Kammerater og Venner, naar det gjaldt om at blive indviet i det ene eller andet af Statslivets indviklede Maskineri. Den Tone af Velvilje, Oprigtighed, Finhed og Opmuntring, som mødte os under Samarbejdet i den Partigruppe, som jeg tilhører, har bekræftet min Tro paa, at det er paa Samarbejdets, ikke Mistænksomhedens og Separatismens Vej, at Kvindens Indflydelse og Arbejde kan blive af Betydning for Lovgivningen. Og under Arbejdet i Udvalgene, sammen med Mænd fra forskellige Partigrupper, har Ligestillethed raadet. Kvinderne har ikke haft Grund til at føle sig tilsidesatte eller paa nogen Maade behandlet med mindre Hensynsfuldhed. Kun Meningsforskelligheder har været afgørende, naar Sagerne debatteredes, kun Kapaciteten, hvor det gjaldt Besættelse af Pladserne i Udvalg, Delegationer o. l.
Jeg tvivler ikke om, at der findes Tendenser blandt Kvindefraktioner i Finland, der finder det heldigere om Kvinderne dannede særlige Partier baade ved Valgene og i Landdagen. Men hos os er en saadan Sammenslutning utænkelig, fordi Kvinderne indenfor Landdagens største Parti lige saa umuligt kan og vil samarbejde med de borgerlige Gruppers Kvinder, som disse kan samarbejde med hine paa Grund af den forskellige Opfattelse af, hvad Kvindernes og Samfundets Vel kræver.«
Vera Hjelt har ogsaa udarbejdet en Statistik over Kvindernes Arbejde i Landdagen fra 1907—10 for med Tallenes Objektivitet at kunne imødegaa »uvederhæftige eller fjendtlig sindede« Udtalelser om dette. Vi ser af denne Statistik, i hvilke Udvalg Kvinderne har haft Sæde, hvilke Motioner, der er fremkommet paa deres Initiativ og om hvilke Spørgsmaal, Kvinderne har ytret sig i Forsamlingen.
Forfatterinden fremhæver Betydningen af Udvalgsarbejdet. »Den, som sjældent udtaler sig i Forsamlingen, kan alligevel i langt højere Grad have paavirket Lovgivningen end den, som har holdt mange og lange Taler. Naar man derfor spørger: »Hvad har de finske Kvinder udrettet i Landdagen? saa er dette ikke let at besvare. Bedst kunde man vel svare: »Det samme som Flertallet af Mænd.« Enhver virker efter sine Interesser og sine Kundskaber; det er umuligt - da der ikke føres Kontrol over Udvalgsarbejdet - at paavise den enkeltes Indflydelse paa det ene eller det andet Spørgsmaal.«
Vera Hjelt slutter sit Foredrag med følgende Ord: »Mændene har ikke i det politiske Samarbejde med Kvinderne svigtet det Standpunkt, som de indtog i 1906. Hvorvidt Kvinderne paa deres Side har bestyrket denne Tillid, er jeg ude af Stand til at udtale mig om. Jeg tror dog paa Grund af flere Udtalelser at kunne nære den Forhaabning, at de kvindelige Medlemmers Landdagsarbejde ikke har været en Skuffelse. Hver tænkende Landdagsmand i Finland véd, at han ligesaa lidt som Kvinderne er den nuværende Situations Herre, hvad Reformbestræbelserne angaar. Han ved ogsaa, at Etkammersystemet med lige Valgret og Valgbarhed for alle, ved Siden af den Fordel at opdrage et helt Folk til politisk Vaagenhed og Ansvarsfølelse, tillige maa tilføre Repræsentationen en tung Last af mindre produktiv Arbejdskraft, som kræver sin Tid til Udvikling. Hvorvidt der af denne »Last« skulde findes en større Procent blandt Kvinderne end blandt Mændene, kan næppe bevises. Den finske Landdag gaar Udviklingens Gang under særegne Omstændigheder. Jeg hører til dem, som tror paa, at Morgenrøden engang skal gry for os og kaste sit varme Lys over et lille Folk paa »godt og ondt« som vil virkeliggøre den sunde demokratiske Brodertanke i Liv og Gerning.«
