« Tilbage til søgeresultaterne
Kvindernes Valgret og Hjemmet
Modstanden mod Kvindernes Valgret er jo stadig vigende. Faa - derimellem Englands Premierminister Asquith - har i vore Dage Mod og Mandshjerte til højt og tydeligt at erklære: »Kvinden skal ikke have Valgret. De fleste indrømmer, at Kravet er retfærdigt, at det er en taabelig Uret, at Landets Kvinder, der er lovlydige, arbejdende, skatteydende Borgere kun skal have Pligterne og ikke de dermed følgende Rettigheder.
Men er Modstanden ringe, saa er Betænkelighederne endnu ikke helt forbi, selv hos dem, der indrømmer Berettigelsen af Kravet. Og Betænkelighederne gælder i første Række Hjemmene; man frygter, at Hjemmene skal tage Skade, naar Kvinderne faar Valgret. Det er som om man troede, at den Dag, Kvinderne faar Valgret, vil alle Danmarks Kvinder styrte til Vælgermøder og belejre Rigsdagens Porte for at komme derind, at fra den Dag vil alle Hjem staa tomme, og de smaa Børn i Vuggen blive forsømte. Men gik det da saaledes, da Mændene i forrige Aarhundrede fik Valgret? Forsømte de derefter deres Arbejde, forlod de deres Gaarde, Butikker eller Kontorstole? Glemte de alle Pligter mod Hustru og Børn?
Naar Kvinderne faar Valgret vil Flertallet leve deres Liv ganske som nu, kun ganske faa vil aktivt deltage i det politiske Liv - akkurat som det er Tilfældet med Mændene - hvert 3. Aar paa Valgdagen vil de afgive deres Stemme, og denne Ret vil efterhaanden bibringe dem Interesse ogsaa udenfor Hjemmets Grænser, men fremmende for Hjemmets Lykke. De vil vaagne til Erkendelse af, at Hjemmets og Samfundets Interesser er uadskillelige. Den dygtigste, omsorgsfuldeste Moder vil være den, der indser at for at værne og styrke sine egne, maa man være med i Arbejdet for at skabe sunde og gode Livsvilkaar i saa vid Udstrækning som muligt. Saalænge Verden er fuld af Nød og Fattigdom, af Ondskab og Fordærvelse, er ogsaa ens egne Børn udsatte for aandelig og legemlig Smitte. Ingen kan isolere sig og sine, alle er vi afhængige af de fælles Livsvilkaar, og derfor bør vi ogsaa alle være interesserede i det, der er fælles for alle. Derfor er Hjemmets Kvinder dybt interesserede i at faa Medbestemmelsesretten.
Og ét endnu - Kvinderne hører ikke mere kun Hjemmene til; de hører hjemme i Fabrikken og paa Kontorer, i Skoler og paa Hospitaler, i Laboratorier og Foredragssale og alle Steder, hvor aandeligt og fysisk Arbejde foregaar. Og alle disse Kvinder, der daglig kommer i Berøring med Love og Forordninger, som stadig hæmmes i deres Karriere af gamle Vedtægter og Fordomme, alle disse Kvinder behøver - lige saa vel som Hjemmets Kvinder - at være medbestemmende i Samfundet. Derfor maa Hustruer, Mødre og enligstillede Kvinder kræve Valgretten i deres egen Interesse.
