« Tilbage til søgeresultaterne
Agitation
Paa mange Maader og med forskellige Midler kan vi agitere for vor Sag.
Hvert Aar bliver vi paa Landsmødet opfordrede til at danne nye Kredse ude i Lander; og jeg har erfaret, at her er et Agitationsarbejde at udføre for interesserede Medlemmer.
Vore Foreninger findes spredte over hele Landet, men der er endnu mange Egne, som ingen Forbindelse har med vor Organisation, og dog er jeg overbevist om, at der paa disse Egne findes Kvinder, som er politisk vaagne og har Interesse for vort Krav.
Naar Kvinder siger: »Aa, jeg har længtes efter at faa dannet en Kvindevalgretsforening«, »Jeg vil gøre alt for at faa dannet en Forening her paa Egnen«, eller »De kan tro, vi føler Uretten, men hvordan skal vi faa Lejlighed til at komme frem med det«, saa er disse og lignende Udtalelser, jeg har hørt paa min Vej, et Vidnesbyrd om, at der trindt i vort Land sidder mange Kvinder, som gerne vil være med, men ikke øjner Udvej for at slutte sig til os. Vanskeligheden er at finde hverandre og slutte sig sammen om at faa dannet en Forening, men kommer der Hjælp ude fra, saa gaar det. Jeg tror, Begyndelsen gaar bedst, naar der fra en stedlig Forening sker Henvendelse til politisk interesserede Kvinder og Mænd i Nabobyerne, skriv til dem, tal med dem, helst det sidste, saa de faar Følelsen af at have Forbundsfæller og Støtte derfra, hvor Foreninger allerede trives; ethvert Medlem med Interesse for vor Sag kan udføre dette Begynderarbejde for en ny Forening. Hovedbestyrelsen sender en gratis Taler til det første Agitationsmøde, og Tiden er belejlig nu, før Sommeren kommer.
Vi, som fik afhjulpet et Savn, da vi fandt Husly i Landsforbundet og derved fik Lov til at vise, at vi havde et Krav om politisk Frihed, vi bør arbejde for, at alle Kvinder kan faa Lejlighed til at være med at fremsætte dette Krav, og det sker kun ved, at der dannes nye Foreninger.
Køge i Februar 1912.
Kamilla Kristensen.
Fmd. f. Agitationsudv.