Østerlandske Kvinder

Formanden for den internationale Alliance for Kvinders Valgret, Fru Carrie Chapmann Catt, er for Tiden paa en Rejse rundt om Jorden. Det er hendes Hensigt at undersøge Kvin­dernes Kaar i forskellige Lande og Mulighederne for at fremkalde en Bevægelse blandt dem, der kan lede til en Forbedring af deres sociale og familieretlige Stilling. Samtidig besøger Fru Catt en Del Stater, hvor Valgretsbevægelsen allerede er i fuld Gang, og hvor hun søger at hjælpe og opmuntre dens Ledere.

Fru Catt har sendt en Række Rejsebreve til det internationale Kvindevalgretsblad, og vi har tænkt os, at et af dem, der indeholder en Skildring af det hellige Land, vilde have Interesse for vore Læsere. Det giver et godt og paalideligt Billede af de kulturelle Tilstande i et af de Lande, hvor Kvinderne er længst tilbage i Udvikling.

 

Det hellige Land.

- - Den 18. November gik vi om Bord i et Skib, der skulde anløbe Jaffa, Jerusalems Havnestad, og næste Morgen kastede vi Anker under en blaa Himmel med straalende Solskin paa Jaffas skønne klippekransede Red, som er berømt fra Bibelens Beretning om Jonas, der blev, kastet overbord som Offer til Stormens Gud, og fra Myten om Andromeda, der lænket til Klippen blev befriet af Persevs. Vi blev roet ind til Kysten i Smaabaade, der dan­sede som Propper paa Vandet, og land­satte paa en lille stensat Mole mellem en Menneskemasse, der for vort uvante Øje tog sig ud, som om den nylig var traadt frem fra et Teaters Kulisser. Vi klatrede op ad snævre, stenede Stier og gennem smaa bitte mærkelige Gy­der, der stadig førte opad - thi Jaffa ligger paa en stejl Bjærgskraaning - indtil vi naaede vort Hotel.

Sceneriet var henrivende - fortryl­lende! Og vor Begejstring vedvarede under hele den fire Timer lange Jern­banetur til Jerusalem. Mænd, iført sæl­somme Dragter, gik og pløjede, under­tiden med Kameler, sommetider med Æsler, men altid med Oldtidens enkeltstjærtede Plov. Masser af Nutidens Davidskikkelser i malerisk stribede »Kjortler« vogtede deres Hjorde - thi det var Davids Land, vi rejste gennem. Man viste os en Klippehule, hvor Sam­son havde erklæret Dalila sin Kærlighed, og selve den Plet, hvor Goliat faldt!  Man skulde tro, at Bibelens Blade aabnede sig og lod sine historiske Skik­kelser træde lyslevende frem for vort Øje. Man kunde forestille sig alt, hvad man selv ønskede, mens Dragomanen udpegede snart dette og snart et andet Sted som Scenen for en kendt bibelsk Begivenhed.

Men ak! Det hellige Land berøvede os mange Illusioner. Vi saa f. Eks. en skøn Rebekka, der barfodet, smidig, yndefuld, klædt i et blaat, flagrende Gevant viste sig som en Silhuet med en lys Stenmur til Baggrund. Hun bar en Vandkrukke paa Hovedet og holdt en anden i Haanden. Intet Billede kunde være skønnere! Men da vi kom nær­mere, opdagede vi at hendes Ansigt var stærkt tatoveret, hendes Haar uplejet, hendes Dragt over al Beskrivelse snav­set. Landets Kvinder er næsten alle tatoverede. Da man har opdaget Tegn til Tatovering paa kvindelige Mumieansigter i Ægypten, er det ikke usand­synligt, at Skikken har været almindelig i de Tider, hvorfra Bibelen stammer. Den  historiske Rebekka har sikkert ikke unddraget sig den almindelige Skik, og jeg er ligeledes sikker paa, at hun har trængt til at blive vasket. Den Slags Desillusioner oplevede vi næsten hver Time paa Dagen. Intet Land i Verden kan tænkes mere malerisk, intet Folk i Verden taler stær­kere til ens kunstneriske Sans end disse yndefulde, velskabte Mænd og Kvinder i deres brogede, folderige Dragter. Men der findes heller intet Land saa snavset, usundt og fornærmeligt ildelugtende som dette. Vor Henrykkelse over alt det fremmedartede omkring os svandt derfor lidt efter lidt for en ubehagelig fornemmelse af, at vi var i Færd med at paadrage os et eller andet smitsomt. Alt det Kryb og Kravl, som plager Mennesket, er tiltaget i Art og Tal siden Oldtiden, uden at man her har gjort noget for at hæmme dets Udbredelse, og da vore stakkels forstukne Legemer i høj Grad bar Vidne om travle Insekters Virksomhed, var der gode Grunde for, at vore Følelser skif­tede Karakter. Hvad Opdagelsen af Bakterierne end har gjort for Videnska­ben, saa har den i hvert Fald ikke bidraget til at berolige den Rejsendes Sindsstemning. Paa det Tidspunkt, da vi skulde vende

tilbage til Jaffa, fik vi Underretning om, at der var udbrudt Kolera i Byen, og at Folk, som vilde rejse ad denne Rute, maatte underkaste sig fem Dages Karantæne. Vi besluttede derfor at rejse gennem Syrien via Samaritanernes Land, Nazareth, Galilæa Sø, Damaskus og Baalbek til Beirut, en smittefri Havneby, hvorfra en fransk Skibslinje førte direkte til Port Said uden at anløbe Jaffa. Dette Tillæg til Rejsen formede sig som en overordentlig interessant Tur og gav os et fyldigere Indtryk af det hellige Lands Natur. Men da Rejsen først gik op over én Bjærgside og ned ad en anden, tværs over en Dal og derpaa atter over Bjærge, der var ualmindelig klipperige, var den pinagtig trættende. Og Læseren kan tænke sig til vor Sindsstemning, da vi opdagede, at vi alligevel var gaaet i den Fælde, vi havde kæmpet saa haardt for at undgaa. Det hændte nemlig, at en gammel Kone ombord i vort Skib en Nat døde af et Hjærteslag. Avtoriteterne i Port Said erklærede, at Dødsaarsagen maatte være Kolera og næg­tede derfor Passagererne at lande. Vi blev beordret videre til Alexandria, og efter at have tilbragt en Dag paa vor Damper, som imidlertid havde hejset det gule Karantæneflag, blev de seks Hundrede Passagerer førte til et Lazaret paa Kysten. Her tilbragte vi 4 lange Dage, som jeg ikke formaar at beskrive og aldrig vil kunne glemme, men som langt om længe dog fik Ende. En dob­belt Palisadeindhegning og skarptbevæbnede Soldater, der gjorde Tjeneste som Vogtere, belærte os om, at vi var Fan­ger. Der blev anbragt 5 Personer i hvert Værelse, og vi betalte 12 Kr. 50 Øre om Dagen pro persona! Ligesom andre Fanger fik vi ved Løsladelsen et »Fri­pas«, der stillede os under offentligt Tilsyn endnu i nogle Dage. Men efter et Par Døgns Ophold i et af de bedste Hoteller, jeg har truffet paa min 5 Maaneders Rejse, følte vi os paany som skyldfri og respektable Medlemmer af Samfundet. Vi var bleven skrubbede, røgede, desinficerede, vaskede og ren­sede. Kun Arrene efter det hellige Lands vanhellige Insektbid mindede os om, hvad vi havde gennemgaaet, og Frygten for Bakterier mistede lidt efter lidt sin Braad.

Vi havde ikke næret Forventning om at føre Kvindevalgretsbevægelsen til Jerusalem. Det hellige Land er en stakkels fattig, tyrkisk Provins, uden selvstændig Styrelse, uden Dagspresse og uden offentlige Telefonanlæg. De, som kender Landet og dets Historie, paastaar, at Folket staar paa nøjagtig samme Udviklingstrin, som for 2000 Aar tilbage. Det lever og arbejder paa samme Vis som i Oldtiden. Det ene­ste, der har forandret sig, er Religio­nen. Muhameds Lære har vundet Ind­pas siden Kristi Tid, og tæller nu Mil­lioner af Tilhængere blandt hans Efter­følgere. Ogsaa det hellige Land er muhamedansk og har Skikke fælles med andre Lande, hvor den samme Tro er udbredt. Men da disse Skikke i det store og hele herskede paa denne Del af Jorden ogsaa i Kristi Dage, har

heller ikke Religionsskiftet medført Forandringer af nævneværdig Betydning. Lige saa lidt er der Udsigt til en stærkere Udvikling i den nærmeste Fremtid. Utallige Missionsstationer er oprettede, og deres Ledere har for længe siden indset, at Undervisning for Ungdommen er det eneste Middel, der kan udrette noget. Missionsskolerne er den eneste Form for Undervisning, Landet byder sine Beboere. Blandt kristne Trossamfund er der en saa haabløs Tvedragt, at deres fælles Anstrængelser er i høj Grad virkningsløse. Men de enkelte Grupper udøver hver for sig en betydelig Gerning. Den Be­vægelse, som kræver »Jerusalem for Jøderne«, har givet Stødet til, at der er bleven oprettet en Mængde jødiske Kolonier, der fremtræder som smaa Stykker af den ny Verden, omplantet til den gamle. At der ligger Trøst og Opmuntring for Befolkningen i disse fremmedes Arbejde, viser sig tydelig i det Spørgsmaal, som rettes til enhver nyankommen: »Hvorledes tror De Fol­ket vilde være stillet uden Missionen og Missionsskolerne?« Det er vanske­ligt at dømme herom. Men sikkert er det i hvert Fald, at mange selvop­ofrende kristne Mænd og Kvinder gør deres yderste for at gennemsyre den Klump forstenet Menneskelighed, som hører hjemme her. Det Arbejde, der særlig vakte min Interesse, var Mis­sionens Læge- og Hospitalsvirksomhed, der blandt andet gaar ud paa at give Befolkningen en højst fornøden Under­visning i Renlighed og Sundhedslære. Hvor Mændene som Helhed taget er uvidende, blottede for Ærgerrighed, fulde af Mistro og religiøse Fordomme, kan man ikke vente sig mere eller bedre af Kvinderne. Vi stillede os selv det Spørgsmaal, om de tilslørede Kvin­der, vi mødte paa Gaderne, var tæn­kende Væsner, og da der tilbød sig en Lejlighed for os til at besøge fire Muselmænds Familier, benyttede vi os af Tilladelsen under mange forudfattede Tvivl. Besøgene førte imidlertid til den betydningsfulde Opdagelse, at Friheds­følelsens Sædekorn allerede er begyndt at spire i disse mystisk tilhyllede Kvin­ders Sind. Vi kunde derfor sige dem et opmuntrende Ord, og det var alt, hvad vi havde haabet at udrette i et saadant Land. Dersom det Tidspunkt nogensinde indtræffer, hvor Jøderne ophører med deres Klagemaal, hvor Præsterne vender sig fra de hellige Steder, de bevogte, og Muselmændene opsætter deres Bønner for at ofre én Dags alvorlige Betragtninger på Nutidsslægtens Fornødenheder - da vil der maaske komme nye og bedre Tider for Folket, og naar dette sker, da vil Kvinderne være parate til at indtage deres rette Pladser under den Omord­ning, som vil følge.

Hos Syrerne spores en Smule mere Nutidspræg. Man mærker, at en Be­vægelse er i Opvaagnen blandt dem. Den bedste Tjeneste man kan gøre disse Kvinder, er at retlede Missionæ­rernes Begreber om Nutidens Kvinde­bevægelse. Alt for mange af dem er forfærdelig uvidende om, hvad der virkelig gaar for sig ude omkring i Verden, og den Opdragelse, de giver Drenge og Piger, er ikke, hvad vi vilde kalde: afpasset efter Nutidens Ideer. Resultatet af disse Betragtninger er der­for, at vi maa vinde Tilhængere blandt de Trossamfund, der udsender Missio­nærer som Lærere og Reformatorer. Disse er hurtigt bleven overbeviste om vor Sags Retfærdighed i de Lande, hvor Kvinderne har opnaaet politisk Valgret!

Derfor lyder mit Raad til Valgrettens Forkæmpere i alle Lande: hvis i ønsker at hæve Livskaarene for Palæstinas og Syriens Kvinder, sørg da for først at frigøre Eders eget Lands Kvinder.

Cairo, December 1911.