« Tilbage til søgeresultaterne
Fra England
I dette Blads Januarnummer udtalte vi, at Kvindernes sociale og politiske Union (Suffragetterne) sikkert vilde skride til opsigtsvækkende Demonstration i Anledning af Regeringens Valgreform. I Begyndelsen af Marts er Spaadommen allerede gaaet i Opfyldelse, og desværre er dette sket paa en saadan Maade, at det har vakt stor Forargelse baade i og udenfor England.
Regeringens Forslag om indførelse af almindelig Valgret udelukker som bekendt Kvinderne. Men da Førsteministeren 7. Oktbr. 1911 bebudede dets Fremkomst, tilføjede han, at der kunde stilles private Ændringsforslag til Regeringens Lovforslag, hvorved Kvinderne kunde komme i Betragtning.
Herefter henvendte de forskellige Kvindevalgretsforeninger sig i Fællesskab til Førsteministeren og bad ham modtage et Par Udsendinge fra hver, hvori Mr. Asquith imod Sædvane indvilligede. Ved den Sammenkomst, som fandt Sted, søgte de fleste Repræsentanter at paavirke Ministeren til Gunst for Sagen ved aldeles fortrinlige Udtalelser, som denne besvarede med vage, velvillige Ord.
Miss Pankhurst optraadte derimod ret udfordrende og udtalte bl. a., at hvis Ministeren ikke bøjede sig for Kvindernes Krav, der nu ogsaa var i Færd med at blive Folkets Krav, da maatte han gaa af. Hertil svarede Mr. Asquith: Ja - hvis De kan blive af med mig!
At Mødet overhovedet gav et relativt tilfredsstillende Resultat skyldtes Formanden for det nationale Valgretsforbund, Mrs. Fawcett, som rettede følgende klogt formulerede Spørgsmaal til Førsteministeren: »Hvis der bliver vedtaget et Ændringsforslag om politisk Valgret for Kvinder, vil Ministeriet da betragte dette som en integrerende Del af Regeringsforslaget og som saadant give det sin fulde og loyale Støtte?« Da Mr. Asquith besvarede Forespørgslen med et ubetinget Ja, erklærede det nationale Valgretsforbund og Kvindernes Frihedsliga at de stolede paa Ministerens Ord og derfor vilde afvente Sagens Gang.
Mrs. og Miss Pankhurst samt Mrs. Lawrence - Redaktør af Suffragetternes Blad - var derimod alt andet end tilfredse med Resultatet af Sammenkomsten. Deres Krav gaar ud paa, at Valgret for Kvinder skal gennemføres som et rent og skært Regeringsforslag, og ethvert Forsøg fra Ministeriets Side paa at gaa andre Veje end denne betragter de med dyb, ikke uberettiget Mistillid. Sagen er den, at Ministeriet i Virkeligheden staar delt paa dette Spørgsmaal; Halvdelen med Mr. Asquith i Spidsen er absolutte og principielle Modstandere af Sagen, Halvdelen er Tilhængere; men for Finansministerens - Lloyd George - Vedkommende gælder dette dog kun under den Forudsætning, at Kvindevalgretten gennemføres i et Omfang, som han finder politisk forsvarligt. En Tid lang hed det sig, at Spørgsmaalet vilde skabe en Konflikt indenfor Ministeriet; de engelske Blade talte i Januar endog om en »Sprængning«. Hvor meget dette Rygte har haft paa sig er ikke godt at vide. Nu synes det i hvert Fald som om Regeringen har fundet en foreløbig Vej ud af Vanskelighederne, idet der er Tale om, at den vil henvise Spørgsmaalet til en Folkeafstemning. Dette har opbragt Suffragetterne i høj Grad, og efter at de forgæves havde opfordret Mr. Asquith til at udtale sig om Regeringens Stilling til en eventuel Folkeafstemning, besluttede de sig til at demonstrere i større Stil og med kraftigere Midler end hidtil.
Suffragetternes eget Blad beretter, at »Fredag d. 1. Marts itusloges Ruder i de støre Forretningsgader til en Værdi af ca. 18,000 Kr., og 100 Kvinder blev arresterede. Den paafølgende Mandag gentoges Demonstrationerne forskellige andre Steder i Byen, særlig i Nærheden af Parlamentet, hvor mange Ruder blev knust og andre 100 Kvinder arresterede.«
Der er ingen Grund til nærmere at udpensle Begivenhederne. Hovedsagen er, at disse Demonstrationer - som de kaldes - virkelig har fundet Sted. Suffragetternes Ledere hævder, at de er skredet til Handling for at udtrykke deres Indignation overfor Regeringens Stilling til Valgretssagen samt for at skabe »en politisk Situation«, som Ministeriet vilde være nødt til at tage Hensyn til. Der er dog næppe Tvivl om, at Suffragetterne denne Gang har skudt udenom Maalet. Om der vil fremstaa »en politisk Situation« af disse Begivenheder skal vi ikke indlade os paa at bedømme. Men sikkert er det, at Suffragetternes sidste Demonstration har givet Sagens Modstandere brugelige Vaaben i Hænde og i Øjeblikket gjort det en Del vanskeligere for dens Tilhængere at føre Agitationen med Held, saavel i England som andet Steds.
