« Tilbage til søgeresultaterne
20de April
Kvindens kommunale Valgret.
Den 20de April d. A. var 4-Aarsdagen for Indførelsen af kommunal Valgret og Valgbarhed for Kvinder. Den 12te Marts Aaret efter foregik det første Valg. Kvinderne stemte tappert.
126 Kvinder valgtes ind i de kommunale Raad ved Siden af ca. 1000 Mænd.
De forløbne 3 Aars Erfaring har utvivlsomt bragt det Resultat, at Kvindernes Deltagelse i det kommunale Arbejde er blevet anerkendt som gavnligt for dette.
Kvinderne har vidst at paatage sig det Arbejde, som deres specielle Evner og Anlæg førte dem til, og hvor de forud for Mændene havde Betingelser for at gribe det rette, og de har formaaet at overbevise Offentligheden om, at Kvinderne er i Besiddelse af Evnen til saglig Forhandling og planmæssig Arbejde i lige saa høj Grad som Manden.
Deres Arbejdsdygtighed og uegennyttige Iver for at bringe det bedste ud af enhver Sag, har aftvunget dem Respekt hos deres mandlige Kollegaer og har virket til at styrke Agtelsen for Kvinden som aktiv Samfundsborger.
Det er værd at lægge Mærke til, at Kvinderne ganske særlig har arbejdet i Fattigforsorgens Tjeneste. Som Medlemmer eller Formænd i Fattigudvalgene har de forstaaet at stille sig i et langt personligere Forhold til de fattige i Sognet end Mændene har evnet det, og derved sikret sig, at Hjælpen kom paa de rette Steder. I flere Kommuner har de helt omorganiseret Fattigforsørgelsen og afskaffet megen gammel Slendrian til Gavn saavel for Kommunens Kasse som for de virkelig trængende. Ogsaa i Skoleudvalg har de gjort et fortræffeligt Arbejde - flere Steder er deres Reformer trods nogen Modstand sejrrig gennemførte og senere enstemmig anerkendt.
Deres Arbejde har ogsaa paa anden Maade haft direkte Betydning for Kvindesagen ; de har med Held bestræbt sig for at faa ansat Kvinder i Skolekommissioner, Hjælpekassebestyrelser, Plejebørnstilsyn, Skolelægeembeder (i København), saaledes at Kvinder i større Antal end tidligere anvendes i det sociale Arbejde, hvilket er til Gavn baade for dette Arbejde og, for Kvinderne selv.
»Kvindevalgret« bringer i dette Nummer en lille Artikkel fra én af de kommunale Kvinder, Frk. Olga Knudsen, der er et meget anset og skattet Medlem af Vejle Byraad; i de paafølgende Numre agter vi at bringe flere Meddelelser om Kvindernes kommunale Arbejde, dels fra Kvinderne selv, dels fra deres mandlige Kollegaer i By- og Sogneraad.
Vi haaber, at det skal virke til, at Kvinderne næste Aar, naar nye Valg skal finde Sted, maa komme ind i et langt større Antal end sidst. De har i de forløbne Aar vundet Mændenes Anerkendelse og styrket deres egen Selvtillid.
Fra Vejle Byraad.
Den ærede Redaktion har anmodet mig om som Medlem af et kommunalt Raad at meddele lidt om mit Arbejde i de forløbne Aar, for at Kvinderne kan faa et Indtryk af Forholdene og se, at vi ikke sidder der som Statister, til ingen Nytte.
Det kan synes let at skrive en saadan Meddelelse; men ved nærmere Betragtning viser det sig at være temmelig vanskeligt. For det første føler man sig selv generet af, at det let bliver jeg og jeg og atter jeg, og for det andet støder man paa den Vanskelighed, at det vilde være meget lidt forretningsmæssigt at fremkomme med detaillerede Oplysninger om det Arbejde, der lægges i Udvalgsmøderne, Forhandlinger, som jo egentlig har en vis privat Natur, uden derfor at være mindre betydningsfulde. Da det nyvalgte Byraad traadte sammen, blev jeg valgt som Medlem af Fattigudvalg, Alderdomsudvalg, Medlem af Bestyrelsen for Folkebiblioteket samt som Byraadets Revisor ved By- og Amtssygehuset.
Jeg betragter det som heldigt for mit Vedkommende, at der netop i et Par af disse Udvalg forestod gennemgribende Forandringer, som ogsaa gav mig som nyt Medlem Lejlighed til at prøve mine Kræfter, og som gav mig forøget Interesse for det nye Arbejde.
Af de »forskellige Sager jeg har haft med at gøre, skal jeg kun nævne, at jeg forrige Vinter fremkom med et Forslag om Overførelse af Enkerne fra Fattigvæsenet til Hjælpekassen. Jeg har nemlig altid betragtet det som inhumant af Samfundet, at saadanne maatte henvises til Fattigvæsenet. Der blev nedsat et Udvalg, som valgte mig som Formand, og det blev nu mit Formaal at undersøge, om det kunde betragtes som kommunalt forsvarligt at foretage denne Overførelse.
Et temmelig omfattende statistisk Arbejde, som jeg foretog med dette for Øje, havde til Følge, at der ingen Indvendinger rejste sig. Efter det nu forløbne Aar har jeg haft den Tilfredsstillelse, at mine Beregninger fuldt ud har holdt, hvad de lovede.
Jeg har aldrig i den Tid, jeg har været Medlem af det kommunale Raad, haft Grund til at beklage mig over, at mine mandlige Kollegaer ikke har behandlet mig som jævnbyrdig Arbejdsfælle; tværtimod. Min Erfaring efter disse Aars Forløb er, at Kvinderne nok skal faa Interesse for dette nye Virkefelt; og falder det end lidt svært for os Begyndere, som jo i særlig Grad er udsatte for Kritik, at overvinde en vis Ængstelse for ikke at være saglige nok, naar vi skal føre en Sag frem, saa tror jeg denne Ængstelse vil tabe sig, naar det ikke længere er Nyt, at Kvinderne vælges ind i de offentlige Raad. Et maa vi derimod som Begyndere i særlig Grad passe paa, og det er, at skal vi føre en Sag frem, saa maa den være saa vel forberedt og underbygget, at selv om den ikke føres igennem, det Arbejde, der er gjort, dog bliver respekteret af vore Kolleger som vel gennemtænkt og motiveret.
Olga Knudsen,
Vejle.